Plader

Jong Pang: Love

Der er højt til himlen, der er lavt til jorden, og der er plads til det hele på Love. Buen spændes vidt fra klassisk indierock til den ’nordiske’ lyd, hvor strygere og elektriske guitarer går hånd i hånd, og alt i alt ender det med at blive en ganske god plade.

Det er ikke mere end et år siden, at Anders Rhedin, der står bag Jong Pang, udgav sit seneste album, Bright White Light. Så producerede han lige Choir of Young Believers’ album, og nu er han så selv klar med sit nye album, Love. Når en så travl mand udgiver et album bare et år efter sit sidste, kan man ikke lade være med at frygte, at kvaliteten har lidt under arbejdspresset. Det er dog ikke tilfældet i denne omgang.

Det ’nordiske’ lydlandskab, som f.eks. Sigur Rös og Efterklang er så velbevandrede i, bliver i den grad udforsket på Love. Der er langt til toppen af fjeldet og ned i den dybeste kløft, men Jong Pang får alligevel dækket det meste, når han blander hårdtpumpede og stramme trommer med elektrisk guitar og strygere. Det er altså med Jong Pang, som det er med mange af de andre, der har udforsket den ’nordiske’ lyd: Der skal være plads til store armbevægelser og storladne melodier.

Det er også helt fint, for han gør det godt, ham Jong Pang. Sammen med et hav af gæstemusikere fra den danske indiescene (bl.a. The William Blakes, Epo-555 og Oh No Ono) formår han at skabe et både spændende og letgenkendeligt album. For selvom der laves ekspeditioner ud i de store lydlandskaber, formår han også at spille op til dans med ganske almindelige og regulære indierocknumre.

Der er altså både plads til det velkendte og det uudforskede, og det fungerer godt. Det kommer på ingen måde til at virke skizofrent, og pladen fremstår som et helstøbt produkt, der er fremkommet af kærligheden til nye ting og til musikken generelt. Når den så samtidig holder et højt niveau, hvad enten det drejer sig om indierock eller drømmende og til tider støjende pop, er det svært ikke at holde af den.

En god blanding af det drømte og det virkelige findes på nummeret “Flares”, der starter med enkle klavertoner, underspillet guitar og en nærmest hviskende Rhedin. Stille og roligt bevæger nummeret sig i cirkler, og der sker ikke det store, men pludselig eksploderer det i vilde trommer, kvindevokaler og wah-wah-kor. Der er fuld fart over feltet, men det bliver afbrudt af en endnu en gang hviskende Rhedin. Og så kører det store hurlumhej ellers igen. Det er spændende, det er god indierock og sidst, men ikke mindst, så er det bare godt. Det hele ender i et klimaks af Sufjan Stevenske dimensioner, og det er altså noget, der går lige i trussen.

Det er en rigtig god plade, Jong Pang har begået sig. Eksperimenterende kompositioner og sans for den gode melodi kommer man altid rigtig langt med, og det er denne plade et sprællevende bevis på. Med solnedgangen i ryggen vil jeg tage pladen med ud på en gåtur, for det egner musikken sig bestemt også til. Og det selvom man bare skal ud i det velkendte lokalområde.

★★★★★☆

3 kommentarer

  • BWL er mere end et år gammel. Den er snarere halvandet år gammel. Det er vel ikke så mærkeligt, at man kan nå at udsende en plade (for så er den jo færdig), producere et andet album og lave en toer på halvandet år?

    Til gengæld er det da mere mærkeligt, at “Love” var færdig i vinters, men bare har ligget og ventet siden. Det er vel en relevant information…?

  • Det har du helt ret i. Det er der ikke noget mærkeligt i. Men da jeg første gang fik pladen i hånden og skrev anmeldelsen, var der altså ikke gået mere end et år. Anmeldelsen har sågar været uploadet før, men den blev fjernet igen efter a:larms ønske.

Deltag i debat