Plader

Bastila: s.t.

Bastilas selvbetitlede debutalbum er en noget fragmenteret sag, der byder på alt fra sigøjnerpunk til glad indiepop med et alternativt twist.

Det er nærmest umuligt at give en ensidig definition på, hvad det er for noget musik, Bastila byder på. Det indledende nummer “You Can’t Catch Me” er f.eks. ovre i en næsten Gogol Bordello-agtig lyd (om end en del mere poleret”¦), hvorimod numre som “Jackie Boy” med sin glade indiepoppede lyd kunne være noget, The Decemberists havde kreeret.

Men faktisk er det disse mere poppede numre, der fungerer bedst. Forsanger Christopher Turveys vokal passer bare unægteligt bedre ind i denne kategori. Desuden leverer Bastila faktisk indtil flere ørehængere i den poppede ende, heldigvis tit krydret med diverse alternative musikalske tilsætningsstoffer, som f.eks. en ret så lækker trompetsolo på nummeret “What the Jester Saw”, hvorimod de punkede numre i mine øjne fremstår mere halvfærdige end gennemarbejdede. Næsten som om Bastila selv har tvivlet på deres egne evner inden for det mere alternative.

Musikken er med andre ord en meget blandet sag. Jeg mistænker lidt Bastila for som et nyt band endnu ikke rigtig at have fundet deres egen signifikante lyd. Det virker i mine øjne, som om bandet er så opsat på at vise, hvor meget de kan, at de har taget munden lidt for fuld. De vil gerne vise, at de kan lave god musik, ligegyldig hvilken genre det bliver budt dem at spille inden for – deres forsøg på at bevise dette har udviklet sig til et debutalbum, der går i alle mulige og umulige retninger for at prøve at give et så bredt billede af deres kunnen som muligt.

Desværre får dette albummet til at virke noget usammenhængende og ugennemtænkt. Bastilas overivrighed efter at bevise deres værd resulterer i, at de i stedet for at få bevist deres fulde evner inden for én genre, som kunne definere dem som band, kun får vist halvdelen af, hvad jeg tror, de har potentiale til.

Med andre ord er det tydeligt, at Bastila er et nyt og uerfarent band. Måske er manglen på titel da også et tegn på, at bandet selv har haft svært ved at definere, hvad det er, de selv og deres kreation egentlig står for. Eller også er alle kræfterne gået til at skabe den overdrevne mangfoldighed på albummets indholdsmæssige side, hvorfor der ikke var mere energi tilbage til at skabe en original titel.

Kort sagt er jeg efter dette bekendtskab med Bastila ikke blevet klogere på, hvad de står for som band. Og det virker faktisk heller ikke, som om bandet selv er helt klar over dette endnu. Måske vil det komme med tiden. Potentialet for noget godt er der nemlig. Efter min mening er det dog mest at finde i de mere poppede numre – også selvom det virker, som om Bastila meget gerne vil være et helt igennem alternativt band. Mere alternativt, end de på dette album formår at slå igennem som.

★★★½☆☆

Deltag i debat