Koncerter

Dead Prez, 15.08.09, Lille Vega, København

Skrevet af Christian Klauber

Fredag aften havde det københavnske kulturudbud iværksat musikalsk selektion. Rockfolket var til Beatday, det elektroniske publikum hyggede til Strøm, og så var der Dead Prez til hiphopperne.

Der var masser af gangsterattitude og gode beats, men for den politiske dels ved kommende så Dead Prez ikke rødt.

Der var masser af gangsterattitude og gode beats, men for den politiske dels ved kommende så Dead Prez ikke rødt.

På Dead Prez’ anden plade, RBG: Revolutionary But Gangsta, står der en række forklaringer på, hvad ’RBG’ egentlig betyder. Det betyder bl.a. ’revolutionary but gangsta’, ’real black girls’ og ’riders basic guidelines’. Derfor gav det god mening, at Dead Prez, da de kom på scenen, til stor jubel, sagde: »RBG is in the house.«

Og det var de så – in the house – for første gang nogensinde i Danmark. Og der var bestemt nogle forventninger, de skulle leve op til. Især de første fire numre på Lets Get Free gjorde et stort indtryk på mig, da jeg hørte dem første gang, og selvom om den politiske stillingtagen og dens aggressive budskaber fadede en smule ud på RBG: Revolutionary But Gangsta, må jeg tilstå, at mine forventninger var skruet op til politisk hiphop.

Koncerten blev indledt med et soulsample, hvor det helt klare budskab – i tråd med Dead Prez’ seneste udspil, Pulse of the People – var, at »people make the world go round.« Og så var det ellers fuld fart fremad med “Radio Freq”, “I Have a Dream Too” og “W-4” fra RBG: Revolutionary But Gangsta, “That’s War” fra albummet Live in San Francisco og “Don’t Hate My Grind” fra deres nyeste album.

De 75 minutter var underholdende, med masser af tempo og især de nye numre, som den ekstremt catchy “Afrika Hot”, den synthdominerede “Politrikkks” og “NYPD”, passede med deres tunge, dansable clubbeat fint til den løsslupne fredagsstemning, der blev sendt helt op under taget, da Dead Prez endelig leverede kæmpehittet “Hip-Hop”.

Men selvom Dead Prez lige hev et musikhistorisk stik hjem med at bruge Pink Floyd-klassikerne “The Happiest Days of Our Lives” og “Another Brick in the Wall, Pt. 2” – selvfølgelig centreret omkring helikopterlyden (der er noget militært og skræmmende over den lyd) – som optakt til “’They’ Schools”, må jeg nok indrømme, at det var det en skuffelse, at der ikke var mere indignation på bålet undervejs i koncerten. F.eks. trak det gevaldigt ned i min oplevelse, at “I’m An African” fra Lets Get Free aldrig fandt vej til settet.

For mig er politisk hiphop bare mere end at give fælles-fuckfinger til USA eller at hive en trøje frem, hvor der står »still not lovin’ the police,« og selvom den politiske indignation stadig er at spore i Dead Prez’ nye materiale – og der under koncerten også blev snakket om “Black Panther“, “Black August” og George Jackson – må jeg indrømme, at den politiske gnist manglede i går, måske fordi hiphop, trods alt, ikke er det samme politiske talerør, som det var engang. Jeg blev i hvert fald ikke ramt af den politiske, indre glød, som jeg havde håbet på. Til gengæld blev jeg ramt af en solid hiphoppræstation og en masse ’revolutionary love’, og koncertens manglende politiske drive til fordel for mere klassisk gangstaattitude giver måske (alligevel) mening, når man tænker på, at Dead Prez netop er RBG, ’revolutionary but (still) gangsta’.

★★★★☆☆

Om skribenten

Christian Klauber

 

Biografi:

Det var min mor, der grundlagde min interesse for musik. Men det er ad omveje, at jeg er nået dertil, hvor jeg er nu: med hovedet begravet i alternativ & artrock, progressiv metal, country, soul og hiphop. I barndomshjemmet stod den nemlig på klassisk og opera, og "her er et (klassisk) instrument, du gerne vil spille på", så på mange måder besudlede jeg nok den klassiske dannelse ved – som det første album – at investere i tværfløjte-virtuosen James Galway, der spillede uddrag fra forskellige musicals. Siden diverterede jeg publikum i Tivoli som fløjtenist og havde Det Kgl. Musikkonservatorium i kikkertsigtet, men vejen tog et kraftigt, uventet sving, da jeg i et af mine sidste år i Tivoli-Garden begyndte at høre dødsmetal. Siden har jeg fundet den gyldne middelvej og hører nu det meste, men kærligheden ligger klart hos den alternative hiphop, og hvad der ellers måtte befinde sig under den store, alternative rock-paraply (selvom hjertet da stadig kan slå endog meget hurtigt, når jeg hører en opera eller en violinkoncert, eller hvis den klassiske musiks instrumenter indgår i det, jeg lytter til). Jeg er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation og har mit eget firma, der arbejder med sprogrevision og formidling.

 

Fem favoritalbums:
The Clash: London Calling
Dirty Three: Horse Stories
Darc Mind: Bipolar
Company Flow: Funcrusher Plus
Frank Zappa: Hot Rats

Skriv et svar