PÃ¥ det nyudgivne album lader det til, at det primært er kvartettens eget hjemland (USA), der bliver udsat for politiske og etiske opsange, og staterne udgør det centrale omdrejningspunkt i mange af sangene. “New Orleans” omhandler f.eks. den katastrofe, selv samme by led under, da orkanen Katrina smed handskerne og viste tænder i 2005.

Det er imidlertid ikke blot de jordiske elementer, der fÃ¥r smæk for skillingen, som man hører i “Damnation” med udbrud som »the whole world’s gone to hel«; i “New Orleans” inddrages religion ligeledes, bl.a. med sætningen »I burned my Bible,« og pÃ¥ den mÃ¥de er det tunge emner, dette ærke-amerikanske band tager op og skyder løs pÃ¥.

På trods af de store emner, der uden tvivl har berørt og stadig berører mange mennesker, er der noget ukompliceret ved den lyd, Rancid skaber. Der er spark i lyden, og de fleste af numrene varer ikke mere end to og et halvt – hvilket efterlader et album, der på hektisk vis leder lytteren gennem intet mindre end 19 sange. Noget der ikke fremmer albummets kvalitet, men nærmere efterlader lytteren en anelse træt. Nogle af numrene bliver lidt tilovers, idet lyden på de respektable numre overordnet ikke afviger synderligt fra hinanden. Det havde måske fungeret til en klarere fordel, hvis de havde slået nogle af numrene sammen og på den måde godt nok skabt et længere numre, men også et nummer med flere krinkelkroge og mere dybde.

Selvom det er alvorlige emner, bandet bringer på bane, bærer albummet tydeligt præg af de fire fyres drengerøvsgener, der står i fuldt flor hele albummet igennem. Det er et stemningsmættet album, der på sin vis blander genrer som rock, punk, country og reggae, og som har en klar lighed med bands som Sublime, Green Day og The All American Rejects.

PÃ¥ samme mÃ¥de som f.eks. Sublime involverer politiske og generationsrelaterede spørgsmÃ¥l i sange som “April 29, 1992″ og “Jailhouse”, kridter Rancid banen op for politiske plyndringstogter, men netop fordi de gør det sÃ¥ direkte, falder det en smule til jorden. Der er ingen tvivl om, at Rancid kan finde pulsen til næsten hvilken som helst fest og opfordrer til gang i gaden, men den dagsorden, de forsøger at opstille med deres seneste album, forbliver pÃ¥ et »vi bli’r ved snakken«-plan. Det synes umiddelbart, som om de har til hensigt at ændre nogle ting i verden, hvilket jeg altid har respekt for, nÃ¥r ændringerne er til det bedre. I Rancids tilfælde respekterer jeg ogsÃ¥ deres ønske om at lave om pÃ¥ verden, men jeg føler det desværre ikke rigtigt ved gennemlytningen af Let the Dominoes Fall. Dermed ikke sagt, at andre ikke vil det, og jeg bliver nødt til at give bandet props for deres tempo og deres iver efter at komme andre mennesker ved via deres musik. Det faktum, at de skriver tekster, der viser politisk engagement, kan jeg kun bifalde, selvom jeg synes, deres lyd minder for meget om sÃ¥ mange andre amerikanske bands og dermed ikke fÃ¥r fastslÃ¥et deres navn som et, der ikke tilhører den grÃ¥ masse.