Koncerter

Roskilde ’09: St. Vincent, Mew, 02.07.09

Skrevet af Signe Palsøe

St. Vincent leverede utraditionel indiepop i Astorias lukkede scene, mens Mew tog den slagne, velkendte vej på Arena og gav folket, hvad de ville have.

St. Vincent charmerede Astoria med sin blå øjne og overraskende arrangementer. Foto: Tod Seelie.

St. Vincent charmerede publikum på Astoria. Foto: Tod Seelie.

St. Vincent, 02.07.09, 22.00, Astoria
St. Vincent, alias Annie Clark, er et spøjst bekendtskab. Et af dem, man fornemmer, har et væsen, man nemt gennemskuer, men viser sig i virkeligheden at bestå af flere og mere komplicerede samspil og elementer end som så. Denne tendens har gjort sig gældende på St. Vincents album og ligeledes ved torsdagens koncert.

For hun så jo tilforladelig ud, den gode Clark, som hun trippede ind på Astorias scene og med “Marry Me” vel mest af alt gjorde en entre, der kan betegnes som yndig. Lette guitarakkorder og toner fra fløjter og messingblæsere vældede fra scenen i kønne impulser, der syntes at passe udmærket til Clarks ligeledes yndige dukkeansigt, med de store blå, let fraværende øjne. Fint, tilforladeligt og ikke videre sindsoprivende.

Men det var jo også bare indledningen. Efterhånden som “The Strangers” og andre indslag fra den nyligt udkomne Actor blev præsenteret, syntes melodiernes såvel som bandets samspilsmæssige facetter for alvor at komme til deres ret. Tilbageholdende indiepop afløstes abrupt af uregelmæssige og skæve kaskader af guitar og saxofon, som på “Save Me from What I Want”, eller af et pludseligt soloindslag med funky, roots-præget guitar, der uventet og efterfulgt af stor begejstring ramte det fremmødte publikum.

Til tider kunne man nok synes, at de gode kompositioner fortjente i højere grad at blive kommunikeret til publikum, som det eksempelvis sker hos ligesindede musikere som Joan As Police Woman eller Feist. Selvom Clarks væsen har en ganske særegen og klædelig passivitet over sig, var det de energiske udladninger, der gjorde størst indtryk, hvor de stille jazzede og mindre omskiftelige passager i højere grad lod sig viske ud af de efterfølgende lydbølger. Til trods for dette lille ønske om et ekstra skud pondus, et glimt i øjet eller et snert af kækhed må St. Vincent siges at have leveret varen i form af en velspillet og flot varieret koncert med et yderst fængende og utraditionelt greb på indiepoppen. (SP)

★★★★½☆
Mew var forudsigelige på Arena sent torsdag aften. Foto: Helena Christensen.

Mew var forudsigelige på Arena sent torsdag aften. Foto: Helena Christensen.

Mew, 02.07.09, 23.00, Arena
Forventningerne til Mews powerpop og drømmende emo-rock var helt i top, da bandet skulle give en forsmag på, hvad der venter os, når deres nye plade rammer landet til august. Disse forventninger blev kun delvist indfriet med en koncert, der teknisk set var fornem, men alligevel manglede en hel del i udtrykket.

Det store problem bliver synligt i kraft af Mews position som både P3-darlinger og æstetiske feinschmeckerkunstnere, fordi deres repertoire er så blandet, at de reelt set kunne vælge at spille udelukkende fængende pophits eller modsat, de mere langslæbende melankolibaskere. Selvsagt er det svært at tilfredsstille et stort publikum, hvor den blandede masses efterspørgsel er så mangefarvet, men Mews fremgangsmåde ærgrede mig nu alligevel.

Det virkede på mig en anelse besynderligt at troppe op i sorte heldragter inklusive maske, for at spille hvad jeg vælger at kalde tre stemningsnumre, hvor shoegazerstilen var dominerende, uden at formidle yderligere kontakt til publikum, for så umiddelbart efter at hoppe over i den modsatte grøft med fællessang og lighterblafren til en række hits på stribe og så igen køre ned i gear, da det lakkede mod enden.

Og så det positive: Så snart introen var overstået, kunne publikum få afløb for deres klappen i takt-tendenser til en fin medleyudgave af “Special” og “Zookeepers Boy”, umiddelbart efterfulgt af den efterhånden traditionelle rækkefølge af “Am I Wry? No”, “156” og “Snow Brigade”. Alle sammen mesterligt udført med Jonas Bjerres helt sublime vokal, der kom godt ud over scenen og ikke alt for ofte druknede i synth, noget publikum virkelig besvarede med kyshånd.

Det var nok mest af alt en meget kendetegnende koncert for Mew, der efterhånden har fået opbygget en del faste rutiner, der fungerer udmærket, men som på længere sigt, hvis man har set bandet før, går hen og bliver en knivspids ensformigt. Især deres kommende plade taget i betragtning synes jeg godt, de kunne have vovet lidt mere, men som traditionen efterhånden også dikterer, sluttede de af med “Comforting Sounds” og et lille pertentligt tak.

I aftes var Mew altså mere eller mindre blot et band, der leverede, og så kan man jo diskutere, om det er tilfredsstillende nok for et pladeaktuelt band med et overvældende repertoire af stemning. (JH)

★★★½☆☆

Deltag i debat