Koncerter

Dead Prez, 15.08.09, Lille Vega, København

Skrevet af Christian Klauber

Fredag aften havde det københavnske kulturudbud iværksat musikalsk selektion. Rockfolket var til Beatday, det elektroniske publikum hyggede til Strøm, og så var der Dead Prez til hiphopperne.

Der var masser af gangsterattitude og gode beats, men for den politiske dels ved kommende så Dead Prez ikke rødt.

Der var masser af gangsterattitude og gode beats, men for den politiske dels ved kommende så Dead Prez ikke rødt.

På Dead Prez’ anden plade, RBG: Revolutionary But Gangsta, står der en række forklaringer på, hvad ’RBG’ egentlig betyder. Det betyder bl.a. ’revolutionary but gangsta’, ’real black girls’ og ’riders basic guidelines’. Derfor gav det god mening, at Dead Prez, da de kom på scenen, til stor jubel, sagde: »RBG is in the house.«

Og det var de så – in the house – for første gang nogensinde i Danmark. Og der var bestemt nogle forventninger, de skulle leve op til. Især de første fire numre på Lets Get Free gjorde et stort indtryk på mig, da jeg hørte dem første gang, og selvom om den politiske stillingtagen og dens aggressive budskaber fadede en smule ud på RBG: Revolutionary But Gangsta, må jeg tilstå, at mine forventninger var skruet op til politisk hiphop.

Koncerten blev indledt med et soulsample, hvor det helt klare budskab – i tråd med Dead Prez’ seneste udspil, Pulse of the People – var, at »people make the world go round.« Og så var det ellers fuld fart fremad med “Radio Freq”, “I Have a Dream Too” og “W-4” fra RBG: Revolutionary But Gangsta, “That’s War” fra albummet Live in San Francisco og “Don’t Hate My Grind” fra deres nyeste album.

De 75 minutter var underholdende, med masser af tempo og især de nye numre, som den ekstremt catchy “Afrika Hot”, den synthdominerede “Politrikkks” og “NYPD”, passede med deres tunge, dansable clubbeat fint til den løsslupne fredagsstemning, der blev sendt helt op under taget, da Dead Prez endelig leverede kæmpehittet “Hip-Hop”.

Men selvom Dead Prez lige hev et musikhistorisk stik hjem med at bruge Pink Floyd-klassikerne “The Happiest Days of Our Lives” og “Another Brick in the Wall, Pt. 2” – selvfølgelig centreret omkring helikopterlyden (der er noget militært og skræmmende over den lyd) – som optakt til “’They’ Schools”, må jeg nok indrømme, at det var det en skuffelse, at der ikke var mere indignation på bålet undervejs i koncerten. F.eks. trak det gevaldigt ned i min oplevelse, at “I’m An African” fra Lets Get Free aldrig fandt vej til settet.

For mig er politisk hiphop bare mere end at give fælles-fuckfinger til USA eller at hive en trøje frem, hvor der står »still not lovin’ the police,« og selvom den politiske indignation stadig er at spore i Dead Prez’ nye materiale – og der under koncerten også blev snakket om “Black Panther“, “Black August” og George Jackson – må jeg indrømme, at den politiske gnist manglede i går, måske fordi hiphop, trods alt, ikke er det samme politiske talerør, som det var engang. Jeg blev i hvert fald ikke ramt af den politiske, indre glød, som jeg havde håbet på. Til gengæld blev jeg ramt af en solid hiphoppræstation og en masse ’revolutionary love’, og koncertens manglende politiske drive til fordel for mere klassisk gangstaattitude giver måske (alligevel) mening, når man tænker på, at Dead Prez netop er RBG, ’revolutionary but (still) gangsta’.

★★★★☆☆

Deltag i debat