Homesick Hank har lavet en rigtig gennemarbejdet, lyttevenlig og melankolsk plade, der trækker på den indadvendte rock-, country- og americana-scene. Danskernes tredje udspil indhyller lytteren i et behageligt tæppe af vellyd, og der er rigtig mange gode passager på Ghosts, som indbyder til stilleleg og »gå i seng eller hold din kæft«-stunder.

Pladen er måske ikke nogen revolution blandt ligesindede, men håndværket er i orden, og jeg synes faktisk, at Homesick Hank lykkedes fint udi kunsten at skabe gode stemninger, båret oppe af tristesse og melankolirammen, der er udgangspunktet for de 11 sange, som Ghosts indeholder.

Melodimaterialet er relativt afdæmpet, men alligevel fyldigt og bredspektret, med lige dele strenge-, stryger- og pianoinstrumenter, der fint tager imod tekstuniversets blå stemninger. Duetten mellem forsanger Kudre Hann og gæstevokal Solrun Stig, “Like Sunshine in Snow”, er smuk som bare fanden og flytter sig hele tiden i udtryk og tempo, uden man flytter stemningen fra lytteren. Det er ganske godt sat sammen.

Bandet vandrer stille og roligt gennem sangene, og der er som sådan ingen højde- eller lavpunkter. Homesick Hanks sange er sat i verden for at blive hørt på én gang, og her har pladen sin force. Man kan ikke beskylde bandet for at gå efter et ‘one-hit wonder’, de går snarere efter et samlet produkt, der – i modsætning til bandets forrige udgivelser – virker mere sammensat og konformt. Bandet har tydeligvis brugt meget tid på at kæle for detaljerne og arbejde sig gennem flere lag end tidligere. Det giver et dejligt fyldigt og samlet materiale, der virkelig er behageligt at lytte til.

Man kunne klandre Homesick Hank for ikke at føje yderligere til repertoiret. Det er ganske gnidningsfrit at lytte til Ghosts, og det giver selvfølgelig en vis fare for, at man træder lidt vande hist og her. “Where Will We Run” kommer f.eks. rigtig godt i gang, og man nærmer sig et klimaks, men så daler sangen stille og roligt ned igen. Her kunne man måske godt savne lidt mere eufori og vildskab i sit stille sind. Det forsøges til dels på “Gasoline Skies” med både håndklap og opløftede stemninger, men det bliver ikke ‘grimt’ nok, og det minder lidt for meget om en opstandelse i en amerikansk kirke.

I det lange løb bliver det muligvis Homesick Hanks problembarn i forhold til Ghosts, der kan synes en anelse for poleret og pæn, men det skal ikke rykke ved det umiddelbare indtryk: Homesick Hank har udgivet en rigtig dejlig og på mange måder simpel og ligetil nordicana-plade, der melder sig på det helt rigtige tidspunkt, når vi nu skal til at sige tak for denne sommer og lade løvfaldspladerne komme frem fra gemmerne.