Plader

Magnolia Electric Co.: Josephine

Der er følelser, sorg og religiøsitet i store mængder på Magnolia Electric Co.’s nye album Josephine. Så store mængder, at det i længden bliver alt for meget af det gode og lidt irriterende.

I den sidste ende er det hele jo et spørgsmål om smag og behag; eller måske skal man i dette tilfælde bare selv være meget troende. Men for mig er 14 numres religiøs hengivenhed og tanker om livets op- og nedture lidt for meget af det gode. At denne fundering over Gud og hans/hendes almægtighed bliver blandet op med en lang række fortrydelser og tanker omkring egne fejltrin, særligt på det kærlighedsmæssige plan, gør det ikke bedre. Det bliver simpelthen for tungt.

Lidt mening er der dog med galskaben, da albummet er ment som en hyldest til bandets tidligere bassist, Evan Farrell, der gik bort i 2007. Sorg og tab af mennesker, man elsker, er gennemgående temaer, og jeg er sikker på, at det i bandkammeraternes øjne er sådan, det bør være for at ære deres afdøde ven og kollega på bedste vis. Hvor passende det end er, rokker det dog ikke ved det faktum, at det i sidste ende bliver for ensformigt, for deprimerende og for kedeligt. Det er fint med lidt sentimentalitet, eftertænksomhed og tanker omkring livets store spørgsmål, men 14 numre i den dur holder bare ikke i længden; det fremstår i sidste ende som lige dele sorg over Farrell og mangel på opfindsomhed.

Nå, tænkte jeg så, så må jeg prøve at se bort fra de ensidige tekster. Måske har Magnolia Electric Co. ved nærlytning noget andet at byde på, der kan løfte de tunge tekster lidt. Måske har de en bredspektret lyd og opfindsomme melodier, der kan gøre, at det alligevel kan lade sig gøre at komme igennem dette album uden at føle, det er fuldstændig spild af tid. Og ja, i enkelte numre er der faktisk en udmærket melodi og et lettere tekstmæssigt aspekt, og tilsammen giver det vellykkede numre, f.eks. den indledende, dejlige melodi “O! Grace”. Indledningsnummeret hjælper en smule på det hele, men selv dette kan desværre ikke redde et meget lunkent helhedsindtryk.

For desværre minder en lang række af de øvrige melodiers indholdsmæssige aspekter unægteligt meget om hinanden, og derfor også dét utrolig ensformigt. Det er ærgerligt, da Magnolia Electric Co. bestemt ikke er uden musikalske evner. Derfor må jeg indrømme, at jeg bliver lidt frustreret af at lytte til Josephine.

Det, jeg kan rose Magnolia Electric Co. for, er, at melodierne stemningsmæssigt passer perfekt til de sentimentale tekster og er tilpas afdæmpede til, at det ønskede budskab kommer ud med maksimal styrke. Desværre havde jeg hellere set det omvendte, nemlig at udsigelsen kunne få mig til at glemme det tunge indhold en smule. Men nej, Magnolia Electric Co. lader desværre ikke sine lyttere slippe så let. Vi skal forstå deres sorg og de tanker, sorgen har medført, om det så skal skæres ud i pap. Resultatet er en cd, hvor det hele bliver så ensformigt melankolsk og eftertænksomt, at man som almindelig dødelig ikke kan følge med og derfor holder op med at lytte efter et stykke tid.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat