Klassikeren

Bill Fay: Time of the Last Persecution — kristen apokalypse

Bill Fays hemmelige klassiker, Time of the Last Persecution, er en sublim sammensmeltning af personligt verdenssyn og universel dommedag.

Bill Fay CoverBill Fay, Time of the Last Persecution, Deram, 1971

En af de store fornøjelser, ja, man kan vel nærmest kalde det en hobby, blandt musiknørder, og her inkluderer jeg gladelig mig selv, er det at lave lister. Lister, lister, lister i et rask væk. Der er selvfølgelig klassikeren »Årets bedste plader«, som ofte bliver offentliggjort i slutningen af året af diverse musikmagasiner. En ellers kedelig eftermiddag kan snildt gå med at lave en lille liste over de bedste Townes van Zandt-numre eller måske en lille hurtig top-10 over de bedste album fra 1969. Man siger, at kloge mennesker aldrig keder sig”¦

Listen over alle lister er »Verdens bedste plader«-listen. En all-timer, der ofte er udformet som en top-50 og endda top-100 for de garvede. Denne top-50 kan så laves på ny en gang hvert halve år, eller man kan sidde og redigere i sin allerede eksisterende. Der er noget nærmest mytisk over listen, fordi den har karakter af at være en gestaltning, en objektivering af al den tid, man bruger på at opdage og lytte til ny musik. Der er en sær tilfredsstillelse ved at have finjusteret sin liste for derefter at kigge på den og tænke: »Ja, den liste er mig!« Det er altid rart at have ting i systemer og få ting ordnet. Men – det er som at skrive digte: Om natten er man overbevist om, at man har gjort det, ramt det, men næste morgen ryster man træt på hovedet og rammer plet i papirkurven med et rutineret slag med håndleddet.

Jeg har efterhånden lavet en del lister over verdens bedste plader, og der har været mange udskiftninger undervejs. Listen afspejler lytterens udvikling. Der er dog en plade, som konstant har været placeret helt oppe i toppen, siden jeg hørte den for første gang. Det er meget få plader, som på samme måde har klassikerstatus hos mig.

Jeg taler om Time of the Last Persecution, et regulært mesterværk indspillet af Bill Fay i 1971. Man kan måske indvende, at det er sært at udråbe dette album som værende en klassiker, for hvor mange kender det lige? Nej, Time of the Last Persecution er ikke et særlig udbredt album – det blev kun solgt i 2000 eksemplarer, da det blev udgivet, og Bill Fay blev droppet af sit pladeselskab lige efter. Men Bill Fay blev ikke glemt. I 2005 blev begge hans to originale plader, Bill Fay og Time of the Last Persecution, genudgivet, samtidig med at en udgivelse med demoer og et indspillet, men aldrig udgivet, album så dagens lys. Hvorfor dog denne årvågenhed omkring en tidligere fuldstændig ukendt kunstner, der udgav et par floppende albums i start-70’erne?

På trods af en indre modstand mod det må jeg hellere få sat en genre på Bill Fay. I dag vil vi kalde Time of the Last Persecution en samling sange, der har karakter af apokalyptisk folk – en mærkelig sub-genre, som vi bedst kender formidlet gennem David Tibet, hovedmanden bag Current 93. Det var selv samme Tibet, der genopdagede Bill Fay og tog ham under sine vinger. Fay har flere gange optrådt sammen med Current 93, og det er Tibets pladeselskab, der udgiver den længe varslede, nye Bill Fay-plade, der kommer til at hedde The Coptic Cat Collection.

Bill Fay1Havde man i ’71 spurgt Bill Fay, hvordan han ville karakterisere sin musik, ville han helt sikkert ikke have svaret, at han spillede apokalyptisk folk. Fays første album, der blot hed Bill Fay, er en lettilgængelig, enkel singer-songwriter-plade, der snildt kan sammenlignes med den senere Nick Drake. Som han helt tilforladeligt synger i pladens allerførste linje: »I’m planting myself in the garden, between the potatoes and parsley«. Fays tekster kredser på albummet meget om det faktum, at der er krig i verden (han refererede selvfølgelig til Vietnamkrigen), men Fay er ikke direkte politisk, som den samtidige Bob Dylan var det, men koncentrerer sig i stedet om det nære, f.eks. med sangen “Sing Us One of Your Songs, May”, der er skrevet til de mødre, der mistede deres sønner i krigen langt, langt væk: »They say he was a brave one, May / (“¦) there never was a finer one, May / that died for his country«. Fay er på Bill Fay ikke sur; han er bedrøvet og trist over at se, hvordan verden har udviklet sig til det værre, på trods af alt det potentiale, han er helt bevidst om findes i mennesket. Derfor sætter han sig ned i sin have.

På samme måde som der foregik en masse omvæltninger i den vestlige verden i start-70’erne, undergik også Bill Fay en masse forandringer. Han havde allerede på det første album givet udtryk for sin store skepsis over for krig og den undertrykkelse, som denne fører med sig. Dette eskalerer i tiden mellem det selvbetitlede album og Time of the Last Persecution. Fay bevæger sig ikke ud i verden, nærmest modsat – han bliver dybt kristen.

Intensiteten er steget; ude er de smukke strygere, og i stedet bliver der ført elektriske basgange, mens den ene himmelstræbende guitarfigur efter den anden bliver sendt af sted fra Ray Russells hånd. Vi befinder os ikke længere i haven, i stedet lyder pladens første linje: »Inside a bar of a sleeping town / there laid a sleeping man / he wore a frown (“¦) for the Omega Day has come«.

Der er grund til, at den genre, som vi i dag siger, Bill Fay tilhører, bliver kaldt ‘apokalyptisk folk’. Titlen på åbningsnummeret “Omega Day” henviser til den sidste dag – dagen, hvor jorden vil gå under, og Herren vil dømme levende og døde. Bill Fay skriver i noten til genudgivelsen af pladen, at de i kredsen omkring ham i 1971 virkelig troede på, at jorden snart ville gå under. Det var helt enkelt, de kunne bare kigge rundt i verden – Vietnamkrigen, hvor uskyldige blev dræbt på begge sider for en nyttesløs sag, de mange studenteroprør, hvor lige så uskyldige blev dræbt for at sætte sig i opposition til det forstokkede styre.

Fay mener det seriøst: Samtlige tekster på Time of the Last Persecution kredser omkring temaet ‘den sidste forfølgelse’ – “Omega Day” om den sidste dag, i “I Hear You Calling” lyder teksten »Some say Messiah coming / got to get it right,« “Til The Christ Come Back” siger næsten sig selv, “Plan D”: »You were born here, though you needn’t not have be born here at all, and is that not some cause for worship,« “Pictures of Adolf Again” refererer til Hitler, som Fay så som et af Antichrists ansigter sammen med Cæsar, som han også gentagne gange refererer til. I førsteudgivelsens note, som i en vred, men også bønfaldende tone delvist er rettet mod Gud, skriver han: »Can we put the apple back on the tree Lord? Pray that we can put the apple back on the tree, Lord. All of us, Lord.« Han synger i titelnummeret:

»When you stand and face the gas masks and truncheons / you must know what it all really means / it is the time of the last persecution / nd Caesar shall be raised / He will ask for his feet to be kissed by your sister / And your children will fear at his name / (“¦) It is the time of the Antichrist, know what I say / make for your own secret place / and others will join you there / and you wait for the ships in the air / and you wait for a sign – like a trumpet sounding / and you go out and walk to the Christ / and you go out and walk to the Christ.«

Bill Fay2Det er altid farligt som kunstner at være alt for fokuseret på sit tema. Skriver du en tekst med meningen tværet ud over det hele, er den meget sjældent interessant at læse. På Time of the Last Persecution er meningen alle steder, selvfølgelig umiddelbart i teksten, men også i musikken, som følger de højstemte udbrud med musikalsk raseri, når Fay raser mod eksempelvis Hitler og Cæsar. Det bliver bare aldrig uinteressant og fjernt, men er hele tiden nærværende. Det er Fays stemme, der er helt fremme i lydbilledet, mens instrumenteringen lever et lidt andet liv, som en illustration, der fremhæver meningen. Efter de sidste fem linjer i det citerede titelnummer sker der en eksplosion i musikken, men Fays håb huskes – og dette håb er illustreret ved en afsluttende fin, lille figur på piano, der ligesom siger: »Fortvivl ikke, der er håb: Herren findes.«

Der er håb. Nok skal verden gå under (»No nation shall prevail«), men der er håb. Her i 2009 lyder det nok forfærdeligt verdensfjernt og uhyggeligt ortodokst, og det er det sådan set også. Bill Fay troede virkelig i ’71, at verden ville gå under om nogle år, måske måneder! Fortrøstning findes, men ikke ironi. Verdensfjernt, jo måske, men det er samtidig det, der gør pladen til noget helt specielt, og det er derfor, at den stadig er så pokkers relevant i dag. Time of the Last Persecution er en af verdens bedste plader. Aldrig før har jeg set en så sublim sammensmeltning af det rent personlige og det fuldstændigt universelle. Bill Fay vil ‘Tell It Like It Is’, men det mest personlige, han rummer, er det, at vi lever i ‘Time of the Last Persecution’. Albummet er så langt fra verdensfjernt; det er en dybt personlig plade, der får uendeligt meget af Fays sjæl med, og derfor vil den altid fremstå som en klassiker.

Trackliste:
1. Omega Day
2. Don’t Let My Marigolds Die
3. I Hear You Calling
4. Dust Filled Room
5. ‘Til the Christ Come Back
6. Release Is in the Eye
7. Laughing Man
8. Inside the Keepers Pantry
9. Tell It Like It Is
10. Plan D
11. Pictures of Adolf Again
12. Time of the Last Persecution
13. Come a Day
14. Let All the Other Teddies Know

2 kommentarer

Deltag i debat