Plader

múm: Sing Along to Songs You Don’t Know

Skrevet af Christian Klauber

Der er sket ting og sager med múm. Ud over de velkendte poetiske og drømmende numre og en måske endnu mere IDM- og poptilgang til deres lydbillede, har de fundet det skæve smil frem.

Jeg har altid godt kunne lide múm. Helt fra deres første plade, den meget elektroniske og IDM-agtige Yesterday Was Dramatic – Today Is OK, men især de meget blide Finally, We Are No One og Summer Make Good har sat deres aftryk i min musikalske hukommelse.

Det, der fascinerer ved múm, er deres brug af sære elektroniske lyde, tilsat svævende, sfærisk vokal, der på den fineste måde synes at tage en i hånden og lede en igennem de elektroniske universer, der udfolder sig foran en. En omsorg, der nærmest også kommer til udtryk i titlerne. Især på den ovennævnte Finally, We Are No One – med numre som “Green Grass of Tunnel” og “Dont Be Afraid, You Have Just got Your Eyes Closed” – er universerne drømmende og legende, domineret af klaver, dæmpet trompet, klokkespil og knitrende elektroniske impulser.

Derfor har jeg det også altid rart, når jeg lytter til múm. Det er klassiske plader at sætte på, når jeg lægger mig på sofaen og lytter til bilerne i natten udenfor. Måske vil nogle synes, at múm kan være lidt utilgængelige i kraft af sit opklippede univers, der især var markant på den første plade, men jeg synes faktisk altid, der har været en blødhed og sårbarhed at spore i numrene.

Sing Along to Songs You Don’t Know er lyden blevet endnu mere rund – nogle vil nok kalde det poppet. Men samtidig stritter pladen i lidt flere retninger end tidligere. Ikke på en dårlig måde. Det er mere, som om múm legende afsøger alle krogene i deres elektroniske univers. Men til forskel fra tidligere synes de at gøre det med en væsentlig ironisk distance, der ikke før har kendetegnet dem (eller været til at gennemskue).

Måske skyldes det, at múm er blevet mindre alvorlige. Bevares, de kan stadig være både sorgmodige og drømmende, f.eks. med det smukke, violindominerede “Blow Your Nose” (!), men især tekst- og titelmæssigt er det hele blevet en tand mere skævt og – som sagt – legesygt. F.eks. på pladens indledende nummer, hvor múm ellers lyder ganske som sig selv, men hvor lyrikken lyder: »If I were a fish / and you were a sea shell / would you marry me anyway? / would you have my baby?«

Men der er også stadig masser af múm-traditionelle elektroniske impulser at spore på albummet, f.eks. på “Sing Along” og det meget postmoderne opklippede IDM-nummer “The Smell of Today Is Sweet Like Breastmilk in the Wind”, der minder meget om Architecture in Helsinki. Og savner man bevis for den nyfundne legesyge, kan man jo kigge på sidstnævnte sangs navn eller lytte til teksten på enten “Hullaballabalú” eller “Sing Along”, hvor det på sidstnævnte lyder: »You are so beautiful to us / we want to lock you in our house / so beautiful / you are so beautiful to us / we want to keep you as our pet / so beautiful / you are so beautiful to us / we want to lock you in our house / we want to eat you with our spoon / we want to make you sing along.«

Vekselvirkningen mellem pladens forskellige udtryk signaleres ganske eksemplarisk ved stilskiftet mellem “Prophecies & Reversed Memories”, der har masser af tempo, men som også – midt i nummeret – brydes af langsomme passager med klokkespil og sfærisk vokal, og det følgende nummer, poetiske “œA River Don’t Stop to Breathe”, der indledes af marimba og violin og er en ekstremt følsomt og smukt svævende duet. Og sådan fortsætter pladen faktisk mellem at svinge mellem det glad småhoppende, indiepoppede glade og det småmelankolske indadvendte.

Det er næppe at tage munden for fuld at postulere, at der vil være nogle múm-lyttere, der vil finde Sing Along to Songs You Don’t Know en smule overgearet, men fordi múm samtidig ikke giver slip på deres traditionelle dyder med deres smukke, spinkle og sfæriske universer, er den her plade – og dens indtræden på indiepoppens mere tempofyldte scene, f.eks. med et numre som det ukulele-dominerende “Prophecies & Reversed Memories” og ” The Smell of Today Is Sweet Like Breastmilk in the Wind” – et overraskende, men kærkomment udspil.

Det indeholder nemlig både det smukt poetiske, genkendelige múm-univers, men samtidig også en mere udadvendt, tempofyldt side, der får mig til at smile. Og múm viser på den måde, at den ene ting (melankoli) ikke udelukker den anden (smil på læben). Nøjagtig som múm plejer.

★★★★★☆

Deltag i debat