Plader

Black Moth Super Rainbow: Eating Us

Skrevet af Martin Thimes

Undertoner har sendt Martin Thimes på ferie med seneste udgivelse fra de amerikanske electropop-eksperimentører som soundtrack.

Hvor forgængeren Dandelion Gum brusede over af grænsesøgende legesyge, er eksperimenterne tonet alvorligt ned på Eating Us. I stedet for de flydende udskejelser er skabelonen nu fastere, mere konstant. Det er stadig den tilbagetrukne vokoder-vokal, der holder sammen på lydbilledet, men strukturen er mere sangorienteret, end det er egentlige forløb. Det er egentlig både godt og skidt. Godt for os, der gerne vil have et superdelikat lydtapet til lange sommeraftner, men særdeles skidt, hvis det er hovedtelefonsfyldende ekskursioner, man er ude efter. Jeg tog pladen med til Ibiza, for at se hvordan den ville gøre sig i et så imødekommende og opmærksomhedskrævende miljø. Her er de postkort, jeg sendte hjem til en god ven. Lad os kalde ham Mikkel.

Postkort #1:
Hej Mikkel.
Håber, du nyder varmen i Danmark. Jeg er nået til Ibiza, og det har været en fabelagtig tur herned. Med brusende trommer, en stærk melodi og en stilfærdigt fræsende synthlinje har Black Moth Super Rainbow fungeret som perfekt soundtrack til både flyturen og i bilradioen i min lejede skrammelkasse af en bil til mit hotel. Det bliver en storartet ferie. Du hører mere, når jeg er kommet på plads og har set mig lidt omkring.

//Martin

Postkort #2:
Hej Mikkel.
Nå, så er gråvejret også kommet til party-øen. Jeg havde håbet, at det ville blive 12 dage i højt solskin, så jeg kunne køre sorgløst rundt i en døsig varme inden festerne om aftenen. Men hey, min ferie er fin nok, selvom det i ny og næ er regnvejr. Ingen alarm. Dog er det lidt svært at holde styr på alle de ting, der sker hernede. I øst og vest kræver de lokale min opmærksomhed, og selvom stemningen er afslappet og rolig, så er det også forvirrende at stavre rundt, som var man med i en speedet Sofia Coppola-film. Det hele slutter nærmest, inden det er nået ind under huden på en.

//Martin

Postkort #3:
Mikkel,
ja, undskyld stilheden. Jeg har taget mig nogle alvorlige skrabere, men vågnede til et foruroligende stormvejr for et par dage siden. Det regnede med skarp og jernfyldt lemonade. Eller, det gjorde det ikke, men selvom jeg har fundet mig selv igen, så er mine tænder ved at gå i forfald over al den syre, der falder fra himlen hernede. Det er ellers en dejlig ø. Jeg har været ude at sejle. Turen gik over synth og sten, og kaptajnens vocoder-fortællinger gjorde turen underholdende. Han talte heldigvis ikke så meget, så hans markante stemme blev aldrig for meget.

//Martin

Postkort #4:
For sidste gang: Hej Mikkel.
Jeg har været på en fab køretur i det baleariske landskab. Der er meget få marker hernede. Mest af alt er der stenede bakker. Men de få grønne pletter, jeg så, åndede elegant ud og ind. Det var, som om disen havde svært ved at lette over øen, da jeg kørte rundt i den lille jeep, jeg havde lejet i Ibiza Town. På vejen hjem så jeg et kort glimt af et fantastisk væsen. Bubblegum Animals kalder de lokale dem. Jeg ved ikke, om dens nærmest svævende gang og dens lyse kald er noget for Teletubbies-segmentet. Men det var et smukt øjeblik. Nu glæder jeg mig vist mest til at komme hjem. Vi ses, når sæsonen hernede er slut.

//Martin

★★★★☆☆

Lyt til “Born on a Day That the Sun Didn’t Rise”:
[audio:http://www.memphis-industries.com/music/blackmoth_bornonaday.mp3]

Leave a Reply