Plader

Sinner/Sunrider: Stagger Stagger

Tomandsorkestret Sinner/Sunrider har puslet i hjemmestudiet. Resultatet er albummet Stagger Stagger – et bud på, hvordan country-inspireret folkrock i Danmark anno 2009 kan lyde.

Over hele verden fascineres musikere af Amerika og landets musikalske arv. Specielt country- og folkmusikken har fungeret som inspiration for talrige spillemænd, spredt over hele verden. Til tider kopieres musikken, stemningen og udtrykket skamløst, og vi efterlades med følelsesløse kopiprodukter, der trods gode intentioner virker sært malplacerede, hvorend de spiller. Andre gange bruges inspirationskilderne til netop inspiration, hvorefter de blandes med udøvernes egne idiosynkrasier. Sinner/Sunrider hører til sidste kategori og forsøger at give et personligt bud på, hvordan country-inspireret folk-rock i Danmark anno 2009 kan lyde.

To personer, Morten Hviid Melsen og Kasper Vang, optræder som bagmænd bag navnet Sinner/Sunrider. De skriver musikken, håndterer instrumenterne, indspiller deres egne sange og beskriver selv deres genre som americana-inspireret folkrock og alternativ country. Deres genrebeskrivelse er meget præcis. Inspirationskilderne er kunstnere som Bob Dylan, Bonnie “Prince” Billy samt den følsomme engelske trubadur Nick Drake, der døde i en ung alder. Da jeg hørte albummet, tænkte jeg også på kunstnere som 16 Horsepower og Grant Lee Buffalo. Gruppen lyder bestemt ikke som en blodfattig kopi af ovenstående, men på trods af engagement og stemningen er der kvalitetsmæssigt langt til forbillederne.

Hvis de syv sange på “Stagger Stagger” skulle samles under en fælles stemningsparaply ville jeg vælge melankoli. Jeg er ikke den eneste. Gruppen nævner selv, at de har et gennemgående melankolsk udtryk, og det er en sandhed uden omsvøb. Point tildeles for ærligheden, men desværre ikke for udførelsen. Den dæmpede sindsstemning og den introverte tilgang luller langsomt lytteren i søvn. Numrene er ofte for lange og ikke i stand til at holde lytteren fanget. Det opleves f.eks. på “In the Woods”, der føles enerverende og uden melodi. “Another Request Falls Out the Window” er distant, sløv og så langsom, at det kræver stærk viljestyrke at høre nummeret til ende. På “Slowly Up the Stairs” luller slide-guitaren lytteren til drømmeland, men et bevidstløst et af slagsen. Det gennemgående problem er, at der mangler skarpe melodier. Samtidig er vokalen ofte mudret, mørk og meget monoton, hvilket ikke gør lytteoplevelsen bedre. Om det skyldes produktionen eller en bevidst tilbagelænet vokalpræstation, er ikke til at sige. Resultatet er i hvert fald ikke nogen succes.

De positive aspekter findes på “Knock on Wood”, der med sine paralleller til Nick Drake fremstår skarp og præcis. “Where He Left His Heart” er et tiltrængt energipust og “Anna (from the Shores of Kaneel Bay)” opbygger en stemning og intensitet gradvist, hvilket flertallet af sangene på albummet aldrig formår. Der er lyspunkter, men desværre meget få. Ønsket om at fremstå det dybsindige og melankolske gør udtrykket for indadvendt til at engagere lytteren. Dette kombineret med savnet af klare melodier er pladens største problem.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat