Plader

Darling Don’t Dance: Bare Frames

Skrevet af Jonathan Heldorf

Virkemidlerne er simple: skingre kantede vokaler, nedslagsbetonet bas og forvrænget guitar som negle mod en tavle. Der bliver ikke sparet på energien, hvilket er charmerende, men desværre er det for det meste melodiløst frem for melodiøst.

Darling Don’t Dance er en Århus-trio bestående af tre piger, der for et par år siden besluttede sig for at lave noget musik sammen, sådan bare uden videre. Ingen eksperimenter for mærkelige, ingen referencerammer for brede og på ægte dekonstruktivistisk vis: ingen overordnet tiltænkt struktur. Umiddelbart ret anarkistisk, men også ret charmerende med denne intuitive og naive tilgang til lyd.

Deres første ep, Bare Frames, er lige landet og er allerede blevet bemærket, både herhjemme og i New Yorks undergrund, hvor bandet er faste gæster på den alternative scene – men hvad er det, de kan, de tre darlings?

Det vil jeg gerne besvare med et blik ned ad “memory lane”, for kan du huske den scene i Tarantinos “Kill Bill”, hvor Uma Thurman aka Black Mamba indfinder sig i O-rens yakuzaborg for at plukke en lille japansk høne med sin tidligere kollega? En krystalklar vinternat træder hun ind i sin sommergule heldragt med sorte fartstriber og Hattori Hanzos uovervindelige samuraisværd i næven, netop som et band spiller op til dans foran hundredvis af yakuzaer. (Dette var den allerførste association jeg fik, da jeg satte Bare Frames på). Jeg tror nok, bandet hedder 5.6.7.8’s og sangen, de spiller, “Woo Hoo”. Og det minder på rigtig mange måder om Darling Don’t Dance: poppet, kantet, halvt uskyldigt, halvt forførende og frem for alt punket.

Men, men, men, hvor 5.6.7.8’s er ret så catchy (dog også en smule irriterende), er Darling Don’t Dance bare lidt for hovedløst. Som det vel egentlig ofte ses, er en første ep en rimelig blandet fornøjelse, hvor bandet viser forskellige sider af sig selv, uden helt endnu at vide hvem de faktisk er som band, hvilket ikke er en undtagelse her. Alsidighed demonstreres inden for de rammer, man nu har at gøre godt med, når man er en trio, der spiller kantet, deprimerende indiepunk.

Hvad der bare skinner alt for groft igennem den kanvassæk, som katten befinder sig i, er, at der ikke har været nogen overordnet idé. Sangene er blevet til impulsivt, skrives der på bandets Myspace-profil, og som sådan kan man godt mærke en form for paranoid Kafka’sk proces, hvor man ikke aner, hvor man ender henne, endsige hvor man er henne. Kort sagt er det lidt for anarkistisk til min smag, forstået på den måde, at vi har med gennemsnitlige treminutters-sange at gøre, der aldrig når at slå rod. De er for lange, i forhold til at der ikke er nogen egentlig melodi og opbygning i form af nævneværdig vers/omkvæd-struktur (jeg tror, jeg efterlyser bare en lille bitte smule genkendelighed og singalong), og for korte til at indkapsle den stemning, der bør formidles i progressiv musik, hvor den slags ikke behøves, fordi det er forløbet og udviklingen, der er interessant.

Men energien er der (meget charmerende!), og man kan også godt sige, at de har fundet en form for lyd at arbejde ud fra. Så med lidt mere tid, bedre produktion, erfaring og bare en smule mere melodi i sangstemmen kunne det snildt være spændende at høre, hvad de tre antidansere får at byde på senere hen.

★★★½☆☆

5 kommentarer

  • Jeg forstår ikke helt anmelderens udmelding om mangel på melodisk tæft på EP’en. Synes selv den er vildt Catchy. Derudover vil jeg nok mene at pigernes referencepunkt nærmere er navne som Breeders, Bikini Kill og pixies end yeah yeah yeah’s. 5,6,7,8’s og Placebo.

  • Hej Martin,

    Der er selvsagt mange bands der opererer i samme felt, og dem du nævner ligger også tæt op ad, det giver jeg dig ret i.

  • Forstår ikke anmeldelsen her.
    Giver du den 3,5 for energi, selvom der ikke er melodi og nævneværdig struktur?

  • Aquinas: Det er meget stemningspræget musik, hvilket jeg finder charmerende; som jeg skriver er det både forførende og interessant og alsidigt,omend jeg synes det er noget rodet. Jeg skriver, at jeg efterlyser lidt flere faste holdepunkter og lidt mere struktur,fordi jeg synes det trækker ned, at foretagendet er så flyvsk, ikke at jeg synes det er fuldstændig blottet for musikalitet, derfor resulterer det i en middelkarakter.

    Vh. Jonathan

  • Jeg synes det er en ret spændende cd og synes netop det virker rigtig godt at man ikke nødvendigvis kan indele partierne af sangende i de traditionelle vers omk bro osv. For jeg synes da stadig der er en del gentagelser. Jeg vil give anmelderen ret i at det normalt kan være et problem når bands gør det. Men det synes jeg ikke det er her. Lidt anderledes dog, og det er da rart for en gang skyld at ’skabelonen’ ikke altid er nødvendig for at lave et godt stykke musik.

Deltag i debat