Plader

Maxwell: BLACKsummers’night

Maxwell er tilbage. Stærkere end nogensinde sætter han punktummet for årtiets R&B-tendenser med sin første plade i otte år, der samtidig er et inciterende og elegant hovedværk inden for sin genre.

Årtiet nærmer sig sin afslutning, og overalt i musiklandskabet kan man ane konturerne af sammenhænge og udviklinger. Hver enkelt genre er blevet påvirket af trends og trendsættere, den generelle udvikling inden for pladeindustrien og de nye teknologiske kvantespring, der gør distribution og indspilning af musik lettere end nogensinde før.

Således også inden for R&B, hvor en af tidligere tiders konger nu gør comeback. Maxwell sætter med udgivelsen af BLACKsummers’night i dette årtiets sidste år en stopper for sin inaktivitet, der har varet næsten hele det nye årtusinde. Det er mandens første udspil siden den meget undervældende Now fra 2001, og på forhånd har man ikke turdet forvente hverken godt eller skidt fra en af den moderne R&B’s mest egensindige og utilregnelige mestre.

Maxwell var i fem år i slutningen af 1990’erne et kreativt kraftcenter. Fra og med den visionære milepæl af en debut i 1996 med Maxwell’s Urban Hang Suite viste han sig som lige netop den nytænkende kraftindsprøjtning og retningsudstikker, en genre som R&B konstant tørster efter for ikke at forfalde til det vamle og overfladiske, der konstant bobler under overfladen, og som skaber de friktioner, de bedste af genrens plader på én gang overkommer og rendyrker.

På den modige, men kun delvist vellykkede Embrya fra 1998 kom Maxwell for langt væk fra sin genres udgangspunkt i det kropslige og umiddelbare, men han var stadig enestående, og pladen er endnu værd at vende tilbage til her mere end 10 år senere. På den føromtalte Now hoppede han uden succes langt over i den modsatte grøft, hvor det hele blev for overfladisk, og hvor hvert enkelt nummer udtømte sig selv ved første gennemlytning.

Og hvad så nu? Maxwell er ikke blot tilbage i selvsikker storform, han har også leveret pladen, der binder en elegant sløjfe på R&B-årtiets heftige udvikling og placerer sig som det hovedværk, der på smukkeste vis slutter et årti med få – men fremragende – milepæle inden for den forkætrede genre.

Man kan nu tegne en linje og ane en udvikling fra hovedværkerne i starten og midten af årtiet til en form for slutpunkt med BLACKsummers’night. I starten af årtusindet lavede R&B’ens avantgardekunstnere D’Angelo og Raphael Saadiq deres kropsfikserede maratonmesterværker Voodoo og Instant Vintage, midt i det første tiår perfektionerede Alicia Keys genrens følsomme og følelsesblottende tendenser på The Diary of Alicia Keys, og det er de to spor, Maxwell nu binder sammen.

BLACKsummers’night bibeholder det kropslige aspekt, der altid har været hans udgangspunkt. Med andre ord oser det hele stadig af sex, men lummerheden og det overdrevne er væk, og det kommer specielt til udtryk i instrumenteringen. Det er ikke længere de let befamlende beats, der er hjørnestenen i Maxwells musik, i stedet er tilgangen nu håndspillet og yderst sofistikeret: BLACKsummers’night emmer af velspillethed og fingerspitzengefühl. En lille guitar her, en velplaceret trompet der og soulfulde trommer over det hele skaber en organisk bund, der gør, at udtrykket bliver mere afslappet og selvsikkert for Maxwell – og mere inciterende og spændende for lytteren end nogensinde før.

Helt centrale sange på pladen, som “Pretty Wings” og “Fistful of Tears”, lyder, som om de har ligget og lagret siden 2001 og opsuget al den elegance og følsomhed, som flere R&B-kunstnere i de seneste år har høstet stor kunstnerisk succes med. Dertil kommer, at teksterne ikke længere har den beskyttende overflade af lettere påtaget maskulinitet, som plejer at kendetegne Maxwell. I stedet får vi nu yderst sårbare kærlighedssange om tab og omsorg, der medvirker til, at pladen samlet set er noget af det mest følsomme musik, nogen genre har fostret i år.

BLACKsummers’night er ikke mere end lidt over en halv time lang, og sammenlignet med de føromtalte alenlange D’Angelo- og Saadiq-plader fra årtiets begyndelse markerer den et øget fokus på kortfattethed og præcision, som virkelig klæder det samlede ud- og indtryk. Lytteren efterlades i det hele taget med en følelse af, at Maxwell har brugt alle de mange års pause på at finpudse og kæle for samtlige detaljer på dette pragtværk, og resultatet er da også en sjældent konsistent og holdbar R&B-plade.

BLACKsummers’night er første del af en trilogi, der over de næste to år også kommer til at omfatte blackSUMMERS’night og blacksummers’NIGHT, så hvis vi er heldige, kommer Maxwell ikke blot til at lukke det næsten overståede årti med et mesterværk, men også til at udstikke retningslinjerne for det kommende.

★★★★★½

1 kommentar

  • Endnu en god anmeldelse, Lasse. Jeg er specielt enig i din pointe omkring længden. Det klæder en R&B-udgivelse, at være mere fokuseret. Det er efter min mening årets udgivelse so far.

Deltag i debat