Sangtitlerne pÃ¥ Without Sinking siger meget om det musikalske udtryk og stemningen pÃ¥ pladen. Titler som “Elevation”, “Overcast”, “Ascent” og “Opaque” er betegnende for den lethed, de disede sfæriske lydlandskaber og det melankolske, men aldrig trykkende tungsind, der præger Hildur Guðnadóttirs andet soloalbum. Hun er medlem af snart albumaktuelle múm, men der er ikke skyggen af fantasifulde beatprogrammeringer eller barnlig naivisme pÃ¥ Without Sinking. Albummet er tværtimod sÃ¥ godt som renset for rytmespor, alvorligt – og særdeles smukt.

Det, der gør Without Sinking til så god en plade, er først og fremmest Guðnadóttirs evne til at få sin musik til at leve op til albumtitlen. Hendes cellotoner vrider sig klagende, mol og tristesse har overtaget kontrollen over hendes elektroniske udstyr, Skúli Sverrisons bas maler med gråvejrsfarver – og alligevel holder Guðnadóttir det hele svævende og let. Hun looper sin cello, så den sitrer side om side med sig selv og lader mørke strøg og lyse baggrundsdroner flimre mellem hinanden. Ildevarslende langsomt skifter cellotonerne og danner skiftevis harmonier og disharmonier i mønstre, der forekommer at opstå af sig selv snarere end som resultat af omhyggelig opbygning.

Helt så tilfældigt er det nu nok næppe, men selvom den 26-årige cellist har en klassisk uddannelse bag sig, konstruerer hun i højere grad ambiente tilstande end traditionelt fremadskridende kompositioner med en begyndelse og en afslutning. Cellostrøg og blidt brusende baggrundsflader glider langsomt ind, fåtonige melodier cirkler om sig selv, svæver, dirrer og går så i opløsning.

At Without Sinking er sÃ¥ vellykket, skyldes ogsÃ¥, at den fungerer som en helhed. Selvom celloen er det absolutte centrum, og lyduniverset er tÃ¥get og udflydende, formÃ¥r Guðnadóttir at variere sit udtryk flot inden for de rammer og især at fÃ¥ numrene anbragt i en rækkefølge, sÃ¥ de gør hinanden endnu bedre. Eksempelvis baner det mørke “Overcast”, hvor dybe cellotoner og lyse manipulerede vokaler skaber omsluttende ambient af høj klasse, vejen for “Erupting Light”, der med højere tempo og staccato-cello er helt anderledes dramatisk – ja, faktisk til dels beslægtet med Clint Mansells musik til Requiem for a Dream. Straks efter at intensiteten har været helt i vejret i det korte og koncise “Erupting Light”, spænder Guðnadóttir i “Circular” en lys drone ud og vender tilbage til den vægtløse ambient. Og den form for afveksling mellem numrene gÃ¥r igen pÃ¥ hele pladen.

Islændingens musik er ikke bare smuk. Den er også decideret rørende. Hun er gang på gang i stand til at gøre spændet mellem lyst og mørkt – mellem dunkle bastoner og blide melodier, mellem dyster cello og spinkle strengeinstrumenter – interessant. Hun evner at gøre netop det spænd til et vakuum, der suger lytterens følelser til sig. Suger lytterens inderste tanker ind og tilføjer sin egen regnbygedryppende melankoli til dem. Mens musikken selv aldrig lander, griber den konsekvent dybt.

Der ligger sÃ¥ledes et nordisk tungsind latent i numrene pÃ¥ Without Sinking, men Guðnadóttir nÃ¥r ogsÃ¥ omkring nærmest mellemøstligt klingende, svungne klarinetlinjer i det intime “Aether”, hvor man tydeligt kan høre indÃ¥ndinger og tungers stilfærdige klikken ved berøringen med ganen. Albummet bliver ved og ved med at afdække nye sider af sig selv, og havde det ikke været for “Ascent” og “Unveiled”, der ikke nÃ¥r samme niveau som resten af pladen, ville der ikke være nogen tvivl om, at Guðnadóttir havde lavet en af 2009′s allerbedste udgivelser. Nu mÃ¥ Without Sinking nøjes med at svæve rundt i kategorien af virkelig stærke plader, og at tage pÃ¥ tyngdelovsophævende ambientudflugt med Hildur Guðnadóttir er absolut anbefalelsesværdigt.