Koncerter

Roskilde ’09: Paavoharju, Oh No Ono, Marnie Stern, 04.07.09

To behagelige og atmosfæriske eftermiddagsoplevelser fra Paavoharju og Oh No Ono samt en ordentlig snitter til Marnie Stern.

Paavoharju fik øjnene til at løbe i vand.

Paavoharju fik øjnene til at løbe i vand.

Paavoharju, 04.07.09, 12.00, Astoria
Lørdag morgen kl. 12 på den lukkede Astoria-scene er ikke det mest attraktive spilletidspunkt for et band. Men finske Paavoharju, der sjældent spiller live, havde det vist fint med det lidet populære tidspunkt. De virkede nemlig som en flok sky mennesker, der ikke gjorde meget væsen af sig, andet et par nik fra forsanger og guitarist Lauri til det klappende publikum. Selv da de spillede det æteriske clubbing-hit “Kevätrumpu”, var bandet fuldstændig upåvirket af den stemning, de piskede op.

Men der var nu heller ikke meget clubbing over resten af deres show, hvis man kan kalde deres apatiske optræden det. De forsagte finner har enkelt og virkningsfuldt trukket deres egen folkemusik ind i en moderne kontekst garneret med psykedeliske effekter, neddæmpet folkguitar og klaver, bløde, udsvævende ambientflader og bølger af støj. En enkel og stemningsfuld levendegørelse af vindsuset i mørke trætoppe. Så blødt leveret, at selv trommeskind og bækken blev slået med fingerspidserne.

Samtidig har de en fantastisk rørende vokal i Jenni, der stod isoleret i venstre side af scenen koncerten igennem, og da hun i duet med Lauri sang “Uskallan”, fik jeg en umiskendelig svulmen i brystet og oversvømmede øjenlåg. Det var så smukt og fint, det blæste varm melankoli direkte ind i min trætte festivalkrop.

Desværre spillede de i en hel time, og over så lang en strækning blev deres flygtige skovfolk alligevel lidt for meget alfehår i munden. (KEA)

★★★★☆☆

Oh No Ono, 04.07.09, 16.30, Odeon
At Oh No Ono har fødderne solidt plantet i hippiegenerationen sås ganske tydeligt af, at Odeon til lejligheden var pyntet op med bøgegrene. Var de herrer mon lige blevet studenter? Ikke umiddelbart et helt skævt gæt, når man tager i betragtning, at Oh No Ono entrede scenen med smil så brede som grusgraven på campingpladsen.

Det her var lige, hvad publikum havde brug for. En frisk brise af blød og rar strandpop, der strømmede ud over publikum og i udstrakt grad mindede om Beach Boys og Flaming Lips. Det er svært ikke at holde af, især ikke når der momentvis tilføjes et par drys eksperimenterende rock, der giver Oh No Onos musik et kærkomment personligt touch. Jeg var i hvert fald svært (og overraskende) tilfreds hele vejen.

Numre som “Icicles”, “Swim” og “Eve” fungerede perfekt, også selvom jeg må indrømme, at Oh No Ono er bedst, når de virkelig spiller sig ud. Deres mere stille balladeagtige numre tenderede i hvert fald det kedelige denne eftermiddag på Odeon. Men dem kompenserede de altså fint for, ved at levere de catchy og tempofyldte sange med overbevisende energi og spilleglæde. Og efter en nærmest musicallignende afslutning på koncerten, kunne publikum – helt pakket ind i ringlende synth, psykedeliske tåger og sand mellem tæerne – forlade Odeon gennemblæste og med smil, der var lige så brede som dem, Oh No Ono entrede koncerten med. (CK)

★★★★½☆
Marnie Stern var på dybt vand og noget af en skuffelse.

Marnie Stern var på dybt vand og noget af en skuffelse.

Marnie Stern, 04.07.09, 17.00, Pavilion
Forventninger er en so. De kan ødelægge en oplevelse, hvis slutproduktet ligger meget langt fra forventningerne. Derfor forsøger jeg altid at eliminere forventninger, så jeg kan opleve med et åbent sind. Men Marnie Sterns album fra sidste år, This Is It and I Am It”¦, havde alligevel indgydet nogle forventninger i mig om en stærk energisk og buldrende live-optræden. Det var ikke helt det, jeg eller resten af Pavilion-scenens publikum fik.

Fem minutter efter koncerten skulle være gået i gang, stod det angivelige guitartalent Marnie Stern og lavede noget, der mindede om lydprøve, mens hun snakkede om at have sex i telte på stoffer. Da musikken endelig kom i gang, var den alt andet end tight. Indierockens svar på Yngwie Malmsteen kunne tydeligvis ikke tappe og synge samtidig, da hun hele tiden koncentrede sig om at se på sine fingre, mens hun arbejdede. Det virkede lidt ubehjælpsomt, og DIY-tapping bliver forhåbentlig ikke en ny trend. Musikken kom til at fremstå som math-twee, og til trods for at det måske lyder som en spændende kombi, er jeg efter Marnies koncert ikke overbevist om, at det er en god ide.

Marnie virkede ærlig talt også blæst på den ene eller anden måde og fortalte historier om bassistens bryster på varme hoteller med bedste Valley Girl-sociolekt. Charmerende enerverende eller måske i virkeligheden kun irriterende.

Det var først, da hun endelig holdt kæft og begyndte at rocke ud i koncertens afsluttende 10 minutter lange jam, at noget af den intensitet og energi, der bliver leveret på pladen, begyndte at vise sig. Her blev især trommeslageren noget mere levende. Han så ellers ud til at skulle anstrenge sig for at gå ned i Marnies forkrampede tempo.

Det gav dog kun håb for en fremtidig mere tight koncert, end det reelt var med til at samle mine knuste forventninger op. (KEA)

★★½☆☆☆

4 kommentarer

  • Jeg skulle se Marnie, fordi en af mine venner lokkede mig til det. Jeg havde dog ikke troet at det var så slemt! Jeg gik midt i det første nummer. Det var slet ikke til at holde ud!

  • Det kan jeg godt forstå, Frede. Jeg var også slemt skuffet. Da jeg var backstage for at interviewe Black Dice, stavrede hun også stiv rundt, så jeg håber, det var derfor hun rodede rundt og på et senere tidspunkt kan finde ud af at levere en koncert, hvor hun både synger og tapper i højt tempo. Ak, hun skulle have en røvfuld for den optræden, men jeg synes, du skulle give This is it and you is it… alligevel. Det er stadig en god plade.

  • Er helt enig i det meste af anmeldelsen, dog var det bassisten, der jokede om sex i varme telte.
    Hun var iøvrigt ganske forrygende både at se og høre på. Ved nogen hvem hun er?

Deltag i debat