Plader

Dúné: Enter Metropolis

Det er stadigvæk imponerende, at en flok så unge mennesker har så meget musik gemt i sig, men det nyeste skud på Dúné-stammen lever desværre ikke helt op til forventningerne.

Tastaturet ligger og lurer foran mig. Jeg ved, at jeg på et eller andet tidspunkt skal røre ved tasterne, men det er med en række spørgsmålstegn svævende over håndryggen, at jeg holder igen. Jeg savner et udgangspunkt, en rampe eller noget andet, der kan få mig ud af startblokken, for Dúnés nye udgivelse, Enter Metropolis, forvirrer mig mere, end jeg på forhånd havde forventet. En forvirring, der både går på indholdet og selve intentionerne bag pladen, for det hænger desværre ikke helt sammen.

Én ting er dog helt sikker. Dúné er, om man vil det eller ej, et imponerede musikkollektiv, der, dåbsattesterne til trods, i de seneste år har formået at skabe musikalske perler, man sjældent ser hos så unge mennesker. Jeg blev selv noget rykket rundt, da de tog P3 Guld med storm for nogle år siden og senere vandt den hellige pris. Deres debutplade var heller ikke helt af vejen, men fangede dog ikke helt de foregående ep’ers niveau, der med lige dele arrogance, charme og talent havde et kantet, uspoleret og unikt udtryk. Det rå og ligefremme særkende er langsomt skrællet af, først via debuten og nu på Enter Metropolis. Det er lidt en skam, men nok også en naturlig udvikling, når man ser lyset og kommer ud til mængderne.

Hele føromtalte problematik omkring den nye plade drejer sig nu ikke om mainstream eller ej, men nærmere om bandets samlede udtryk, der skal give og gøre et indtryk. Dúné har bestemt bevaret deres energi fra tidligere, og de fleste af de nye numre er mindst lige så berusende som f.eks. “Bloodlines” og “Dry Lips” fra debuten var. Singlen “Victim of the City”, “Heat” og “Memories” mangler på ingen måde brændstof, og der er generelt fart over feltet på Enter Metropolis

Men det er, som om man i arbejdet med at skabe nye hit har glemt sit udgangspunkt, og formlen er blevet for letkøbt. Melodierne er udmærkede, men ikke noget særligt, set i lyset af det Dúné tidligere stod for. Jeg har intet imod iørefaldende numre, og dem er der også en del af på Enter Metropolis, men jeg spår ikke samme hitsucces, som debuten endte med, og albummet besidder ikke samme holdbare eller kantede arrangementer, som kunne være med til at sende Dúné mod stjernerne.

Godt nok forsøges der med masser af breaks, temposkift osv., men det forekommer en anelse for søgt, og tingene bindes ikke ordentligt sammen. F.eks. er et nummer som “Please Bring Me Back” stort og pompøst anlagt, hvilket er superfint, men det er, som om man vil hele vejen rundt på Enter Metropolis, og det er der ingen grund til. Det betyder nemlig, at pladen ikke har noget ståsted, og da den hverken er pompøs, kantet eller arrig nok, bliver det for poleret og kønsløst. Den ungdommelige energi og lyst dræber nok lidt de gode intentioner hen ad vejen, og lyrikken kan desværre heller ikke tilskrives en masse fænomenalt. Rent faktisk synes jeg, det lyder lidt for banalt mange steder, og det kommer egentlig lidt bag på mig, da jeg tidligere fandt Dúnés temaer både modne og interessante.

Det klinger bare hult, når man skal lægge ører til linjer som »Hey girl, they used to tell me / that youth is wasted on the young« fra “Heat”. Eller et andet eksempel fra “Final Party of the 21st Century”: »Can’t believe what my eyes see / it looks like Nam’ in ’73,« taget fra en udmærket fortælling, som forsanger Matthias Kolstrup reciterer, mens synthrocken brager derudad. Der er alt for mange af disse tyndslidte og hule brudstykker, og det virker ikke reelt på mig som lytter, når en person på 20 år fortæller, at han oplever noget, der ligner Vietnamkrigen? Hallo? Det er lidt som alle de bebumsede teenagere, der vader rundt i Midtjylland med en “Bevar Christiania”-T-shirt, uden at de overhovedet aner noget som helst om problematikken eller stedet i almindelighed. Her falder Dúné i vandet og tyr til lyrik, der lyder smart, i stedet for noget, der har et reelt indhold.

Det er dog bare så pokkers svært ikke at have en lille smule respekt for det, Dúné formår med deres talent. Godt nok skuffer de mig lidt i denne omgang, men hvad fanden, mon ikke også Bowie eller U2 har fortrudt en plade eller to hen ad vejen? Derfor skal Enter Metropolis heller ikke fortrydes, for den indeholder masser af potentielle og energiske synthrocknumre, der giver udmærket valuta for pengene, men der er altså stadig et stykke op til det luftlag, Dúné sigter efter at befinde sig i og på et tidspunkt nok skal ramme. Men der er lige lidt, der skal vendes og drejes – både på blokken og i øvelokalet.

★★★½☆☆

2 kommentarer

  • Jeg syntes at ovenstående er utrolig rammende. Jeg har nu lyttet til Enter Metropolis en del gange. Ved de første gennemlytninger tænker man at det er helt ok. Specielt de første par numre kommer egentlig meget godt for start, dog med den manglende kant som det første album i så god en grad formåede at hive op af hatten.

    Et godt album, men jeg havde håbet på noget mere. De er stadig unge, så det kan helt sikkert nås endnu.

Deltag i debat