Plader

Moby: Wait for Me

Musikkens svar på Marco Pantani har udgivet sin bedste plade i et godt stykke tid, men der er stadig et pænt stykke op til Play. De nye kompositioner kan klart anbefales til en let gang sommer-chillout, men søger man nye tiltag, bliver man skuffet.

Mobys signatur vil altid være Play, der efterhånden har fået 10 år på bagen, men stadig står som det ypperste fra den lille skaldende mands hånd. Flere (vild)skud har forladt mandens bøsse, men de har ikke rigtig haft samme format som ovenstående, og skal jeg være helt ærlig, så rammer Moby heller ikke niveauet fra Play med Wait for Me, der godt nok er noget af det bedste, vi har hørt siden 1999, men må nøjes med betegnelsen udmærket.

Der er (stadig) lige dele svulstighed og minimalisme på det nye album. De ambiente musikstykker smøres ind i de helt store lydflader og holder det sørgmodige tæt ind til kroppen, mens seks gæstevokaler på skift giver lidt liv til kompositionerne. Alt sammen en velkendt kombination, når man kender lidt til Mobys håndværk, og det fungerer faktisk ganske fint, men bliver også lidt anonymt i længden.

Det er altså sådan lidt både-og med ham Moby, for han kan sit kram – både når det barberes ned, og når det nedkalder himlen på jord. “Chillout tilsat højtbelagte stemninger”, kan man næsten kalde hans værk, og selvom Wait for Me klarer sig bedst som baggrundsmusik, slumretæppe- eller cafékomposition, så gemmer der sig i både “Shot in the Back of the Head” og “Mistake” noget ildevarslende og energisk, som egentlig ikke helt kommer til sin ret og bliver lidt opslugt af de mere spirituelle popviser. Enten skulle de helt fjernes fra pladen, så det blev ren chillout, eller også skulle han tildele det lidt mere opmærksomhed.

Det er helt sikkert Aloe Vera for øregangene at lytte til Wait for Me, men man kan godt blive kvalt lidt i de oversentimentale brudstykker af synthesizer, der maler grønne enge og hvide skyer. Der mangler lidt, der får en til næsten at tude eller bløde. Pladen er behagelig og lyttevenlig, men også lidt for økologisk og pesticidfri til a hive en ud af døsen.

Jeg er normalt en stor tilhænger af sørgmodig musik, og det må meget gerne fremkalde følelser – og indimellem helst nye følelser. Det formår Moby desværre ikke, for han kører lidt for meget rundt i genkendelige fascinationer og noget, der var hårrejsende for 10 år siden. Det er stadig skønt og flot melankoli, Moby efterlader til lytteren, men det falmer lidt for hurtigt. Moby er ferm til at sammensætte fragmenter af strygere, rytmer, synth, analoge instrumenter, ambient mv,. men hans skitser har været tegnet mange gange før, og selvom rammen er ny, så er der ikke mange nye farver på hans palet.

Man kan vist kalde Wait for Me en ny Moby-udstilling, uden de store nye ideer. Men det er stadig flot og fascinerende at lytte til, for en stund, inden man falder i søvn.

★★★½☆☆

Deltag i debat