Plader

Darker My Love: 2

Skrevet af Zenia Menzer

Darker My Love leverer rock, der kræver dig i nuet, og som på paradoksal vis forsøger at fastholde den virkelighed, de flygter fra. En skæv faktor præger deres rockede toner, så de ender med at tilbyde en genrehybrid og flere lag, end man lige umiddelbart gennemskuer.

Hvordan beskriver man noget med ord, når det skal lyttes? Hvordan fanger man toner og rytmer på en hvid side? Uden at blive for filosofisk er det nogle af de tanker, jeg sidder med, mens 2 skifter mellem på den ene side at svæve og på den anden side at true med at bryde ud af mine højtalere. De fem amerikanske fyre skifter tempo og udtryk undervejs, så det kan være vanskeligt at beskrive, hvad det egentlig er, de laver. Hvis man ser lidt på de elementer, der har været i spil under skabelsen af 2, giver det måske mere mening, hvorfor det kan være svært at indkapsle lyden, og hvorfor en entydig beskrivelse er utopi.

De fem bandmedlemmer har alle deres bagland, som er med til at præge dem på hver deres måde. Som band har de deres autonomi og selvstændighed, og de vil helst skabe deres egen lyd uden for meget interferens, hvilket giver en stærk karakter i den vestlige, moderne musikverden. Det er respektindgydende, når et band stædigt står ved deres egen stil og lyd, om end det også kan skabe en del forhindringer for dem selv, når de skal bryde igennem. Til trods for dette har man indtrykket af, at denne form for kompromisløshed godt kan fungere, selvom bandet samarbejder med udenforstående parter.

Darker My Love har under udarbejdelsen af 2 arbejdet sammen med producer og tidligere keybordspiller i Citizen King, Dave Cooley, og overladt mixerarbejdet til producer og mixer Tony Hoffer, som bl.a. har mikset for Beck, Air og Depeche Mode. Både hos Cooley og Hoffer er der et clash mellem det lettere elektroniske og det rent rockede, hvilket også lader sig udtrykke i lyden på 2. Et kig i de to herrers bagkatalog afslører dog, at Cooley primært bringer rocken, mens Hoffer bringer det skæve, elektroniske præg, hvilket især viser sig i sidstnævntes samarbejde med Air, og for Cooleys vedkommende nok bedst kommer til udtryk i hans arbejde med Queens of the Stone Age.

Umiddelbart ville jeg ikke kunne forestille mig en blanding af bands som Air og Queens of the Stone Age, men i Darker My Loves tilfælde er det faktisk en ret præcis beskrivelse. Nogle af de bands, jeg først kom i tanke om ved gennemlytningen af 2, var Queens of the Stone Age og Kyuss, som er kendt for deres tørre, tunge, attitudefyldte rock, men der var en udefinerbar faktor ved Darker My Love, som repræsenterede noget andet end stonerrock og psykedelisk rock. Det svævende, legende og drømmende element, som man f.eks. finder hos bands som Air og Stereolab, viste sig at indeholde svaret, for det er dét, der får bandets lyd til at fremstå en anelse skæv, og det er dér, lyden transformeres til en hybrid.

Og netop den kompleksitet var i starten med til at fastholde mig; fordi jeg ikke kunne finde fællesnævneren, og fordi jeg ikke kunne sætte fingeren på, hvorfor ‘rock’ ikke er en dækkende betegnelse. Da legen med genrer gik op for mig, blev jeg fastholdt, fordi bandet skaber en charmerende hybrid, og fordi detaljen i deres musik er så vigtig.

Efterhånden, som man lytter, vil man opdage, at der er en tyngde i musikken, som man f.eks. også finder hos Depeche Mode og Queens of the Stone Age med Dave Gahan og Josh Homme som de kyniske, respektindgydende »in your face«-frontmænd. For mig at se (og høre) ville det være interessant, hvis bandet fortsat vælger at arbejde i blandingsformer og udfordre lytterne og deres forventninger, for på dette album er det vellykket. Alligevel har jeg fornemmelsen af, at det ville fungere bedre, hvis det elektroniske element fik lov til at dominere endnu mere og dermed skabte en endnu skarpere kant. Det, tror jeg også, ville bevirke, at bandet på klarere vis får manifesteret deres position, selvom de med 2 egentlig er meget godt på vej.

★★★★☆☆

Deltag i debat