Plader

Mœrk: Déclinologue

Skrevet af Jonathan Heldorf

Mœrks univers er farverigt, sprælsk og elastisk; poppet på en flabet måde – som en hybrid mellem The Hives og Junior Senior – men det er også rastløst, stressende, uden dybde og anstrengende som et lille barn med ADHD.

Det ville være synd at sige, at Mœrk er en kunstner, jeg har hørt om før, selvom manden bag – Thomas Mœrk – er dansker og har yderligere et album bag sig. Førstehåndsberøringen med coveret gav mig indtrykket af et house/jazz-baseret fransk projekt, måske i stil med St. Germain, men intet kunne være mere forkert, hvilket jeg tidligt erfarede, da jeg hørte den halvflade indie-synthpop/softrock med The Hives-agtige guitarriff som bærende element.

Når det er sagt, vil jeg gerne sige, at jeg har en smule svært ved at starte på denne anmeldelse. Kender du det, når noget bare er statisk og hverken skurrer rædselsfuldt i øregangene eller får hjertet til at hoppe af nydelse, men slet og ret bare er sådan lidt waaah…? Sådan har jeg det med Déclinologue.

Waaah…

Jeg synes vitterlig ikke, der er meget at råbe hurra for på Déclinologue, selvom der både er glade popsange og lidt mere dystre popsange, nogle knitrende popsange og nogle tempererede popsange. Så er der nogle ligetil popsange, nogle lidt off-beat popsange, og GAAAB sådan kan jeg prøve at trætte dig, der læser dette, på samme måde, som jeg blev dårligt underholdt, da jeg hørte pladen – igen og igen og igen – for at danne mig en mening.

Jeg kunne egentlig godt tænke mig at citere en smule fra den pressemeddelelse, der fulgte med Déclinologue, for det er sjældent set, at en pressemeddelelse rent faktisk indkapsler essensen af den plade, de prøver at sælge, men i dette tilfælde synes jeg faktisk, det lykkedes, da sangene – i stedet for at blive beskrevet som nyskabende, kreative udladninger og vice versa – beskrives sådan her: “Det er små, kejtede snit gennem det kiksede – og det dybt seriøse.” Det er meget rigtigt; sangene er kejtede på en indiekantet, men lidt for diskant måde, og de er også som små snit eller rifter: Ganske let ubehagelige i øjeblikket, men slet ikke dybe nok til at efterlade nogen form for ar eller mindesmærker.

Faktisk er Déclinologue også lidt som den røde hoppebold med guldglimmer på, du plejede at trække i en automat, da du var lille. Du syntes, den var æstetisk flot, og den symboliserede en eller anden form for værdi – noget med leg, noget med fart og forvirring. Men så snart, den blev taget i brug, gik der ikke lang tid, før du blev træt af dens simple funktion. Fascinationen forduftede, og det spændende element lå lige pludselig i at se, hvor langt du kunne kaste den væk, mens den bare blev ved med at hoppe hen ad vejen for til sidst at forsvinde ud af syne eller bare under en busk. Så blev den glemt, og der kom sikkert mange flere hoppebolde gennem tiden.

Et af de større og mest uheldige irritationsmomenter opstår i forbindelse med Mœrks stemme, der er nasal og gylpende og til tider lyder som en lidt dybere udgave af Brett Andersons, men som oftest ligger tættere op af David Hasselhoffs. Noget andet, der bliver enerverende i længden, er den evindelige brug af klap og knips, der trænger for langt frem i forgrunden og bruges alt for ofte. Havde det blot været på et enkelt nummer, var det nok gået an, men sådan er virkeligheden bare ikke.

Til sidst vil jeg gerne et smut omkring Mœrks brug af guitar. I forhold til, at den langt hen ad vejen er det bærende element, er den samtidig også alt for ubetydelig og ligegyldig. Der er ikke nogen uforglemmelige riff eller gode fills, og faktisk bliver guitaren bare brugt som en ekstra påklistret og vedvarende lyd, og så kan man altså lige så godt lade være.

Men sådan er der så meget. Faktum er, at jeg hellere vil sidde lidt i stilhed, frem for at sætte Déclinologue på, hvilket er en ret kedelig fornemmelse at sidde tilbage med, når man har hørt et stykke musik, især fordi Mœrk ikke er hændervridende dårligt eller ligger særlig langt fra noget, jeg sagtens kunne finde på at nyde en gang imellem. Det er bare alt for sjælløst og uinspirerende.

★★½☆☆☆

2 kommentarer

  • Kære Jonathan
    Jeg kunne ikke være mere uenig. Du indleder med at fortælle at du ikke kendte Moerk på forhånd, og det er selvfølgelig synd for dig, men næppe en faktor der gør pladen hverken værre eller bedre. Moerks musik er efter min mening både kreativ og nyskabende – som du efterlyser. Den er præget af iørefaldende sange, skæve instrumenteringer, underfundige lyde og en vokal der indimellem er blød og dyb, andre gange kantet og krads. Det er selvfølgelig smag og behag, men at albummet skulle være “bare sådan lidt waaah”¦” som du skriver, det er fuldstændigt uforståeligt for mig. Som du selv skriver, er sangene meget forskellige, vokalen bruges på mange og varierede måder, og du havde svært ved at rubricere musikken og albummet (hvilket jo ikke er noget dårligt tegn, for mig at se måske nærmere tegn på at der netop er noget spændende ved pladen). Men samtidig kedede du dig altså. Det er også i orden, men jeg synes at jeg var nødt til at komme med et modsynspunkt, for jeg kan slet ikke genkende hverken Moerk eller Déclinologue i dine (nogle gange lige lovlig nedladende) beskrivelser. Men fat mod, Moerk spiller nok live igen snart, og så har du muligheden for at opleve dem – hvem ved, måske bliver du underholdt… :-)

  • Kære M Maegaard,

    Jeg er helt enig i, at mit manglende kendskab til bagkataloget, ikke gør Déclinologue hverken fra eller til, hvilket jeg heller ikke synes jeg lægger op til(?), jeg konstaterer blot, at sådan er det. Når det er sagt, kan jeg kun glædes over, at din opfattelse er en anden end min. :)

    At musik der er svært at rubricere udelukkende skulle være et tegn på noget spændende, er jeg nu langtfra enig i, hvilket jeg også synes at netop denne plade er et bevis på. Men igen: det er jo kun rart at høre, at du har haft en god oplevelse.

    Det er på ingen måde min intention at virke nedladende, blot er det min funktion (og min pligt) at sige præcis, hvad jeg(!) mener om et stykke musik, og det er der så nogen der er henholdsvis enige og uenige i.

    Mvh. Jonathan

Deltag i debat