Clutch: Strange Cousins from the West

Der er skåret helt ind til benet på det seneste album fra Clutch. Her er tale om guitar, bas, tromme og vokal og ikke skyggen af flertydige dikkedarer eller programmerede elektroniske virkemidler. Her er den rene rockvare indeholdende tunge lyde og en halvvred forsanger, der bærer de blues-inspirerede heavyrocksange et langt stykke ad vejen.

Jeg vil godt anerkende forsanger Neil Fallon, der stadig har en vis pondus i sin vokal, og som bannerfører for en relativ massiv rockplade gør sit arbejde rigtig fint. Man kan sagtens høre, at han har en gedigen palet af tonelejer, han han jonglere med, og der er både tyngde og finesse i det, han udtrykker

Det er vokalmæssigt veludført, men jeg må indrømme, at jeg finder pladen og i særdeleshed musikken ualmindelig kedelig. Det er, som om Clutch er krøbet ud af en tidslomme, der for længst har haft sin berettigelse, og deres enslydende og næsten uadskillelige numre er mindst et årti for sent på banen.

Deres niende udgivelse er i hvert fald et studie i, hvordan man kombinerer blues med metal, og det er helt sikkert en god kombination, hvis man gik i 3. g anno 1994, men her 18 år efter deres første ep er deres enkle rockskitser lige så vedkommende som mr. Bean på en catwalk i Paris.

Et af pladens problemer er, at man ikke kan adskille tingene fra hinanden. Numrene lyder ufattelig ens, og det er mig en gåde, hvordan man har produceret 10 numre efter samme struktur, der lyder så ens. Den eneste afveksling er noget, der minder om en guitarsolo hist og her, som f.eks. introen på “Freakonomics”, men både pladens tempo og opbygning peger ualmindeligt meget i samme retning.

Jeg ville gerne have rost Clutchs plade noget mere, og der går næsten Thomas Treo i den, når man læser denne anmeldelse, men det har været svært at finde noget objektivt godt til trods for et utal af gennemlytninger, og så må ordene blive som skrevet.