Fra den spinkle intro til sidste tone præsenterer Joe Henry et betagende virvar. Ikke uden at give mindelser om labelkammeraten Tom Waits’ sublime Mule Variations, men dog pÃ¥ sin egen mÃ¥de. For det første er Joe Henrys stemme ikke lavet af cigarer og whisky, nok snarere cerutter og cognac. For det andet er Blood from Stars heller ikke nær sÃ¥ konfrontativ. SÃ¥ pÃ¥ mange mÃ¥der giver det ingen mening at snakke om Henry og Waits pÃ¥ samme tid. Og dog.

For Joe Henry udforsker et musikalsk univers, der minder meget om ham den anden, I ved. En til tider smuk, til tider skramlet og til tider direkte skræmmende blues, der indeholder både glæde, angst, kærlighed og had. Hele spektret, altså. Samtidig er musikken klart inspireret af klassisk americana, lige så meget som blues og rock. Det lyder alt sammen gammelt, men alligevel nyt og friskt, som når samplede stemmer pludselig dukker op i bunden af lyden. Eller en dissonant guitar rumler i baggrunden, mens horn, kor og klaver alle sammen kæmper om opmærksomheden.

Fra første sekund gÃ¥r det over stok og sten: fra smukke bluessange, som albummets første sang “The Man I Keep Hid”, gennem rendyrket americana og støvet blues til improviseret jazz. En hyldest til det store land, som gav os al denne musik, med samplinger, der lyder som en gammel rejsegrammofon, og et lydbillede, der pÃ¥ en og samme tid støjer og forfører sig lige ind i øregangene. Men heller ikke ukritisk og uddateret, ikke en velgennemført pastiche, men et sammensat univers, der forsøger at hylde, at bevare, men ogsÃ¥ at opdatere disse udtryk til vores samplede, fragmenterede nutidsmusik.

Tag f.eks. den instrumentale “Over Her Shoulder,” med et jazzet motiv spillet pÃ¥ saxofon, men med en snigende uhygge under det hele. Som sÃ¥ ubemærket glider over i den intense “Suit on a Frame,” en rocket bluessag, der insisterer pÃ¥ opmærksomhed. Eller “Stars,” der imponerer med en funky baslinje og en saxofon, der frit flyver over, mens guitar, bas og trommer holder rytmen i meget stram snor.

I det hele taget kræver pladen opmærksomhed. Det er ikke hyggemusik, men musik, der skal høres, føles, opleves og smages. For hver gennemlytning hører man flere små detaljer i lydbilledet, om det så er en samplet stemme eller en stortromme, der buldrer på den helt rigtige måde. Joe Henry har indspillet en samling sange, der på én gang er både håbefulde og triste.

Det er svært at udsætte noget pÃ¥ Blood from Stars: Produktionen er gennemført, sangene gennemarbejdede, og de følelsesmæssige indtryk har en tilstrækkelig dybde og bredde til, at kedsomheden ikke melder sig med det samme. NÃ¥r pladen til gengæld ikke alligevel nÃ¥r helt op pÃ¥ topkarakter, skyldes det, at pladen –  alle kvaliteterne til trods – ikke har det der mystiske, udefinerbare, som fÃ¥r nogle plader, som førnævnte hr. Waits’, til at blive tidløse klassikere, og andre, som hr. Henrys, til ‘bare’ at være en virkelig god plade.