Det ville være synd at sige, at MÅ“rk er en kunstner, jeg har hørt om før, selvom manden bag – Thomas MÅ“rk – er dansker og har yderligere et album bag sig. FørstehÃ¥ndsberøringen med coveret gav mig indtrykket af et house/jazz-baseret fransk projekt, mÃ¥ske i stil med St. Germain, men intet kunne være mere forkert, hvilket jeg tidligt erfarede, da jeg hørte den halvflade indie-synthpop/softrock med The Hives-agtige guitarriff som bærende element.

NÃ¥r det er sagt, vil jeg gerne sige, at jeg har en smule svært ved at starte pÃ¥ denne anmeldelse. Kender du det, nÃ¥r noget bare er statisk og hverken skurrer rædselsfuldt i øregangene eller fÃ¥r hjertet til at hoppe af nydelse, men slet og ret bare er sÃ¥dan lidt waaah…? SÃ¥dan har jeg det med Déclinologue.

Waaah…

Jeg synes vitterlig ikke, der er meget at rÃ¥be hurra for pÃ¥ Déclinologue, selvom der bÃ¥de er glade popsange og lidt mere dystre popsange, nogle knitrende popsange og nogle tempererede popsange. SÃ¥ er der nogle ligetil popsange, nogle lidt off-beat popsange, og GAAAB sÃ¥dan kan jeg prøve at trætte dig, der læser dette, pÃ¥ samme mÃ¥de, som jeg blev dÃ¥rligt underholdt, da jeg hørte pladen – igen og igen og igen – for at danne mig en mening.

Jeg kunne egentlig godt tænke mig at citere en smule fra den pressemeddelelse, der fulgte med Déclinologue, for det er sjældent set, at en pressemeddelelse rent faktisk indkapsler essensen af den plade, de prøver at sælge, men i dette tilfælde synes jeg faktisk, det lykkedes, da sangene – i stedet for at blive beskrevet som nyskabende, kreative udladninger og vice versa – beskrives sÃ¥dan her: “Det er smÃ¥, kejtede snit gennem det kiksede – og det dybt seriøse.” Det er meget rigtigt; sangene er kejtede pÃ¥ en indiekantet, men lidt for diskant mÃ¥de, og de er ogsÃ¥ som smÃ¥ snit eller rifter: Ganske let ubehagelige i øjeblikket, men slet ikke dybe nok til at efterlade nogen form for ar eller mindesmærker.

Faktisk er Déclinologue ogsÃ¥ lidt som den røde hoppebold med guldglimmer pÃ¥, du plejede at trække i en automat, da du var lille. Du syntes, den var æstetisk flot, og den symboliserede en eller anden form for værdi – noget med leg, noget med fart og forvirring. Men sÃ¥ snart, den blev taget i brug, gik der ikke lang tid, før du blev træt af dens simple funktion. Fascinationen forduftede, og det spændende element lÃ¥ lige pludselig i at se, hvor langt du kunne kaste den væk, mens den bare blev ved med at hoppe hen ad vejen for til sidst at forsvinde ud af syne eller bare under en busk. SÃ¥ blev den glemt, og der kom sikkert mange flere hoppebolde gennem tiden.

Et af de større og mest uheldige irritationsmomenter opstår i forbindelse med Mœrks stemme, der er nasal og gylpende og til tider lyder som en lidt dybere udgave af Brett Andersons, men som oftest ligger tættere op af David Hasselhoffs. Noget andet, der bliver enerverende i længden, er den evindelige brug af klap og knips, der trænger for langt frem i forgrunden og bruges alt for ofte. Havde det blot været på et enkelt nummer, var det nok gået an, men sådan er virkeligheden bare ikke.

Til sidst vil jeg gerne et smut omkring Mœrks brug af guitar. I forhold til, at den langt hen ad vejen er det bærende element, er den samtidig også alt for ubetydelig og ligegyldig. Der er ikke nogen uforglemmelige riff eller gode fills, og faktisk bliver guitaren bare brugt som en ekstra påklistret og vedvarende lyd, og så kan man altså lige så godt lade være.

Men sådan er der så meget. Faktum er, at jeg hellere vil sidde lidt i stilhed, frem for at sætte Déclinologue på, hvilket er en ret kedelig fornemmelse at sidde tilbage med, når man har hørt et stykke musik, især fordi Mœrk ikke er hændervridende dårligt eller ligger særlig langt fra noget, jeg sagtens kunne finde på at nyde en gang imellem. Det er bare alt for sjælløst og uinspirerende.