Plader

James Yorkston & the Big Eyes Family Players: Folk Songs

Skrevet af Signe Palsøe

James Yorkston vender tilbage til sine rødder med en række genindspilninger af numre fra tidligere tiders store folkemusikere. Trods sangenes enslydende opbygninger gør de gode historier og en fin instrumentering Folk Songs til en positiv oplevelse.

Tiden, hvor folk bare var folk, må siges at være uigenkaldeligt ovre. Siden genren i starten af det nye årtusinde fik lidt af en revival, er dens virkemidler blevet taget op, afpudset, omformet og eksperimenteret med i sådan en grad, at folkemusik i bred forstand nu både kan betegne kunstnere som Akron/Familys syrede ekskursioner ud i freefolken og en musiker som James Yorkstons stille, akustiske tag på genrens rødder. Det har hidtil resulteret i en række omsluttende og afdæmpede udgivelser, der trods alt indgår som en homogen del af den øvrige, nutidige folkscene: Instrumenteringen har nok klassiske træk, men mange elementer, f.eks. sangskrivningens art eller opbygningen af de enkelte numre, relaterer sig i højere grad til det nye millenniums øvrige musikfremstilling end til folkens traditionelle rundgange og trang til historiefortælling.

Yorkston har dog aldrig lagt skjul på sine inspirationskilder. En række af hans tidligere b-sider udgøres af genindspilninger af numre fra nogle af Storbritanniens tidligere beherskere af genren, og derfor virker det også helt passende, at han nu midlertidigt forlader sit backingband, The Athletes, til fordel for de instrumentalt spælske og stærkt kompetente The Big Eyes Family Players og dedikerer et cover-album til at dyrke nogle af sine tidligste idolers arbejder. Titlen er Folk Songs, og musikken er folkemusik, som den var i 1960’erne og 1970’ernes England og Irland. Her er netop tidens fortællertrang et vigtigt fikspunkt, for samtlige numre på Folk Songs spinder sig op om den gode historie, der over ofte rigt instrumenterede rundgange og med Yorkston som en anden skjald udfolder scenarier om den uudholdelige higen efter sin young, fair lady, livet på den lokale tavern eller den lurende krig. Hans stemme er som altid et behageligt bekendtskab, og selvom den ikke er stor, besidder den en lun dybde og en imødekommenhed, der gør, at den tjener sit vigtigste formål: At få sin modtager til at lytte til de beretninger, der formidles.

Og det gør man, for instrumenteringen er sjældent dominerende. Til gengæld er den veludført, varieret, underspillet interessant og vældig godt afstemt sit formål som akkompagnement til Yorkstons fortællinger. Banjoen er som på hans tidligere udgivelser en sikker yndling, men også violiner og et hav af forskelligt slagtøj besidder en vigtigere rolle end tidligere og bliver i det lange løb en vigtig medvirken til, at Folk Songs mestendels undgår at ende i monoton trummerum.

Mestendels, for selvom Yorkstons projekt på papiret lyder veludført, kommer man ikke uden om, at monotonien lurer; ikke så meget på grund af ham og bandets håndværk, men på grund af den meget ensklingende opbygning, der går igen i de fleste numre. Det er naturligvis et grundvilkår, når man vælger at udgive traditionelle folkesange, for rundgangene er en vigtig del af selve numrenes essens, og de holder fokus på den gode historie. Alligevel er det befriende, når musikstrømmen indimellem brydes af friere indslag, der trods pladens trofaste natur synes at udfordre de oprindelige numres opbygning på den ene eller den anden måde. Det sker eksempelvis på “Mary Connaught & James O’Donnel”, der er pladens hurtigste nummer, og som netop ved hjælp af sit tempofyldte trommespil og udfarende vokalarbejde giver pladen et skud kærkommen energi. I den anden grøft finder man “Thorneymoor Woods”, der instrumentelt er nedbarberet til svage, nærmest ambiente vibrationer fra en tilbageholdende violin og fra dramatisk buldrende, men også helt afdæmpede trommer; et virkelig spændende tag på nummeret, hvor både nytænkning og musikkens oprindelige sjæl tilgodeses.

Det er især indslag som disse, der gør det til en givende oplevelse at lytte til Folk Songs. Selvom det ikke altid lykkes for Yorkston og hans band at gøre de enkelte folkesange lige så interessante som disse to højdepunkter, er de vigtigste forudsætninger for en god coverplade i orden, for samtlige numre støves af med klædelige instrumenteringer og samles til et helstøbt værk af sangenes ligesindethed. Og, nå ja, hvis man momentvis skulle kede sig, kan man jo altid sætte sig til rette med et krus te og høre fortællinger fra gamle dage.

★★★★☆☆

Deltag i debat