Plader

Rancid: Let the Dominoes Fall

Skrevet af Zenia Menzer

Ikke meget har ændret sig på dette syvende studiealbum. Rancid fortsætter i samme tempo og med samme kritiske tilgang til bl.a. kultur, politik og religion. Hvis man er til rockede toner, punk-attitude og angreb på Guds eget land, vil dette album falde i god jord.

På det nyudgivne album lader det til, at det primært er kvartettens eget hjemland (USA), der bliver udsat for politiske og etiske opsange, og staterne udgør det centrale omdrejningspunkt i mange af sangene. “New Orleans” omhandler f.eks. den katastrofe, selv samme by led under, da orkanen Katrina smed handskerne og viste tænder i 2005.

Det er imidlertid ikke blot de jordiske elementer, der får smæk for skillingen, som man hører i “Damnation” med udbrud som »the whole world’s gone to hel«; i “New Orleans” inddrages religion ligeledes, bl.a. med sætningen »I burned my Bible,« og på den måde er det tunge emner, dette ærke-amerikanske band tager op og skyder løs på.

På trods af de store emner, der uden tvivl har berørt og stadig berører mange mennesker, er der noget ukompliceret ved den lyd, Rancid skaber. Der er spark i lyden, og de fleste af numrene varer ikke mere end to og et halvt – hvilket efterlader et album, der på hektisk vis leder lytteren gennem intet mindre end 19 sange. Noget der ikke fremmer albummets kvalitet, men nærmere efterlader lytteren en anelse træt. Nogle af numrene bliver lidt tilovers, idet lyden på de respektable numre overordnet ikke afviger synderligt fra hinanden. Det havde måske fungeret til en klarere fordel, hvis de havde slået nogle af numrene sammen og på den måde godt nok skabt et længere numre, men også et nummer med flere krinkelkroge og mere dybde.

Selvom det er alvorlige emner, bandet bringer på bane, bærer albummet tydeligt præg af de fire fyres drengerøvsgener, der står i fuldt flor hele albummet igennem. Det er et stemningsmættet album, der på sin vis blander genrer som rock, punk, country og reggae, og som har en klar lighed med bands som Sublime, Green Day og The All American Rejects.

På samme måde som f.eks. Sublime involverer politiske og generationsrelaterede spørgsmål i sange som “April 29, 1992” og “Jailhouse”, kridter Rancid banen op for politiske plyndringstogter, men netop fordi de gør det så direkte, falder det en smule til jorden. Der er ingen tvivl om, at Rancid kan finde pulsen til næsten hvilken som helst fest og opfordrer til gang i gaden, men den dagsorden, de forsøger at opstille med deres seneste album, forbliver på et »vi bli’r ved snakken«-plan. Det synes umiddelbart, som om de har til hensigt at ændre nogle ting i verden, hvilket jeg altid har respekt for, når ændringerne er til det bedre. I Rancids tilfælde respekterer jeg også deres ønske om at lave om på verden, men jeg føler det desværre ikke rigtigt ved gennemlytningen af Let the Dominoes Fall. Dermed ikke sagt, at andre ikke vil det, og jeg bliver nødt til at give bandet props for deres tempo og deres iver efter at komme andre mennesker ved via deres musik. Det faktum, at de skriver tekster, der viser politisk engagement, kan jeg kun bifalde, selvom jeg synes, deres lyd minder for meget om så mange andre amerikanske bands og dermed ikke får fastslået deres navn som et, der ikke tilhører den grå masse.

★★★½☆☆

3 kommentarer

  • Du kan sgu ikke sammenligne Rancid med The All American Rejects for helvede. Efter at have læst din review, går jeg ud fra, at “Let The Dominoes Fall” er den første Rancid album du har lyttet til. Fordi prøv lige at høre “Dirty Little Secret” lige efter f.x. “East Bay Night”, eller enhver Green Day song, fordi de er i en helt andet genre :D

    Udover det, så er pladen faktisk en af de bedre punk plader i de sidste et par år. Mindst 5/6 hvis ikke mere. Thumbs down.

  • Hvor er det bare dumt at høre på det her. Kend dine fakta før du andmelder et album! Uden Rancid havde der ALDRIG været noget Green Day eller The All American Rejects. De satte standarderne for genren Pop-Punk. De andre lyder SOM Rancid, Rancid lyder ikke som dem.

  • Ah, Andreas, det er vist dig, der skal have styr på dine fakta. Green Day blev dannet i 1988 og udgav deres første plade samme år som Rancid blev dannet. Rancid udgav først deres debut to år senere. Der kan måske være tale om, at Operation Ivy, Tim Armstrongs og Matt Freemans tidligere band, inspirerede Green Day, men det synes jeg er lidt far-fetched. Det var jo mest et ska-inspireret hardcore-band, og der var ikke meget ska over Green Day. Hvis der var nogen, der satte standarderne for den ekstremt melodiske cali-punk, så var det da Bad Religion, der startede helt tilbage i start-80’erne og gjorde Black Flags og Minor Threats stil endnu mere poppet.

    Desuden skriver Zenia jo bare, at de har en lighed med Sublime, Green Day og All American Rejects, ikke at de har rippet fra dem. Hun bruger de bands som referencepunkter, så man ved ca. hvordan musikken lyder, hvis man ikke kender Rancid i forvejen.

Deltag i debat