Plader

J Dilla: Jay Stay Paid

Et posthumt udgivet album med J Dilla viser igen nye sider af hans enorme talent for at skrue rytmer sammen, der både fænger og får én til at sige »What the fuck!«

Når musikere dør i en for tidlig alder, har fans og musikjournalister ofte en tendens til at ophøje musikernes musikalske geni til uhørte proportioner. Hvad kunne det dog ikke være blevet til? Men sjældent foreligger der dokumenter, der kan afsløre, om det virkelig kunne været blevet til mere, eller om kunstneren havde udlevet sit fulde potentiale. Jeff Buckleys Sketches for My Sweetheart the Drunk, der blev udgivet posthumt, viste klart en musiker, som stadig var på vej og endnu ikke havde udfoldet hele sit talent, men ellers foreligger der sjældent mange af den slags godbidder.

Da J Dilla døde i 2006 af lupus, havde han over lang tid bevist sit værd “’ faktisk lige siden midten af 1990’erne – med produktioner for De La Soul, Pharcyde, Q-Tip og Common. En producer, der hele tiden bevægede sig og overraskede med sine utroligt fængende og skarpe beats. Jay Stay Paid er også udgivet posthumt og understreger, at J Dilla stadig udviklede sig og på intet tidspunkt stillede sig tilfreds med status quo. Optagelserne på albummet her er nemlig samlet sammen fra gamle optagelser fra floppydisks og DAT-bånd samt nyere optagelser fra hospitalet, og opfindsomheden er slående. Det er J Dillas store musikalske helt Pete Rock og J Dillas mor, der står bag udgivelsen, og titlen hentyder til, at J Dilla efterlod sig en større gæld på grund af sine mange hospitalsregninger, som albummet her forhåbentlig kan være med til at betale.

Grunden til, at Jay Stay Paid er med til at føje yderligere til hans myte, skyldes, at albummet ikke er fyldt med varme, upcuttede soulproduktioner, som hans mest kendte soloalbum Donuts var, eller er styret af de stramme, funky beats, der fyldte Slum Village-albummene. Næ, her viser J Dilla tværtimod en langt mere futuristisk »in your face«-side af sig selv. Tunge beats, store, hylende sirener og minimale synthmelodier giver sangene et hårdt urbant udtryk, og selvom der stadig er den der skrabede produktion hen over det hele, så er det bestemt en frisk og ny side af J Dillas evigt respektindgydende talent.

En klassisk klaversonate kørt gennem en synthesizer fra 70’erne med mørkt kvindeligt kor ind over (“In the Night/While You Slept (I Crept)”), et sært rørlydende basbeat tilføjet en simpel synthmelodi, der kunne have været tema til 1980’ernes ungdommelige videnskabsprogram “Vitek” (“Expensive Whip”), et underligt, psykedelisk science fiction-tema, der slumrer i baggrunden på lummer cocktailmusik (“Spacecowboy vs. Bobble Head”) eller lounget soul med sitartoner ind over i autentisk knitrende vinylstøj (“Coming Back”); det er alle formidable eksempler på J Dillas uforlignelige evner til at få sære lyde til at ramle sammen i hovednikkende rytmer.

J Dillas talent var kendt og respekteret i hele hiphopmiljøet, hvilket så prominente gæsterappere som Black Thought (The Roots), Raekwon (Wu-Tang Clan), Havoc (Mobb Deep), DOOM og Lil Fame (M.O.P.) også understreger. Jay Stay Paid viser endnu en gang, at der var så utrolig mange ideer og kreativt talent gemt i hovedet på J Dilla, at al den ære og de store ord, han altid får på vejen, er fuldt ud fortjente. Der er al mulig grund til at håbe, at der kommer meget mere fra arkiverne.

★★★★★☆

Deltag i debat