Plader

The Low Frequency in Stereo: Futuro

Skrevet af Camilla Grausen

Den norske kvintet har siden sidste album i 2006 fået to nye medlemmer og har bevæget sig fra instrumental lo-fi-postrock over til et større udtryk med vokaler og varieret støjrock med psykedeliske trip indimellem.

Ganske groft sagt kan man forledes til at tro, at Norge rent musikalsk ikke har andet end a-ha, heavy og Erlend Øye at vise frem. Ikke mindst derfor er det glædeligt at blive mindet om den norske kvintet The Low Frequency in Stereo, der beviser, at der også lyder af støjpop og postrock i de norske fjelde.

The Low Frequency in Stereo blev dannet tilbage i 2001 i Haugesund, og nu er bandet klar med deres fjerde album, Futuro. Per Steinar Lie, Ørjan Haaland og Hanne Andersen er de oprindelige medlemmer, og inden tilblivelsen af Futuro har bandet fået tilført nyt blod. Leverandørerne er de to unge musikere Njål Clementsen og Linn Frøkedal, der begge er i begyndelsen af 20’erne. Samtidig har bandet også bevæget sig musikalsk fra at dyrke den instrumentale lo-fi-postrock til at blive et rockorkester med vokal og større spændvidde.

På over halvdelen af numrene på det nye album bruger bandet vokaler, og det er bestemt et positivt tiltag. Både kvinde- og mandestemmer (vistnok fra adskillige medlemmer) leverer de vokale udfoldelser, og duetter som “Sparkle Drive” fungerer rigtig godt. Sangen får bandet til at lyde lidt mere hen ad Sonic Youth og gør i det hele taget The Low Frequency in Stereos musik mere varieret og vedkommende.

De instrumentale numre og de næsten instrumentale med minimalt vokalbrug findes dog stadig hos The Low Frequency in Stereo. Det udmærkede åbningsnummer “Turnpike” med rigeligt orgel og lidt surfguitar er et eksempel. Albummet igennem kombinerer bandet postrock med elektrisk orgel, støj og hvinende guitarer.

Men også det psykedeliske finder vej på albummet og trækker The Low Frequency in Stereo i en retning, der er mere deres egen. På “Starstruck” – en af de klare favoritter fra pladen – viser nordmændene et fint miks af psykedelisk rock med tempofyldt pop og pigevokal. Med dette nummer i højtalerne er der ingen grund til at ønske dig, at bandet går tilbage til det instrumentale.

Albummet afsluttes med et næsten 10 minutter langt nummer, det temmeligt spacy “œSolar System”. Som det ikke helt sjældent sker på diverse albums, når kunstnerne skal blære sig med ekstra lange numre, begynder også “Solar System” godt, men mister momentum efterhånden – og til sidst bliver de skingre trompeter for meget.

Ikke desto mindre viser Futuro en rigtig positiv udvikling for The Low Frequency in Stereo. Selvom albummet ikke når stjernestunder, er alle numrene for så vidt gode, og den store spændvidde, det norske orkester har fået i deres musik, gør deres album levedygtigt også efter mange lyt.

★★★★☆☆

Deltag i debat