Plader

Transmission Low: Trash Disco

Skrevet af Anders Mortensen

Spændt danserock med stroboskopstøj, og man står med et forsøg på en forklaring på København anno 2009. Der er ladet op med fantasier og betragtninger over storbylivet, men det, der slår igennem er energien.

At indkapsle storbyen: diskoteket som afgrund, tilmøgede fortove og klam, sexet liderlighed. Ekstravagante tabere og noget med ‘puls’ eller ‘bankende hjerte’. Dekadencen i betonen, kort sagt. Det har været et gennemgående tema i film, litteratur og musik siden metropolernes opståen, og det er også forståeligt, for de store byer er vel stadig et af det moderne individs grundpiller, og det har i manges tilfælde ført til gamle slagere som fremmedgørelse og forvirring; overgivelse til og bedøvelse af sanserne.

Københavnske Transmission Low er et band, der tackler de emner, som byen og bylivet sætter frem for – især – ungdommen, og de gør det endda helt lige på og ikke til at misforstå. Jeg indrømmer, at titler som “Cocaine Lovers”, “Miss Fantasy Glowstick” og “Reclaim the Streets” fik mit indre blik til at rulle med øjnene – rigtig grundigt endda – fordi det forekommer så kedeligt, ligetil, forudsigeligt og en smule for kliché.

Og da jeg så gik i gang med at lytte til pladen, fandt jeg ud af, at Transmission Low leverer musik, der er ligetil, forudsigelig og, ja, storbyklichéerne er ikke at finde i Rusland, hvis det giver mening? Men det er så absolut ikke kedeligt. Transmission Low spiller clubrock eller dancepunk eller punkfunk, eller hvad man nu vælger at kalde det, som har været en populær genre, siden The Rapture – og i lidt mindre grad The Faint– rigtig slog et slag for den punkede no-wave fra 1970’ernes New York i starten af dette årtusinde. Transmission Low lyder dog ikke som The Rapture. Deres musik er tungere, hurtigere og grundlæggende set mere støjende og skramlet, men stadig med dance-elementerne i klar balance med guitar, tromme og bas, og det er der kommet en vellykket, fin blanding ud af.

Årsagen til, at jeg bruger ordet ‘fin’, er, at der ikke er noget, der slår mig helt omkuld på Trash Disco. Alle 10 skæringer er gode, skiller sig ud fra hinanden og har et iboende potentiale til hjerneklæberi, men det er kun et par stykker, der virkelig får spændinger frem, og man begynder at få smag for urban, dansabel støj. “Dead Lust” er et af de numre, jeg taler om. Det er hvæsende tempo, virvar og et fuldstændig gennemført ‘fart-pause-fart, syng med’-omkvæd, der endda munder ud i scratch fra selveste DJ Static, og det kunne have været så skidecheesy, men Transmission Low undgår det. Måske fordi man tror på dem og det, de vil sige om os byboere, hvad enten det så kan virke forsimplet eller ej. Det er musik som et virkemiddel, et stof der er til for at pumpe op i dig og få dig ud på dansegulvet for at romantisere over kaskader og vælten rundt i blinde i København klokken luder en lørdag morgen. Meget new rave-ish, faktisk.

Transmission Low er der alligevel ikke helt endnu, og set i det store hele er pladen middelmådig. Den sætter sig ikke store spor, selvom den godt kan sætte sig fast. Men de har styr på deres virkemidler, de har basal og smittende energi, og de har fået en anmelder, der ellers har været grundig træt af discorock, til at glemme det for en stund og bare tage imod en ny generation af urbane betragtere, kritikere og kunstnere.

★★★½☆☆

Leave a Reply