Plader

Lightning Dust: Infinite Light

Lightning Dust afprøver en masse indierockede retninger (og et Steinway-flygel) på sit nye album, men formår ikke at indløse potentialet. En skuffet anmelder rapporterer.

Jeg ved ikke, hvad det er, men nogle gange kan jeg blive i tvivl om, hvorvidt jeg er slået til. Jeg sætter den her plade på; Infinite Light af et amerikansk band, der kalder sig Lightning Dust, skruer godt op og har rene intentioner om virkelig at lytte til musikken. Jeg gør det helt bevidst, sætter mig måske ved mit skrivebord og skriver et par noter imens. Jeg er virkelig til stede. Musikken spiller. Så går der 35 minutter, og jeg finder mig selv stadig siddende ved skrivebordet, men uden nogen reel anelse om, hvad jeg har lavet de sidste 35 minutter. Det er højst besynderligt. Jeg er ikke en specielt distræt person. Jovist, når ånden kommer over mig, kan jeg da godt glemme et par aftaler, men generelt har virkeligheden et meget godt tag i mig. Jeg har prøvet mange gange, men hver gang, jeg har lyttet Infinite Light til ende, er mindst halvdelen glemt. Og det er jo sådan set ret interessant.

Lightning Dust er et sideprojekt til det amerikanske indierockband Black Mountain, og Infinite Light er projektets andet album. Amber Webber og Joshua Wells hedder de to udbrydere, og i denne konstellation koncentrerer de sig om lettere, mere lettilgængelige popmelodier tilsat en hel masse klaver. Det er forsangerinde Webber (der lyder ubehageligt meget som en kvindelig udgave af Conor Oberst!), der bærer numrene frem med sin kække vokal. Frem skal de! – 10 numre på en god halv time efterlader ikke lang tid til hvert nummers egen udvikling. Dette er den første anke og en af grundene til, at Infinite Light virker lettere ligegyldig. Numrene får aldrig tid til at udvikle sig. Her er masser af godt potentiale, tag bare det æteriske nummer “Waiting on the Sun to Rise”, der blidt kredser rundt om linjerne »It’s about something, making something out of nothing, and we’re waiting on the sun to rise.« Det er ikke stor lyrik, en smule naivt måske, men den er der, og der bliver for en gangs skyld lagt mærke til den. Nummeret er godt, og det kunne have blevet endnu bedre, hvis det var blevet trukket et par minutter til.

En anden anke er, at Lightning Dust vil alt for meget uden at ville noget af det rigtigt og inderligt, og det er altså noget af en anke. De ændrer retning i hvert nummer, uden at det bliver en radikal ændring, og på denne måde bliver det hele lidt kønsløst. Som på anden skæring “I Knew”, som bæres af et pulserende synthkeyboard, som fortsætter sine hammerslag nummeret igennem. »Hvorfor?« tænker man, og det tænker man så meget, at man ikke rigtig kan lægge mærke til nummeret. Det er ærgerligt!

Duoens samspil kommer heller aldrig rigtig i gang. Wells’ vokal bliver først introduceret sent på pladen, og den kommer ikke rigtig til sin ret. Han fremstår usikker, og selvom det egentlig lyder ganske sødt, fremstår det ikke kraftfuldt nok. Samtidig er det heller ikke positivt for samspillet og forsøget på at udtrykke en helhed, at Webber hele tiden krænger sin stemme ud på nye (men altid Conor Oberst’ske) måder.

Jeg kan forstå på pressemeddelelsen, at udgangspunktet for pladen var, at duoen fik lov til at låne et Steinway-flygel i fem dage. De kunne lege så vildt, de ville, på det her klaver og indspillede samtidig en plade, hvor klaveret har en fremtrædende rolle. Det er skam fint nok, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at Infinite Light er nærmere et teknisk end et kunstnerisk udtryk. De mange retninger, de mange forsøg og lege, virker uden en egentlig kunstnerisk ambition, og bandet fremstår ikke som kunstnere med egen æstetik.

Bag denne tirade ligger den bagvedliggende holdning, at Lightning Dust faktisk laver noget udmærket musik. Der er masser af gode momenter på Infinite Light, men netop derfor er det så meget mere ærgerligt, at disse gode tendenser får lov til at ligge tilbage som uforløst potentiale og desværre ikke som et erindringsværdigt kunstværk.

★★★☆☆☆

Lyt til “I Knew”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/jag/iknew.mp3]

Lyt til “Never Seen”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/jag/neverseen.mp3]

Deltag i debat