Plader

Rinôçérôse: Futurinô

Skrevet af Christian Birk

Selvom Futurinô er femte udspil fra den franske duo Rinôçérôse, anmeldes de for første gang i Danmark. Om det er på grund af manglende kvalitet eller et rent uheld, er ikke til at sige, men Danmarks første bekendtskab med duoen er en blandet fornøjelse.

Elektronisk musik er de senere år støt blevet mere og mere populært. Der var engang, hvor man var fra Viborg, hvis man hørte techno. I dag hører alle techno, også dem i Viborg. Det er ikke længere pinligt at høre techno, house, trance, og hvad det ellers hedder. Alle hører det, og det hænger selvfølgelig også sammen med, at kvaliteten er højnet. Da jeg var ung, var der kun én slags, og den blev spillet af Hampenberg til det månedlige halbal. Han er godt nok ikke blevet Vesterbro-materiale endnu, men det er altså ikke så langt fra. I hvert fald ikke så langt, som der har været. Franskmændene har længe sat standarden for elektronificeret musik. To af de første var Daft Punk og Cassius. For et par år siden kom Justice, og nu skal vi måske til at lære navnet Rinôçérôse, hvis vi vil have vores lokale dj til at opfylde et ønske.

Et sådant scenarie har ganske givet været genstand for våde drømme hos Jean-Philippe Freu og Patrice Carrié. De udgør tilsammen duoen Rinôçérôse og har udgjorde den siden 1997. Alligevel er det altså første gang, vi anmeldere får glæde af deres musik. Ifølge pressemeddelelsen er der masser af andre, der har forstået budskabet, og man får nærmest dårlig samvittighed, når så forskellige kunstnere som New Order, Iggy Pop, LCD Soundsystem og The Roots er erklærede fans. Om det er for at dække over et hemmeligt budskab skal være usagt, men i medfølgende pressemateriale bliver der gjort meget ud af at forsikre mig om, de har celebre venner. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal bruge det til. Det er dog kun indtil, jeg finder ud af, at gæsteartister er lige så stor en del af bandet, som Jean-Philippe og Patrice er.

Futurinô er der intet nyt under solen. Endnu en gang føler man sig som et musikalsk analfabet, når man finder ud af, at medlemmer fra bl.a. Deaf Stereo, The Go! Team og Infadels har bidraget kraftigt til tilblivelsen af det nyeste udspil. Allermest spektakulært er det dog, at selveste Mark Gardener fra shoegazer-gruppen Ride har takket ja til at bruge sin vokal på albummet. Det foregår således, at Freu og Carrié står for musikken, og så arbejder gæstesangerne med teksterne og med så kompetente sangere kan det næsten ikke gå galt.

Det starter da også rigtig godt på pladens første nummer “Panic Attack”. På fantastisk sommerhit-agtig manér ser planen ud til at holde i virkeligheden. Vores franske venners lækre og varme electro smyger sig let og elegant rundt om Luke Paterson fra Deaf Stereos flabede engelske vokal. Det dejligt medrivende omkvæd og den pulserende energi gør det til en umulighed at stå stille. En virkelig lækker intro. En intro, der for en stund fejer enhver skepsis bort. Den efterfølgende og utaknemmelige tjans tager Ninja fra The Go! Team sig af. Stadig iørefaldende, men ikke nær så legesygt og lystigt som de udspil, hun selv står bag. Kroppen bag hende bliver lidt for anstrengende i længden, men stadig nynnende til “Panic Attack” lader man tvivlen komme dem til gode.

En nynnen og et par håndklap holder dog ikke for evigt, og da Mark Gardener har forladt rampelyset, er tålmodigheden efterhånden brugt op. Akkompagneret af hårdkogt electrorock bidrager han ufrivilligt til, at man seriøst overvejer at sende eksemplaret tilbage til ens redaktør. “Where You from?” er klodset og gumpetungt. Det lyder simpelthen så useriøst, at man er overbevist om, at Mark Gardener har udført det efter 10 snaps til en julefrokost. Snøvlende slæber arrangementet sig af sted. Samtidig prøver Ride-forsangeren at holde trit. Lidt bedre går det for Bnann Watts fra Infadels. Desværre er benarbejdet fra Freu og Carrié ikke godt nok til, at Bnanns skabede attitude kan dække for de åbenlyse fejltrin, som formentlig er årsag til, at vi først nu stifter bekendtskab med Rinôçérôse.

Uanset, hvor mange højtprofilerede solister, man hiver med på pladen, kan det ikke dække for det åbenlyse problem. De to medlemmer har alt for travlt med at gå i andres fodspor, at de har glemt, hvilken sti de oprindeligt kom fra. De nævnte numre er faktisk de mindst ringe. Det er kun af høflighed, jeg vælger ikke at dissekere det idéforladte instrumentalnummer “Mind City”, de tydelige Justice-kopier “Touch Me” og “My Cadillac”. Af respekt for Ride, Mark Gardener og alle de smukke stunder, jeg har haft med det band, vælger jeg kun kort at betegne hans arbejde på slutnummeret som kvalmende og utroværdigt. Mange værre adjektiver kunne være brugt, men dem gemmer jeg til den næste plade.

Det er en skam for alle, at det skulle ende så galt, når det startede så fint. Synd for mig, at jeg satte næsen op efter en utopi. Synd for de to franskmænd, at de ikke formåede at overbevise om, at det var en fejl, de først nu er kommet til Danmark. Og synd for gæstesolisterne, at de skal have dette resultat stående på deres repertoire. For Jean-Philippe og Patrice kan man kun håbe, at ingen tager notits af min galde og mine sure opstød. Bedst tjent kan Mark Gardener være med, at hans tidligere fans holder sig fra Futurinô. En så dygtig og inspirerende musiker skal ikke have ødelagt sit omdømme på bekostning af en fransk flirt, der endte grueligt galt.

★½☆☆☆☆

Deltag i debat