Plader

Almost Charlie: The Plural of Yes

Skrevet af Jonathan Heldorf

Almost Charlie er en transatlantisk, Beatles-inspireret duo, der leverer et hæderligt udspil, hvor kun deres klichéer giver anledning til en løftet pegefinger.

I gamle dage var et band noget, man startede i en ungdomsklub eller i forældrenes garage til stor gene for hele nabolaget, der, i stedet for at købe hjemmelavet lemonade, kunne komme til koncert i carporten for en krone eller to. Nu til dags kan et band være alt lige fra animerede tegnefilmfigurer til Esbjergs sømandskor.

Almost Charlie er, som du måske kan regne ud, ikke et helt almindeligt band, da de to medlemmer endnu ikke har mødt hinanden. Lyriker Charlie Mason fra New York ledte over internettet efter en person, der kunne komponere musik til hans tekster – en forespørgsel, der blev besvaret af tyske Dirk Homuth fra Berlin. Sådan startede Almost Charlie, og her er så deres første ikke-selvudgivne udspil: The Plural of Yes.

Ud over den alternative måde, duoen arbejder på, er der dog ikke mange tabte underkæber og øjne (eller ører) på stilke i forhold til Almost Charlie, der i udgangspunktet falder nådesløst hurtigt ind i mængden af singer/songwriter-guitarpop. Men i modsætning til så mange andre kunstnere er det faktisk ikke et særlig stort minus, da The Plural of Yes er en dejlig ukompliceret, stille og rolig plade, der fungerer superbt til en hyggeaften med stearinlys og skvulpende tanker og derfor som helhed alligevel ender med at være et solidt album.

Det er meget tydeligt, at den største inspirationskilde for Homuth har været The Beatles, selvom dette er et vidt begreb, da The Beatles jo har lavet så utrolig meget forskelligt. Ikke desto mindre kan man ikke være i tvivl om, at kompositionerne på The Plural of Yes trækker veksler på sange som “Norwegian Wood”, “All My Loving”, “Yesterday” og “Eleanor Rigby”, men her må jeg skynde mig at sige, at det ikke kun er lyd- og stilmæssigt, at der er sammenfald, faktisk er kvaliteten også temmelig høj på The Plural of Yes, selvom det ville være at stikke blår i øjnene på alle parter, hvis jeg hævdede, at pladen rent faktisk når helt op på siden af The Beatles. Det gør den selvfølgelig ikke, mest af alt fordi der ikke er afveksling nok, og sangene meget hurtigt kommer til at ligne hinanden alt for meget.

I betragtning af, at bandet er startet af en lyriker, er en af de mere skuffende sider ved Almost Charlie lyrikken. De fleste sange er udelukkende skrevet over kedelige klichéer som ulykkelig kærlighed og generel mindreværdsfølelse. Et sporadisk uddrag fra bookletten kunne f.eks. være fra sangen “So Far and Yet So Near”, hvor dette vers bliver leveret: »She’s been gone a decade/ and still I feel her here/ shivering in the summer/ so far and yet so near / how many questions you have asked/ I could not begin to guess/ all of them answered the same way/ what’s the plural of yes? ’Do you like my perfume?’/’ Do you fear what comes next?’/ ’Do you miss me when I leave the room?’/ Yes, my darling, oh yes.«

Men en plade skal jo hovedsageligt bedømmes på musikken, og den er ganske god og ret catchy, selvom det er et farligt territorium, Almost Charlie bevæger sig på. Der er lavet så uendeligt meget af samme skuffe tidligere, men ikke desto mindre formår de andet end blot at træde vande og har her lavet en plade, der skriger på stearinlys, rødvin og et par bundløse øjne at kigge ind i.

★★★★☆☆

Deltag i debat