Plader

Solanaceae: s.t.

Skrevet af Mads Pedersen

Of the Wand and the Moon-bagmand bevæger sig fra hovedprojektets dystre neofolk til en mildere, psykedelisk folk på debutalbum med nyt projekt.

Siden begyndelsen som guitarist i Saturnus har den danske neofolkmusiker Kim Larsen været vidt omkring: fra gotisk rock i The Loveless til industrial/martial-projektet Les Chasseurs De La Nuit. Konstanten har dog været neofolken i Of the Wand and the Moon, der essentielt er et soloprojekt med diverse gæster.

Larsen har aldrig været nogen egentlig fornyer, men han er en fremragende guitarist. Hans spillestil er yderst distinkt og personlig; man kan høre, det er ham, i hver eneste tone han spiller. Ligeledes er han en distinkt og personlig sangskriver, uanset hvilken genre han befinder sig i. Det gælder også for Solanaceae, der – præcis som hovedbandet – spiller neofolk og er et soloprojekt med gæster (fra Unto Ashes, Arrowwood, Solblot, Sonne Hagal og Novemthree). Alligevel adskiller det sig en del fra Of the Wand and the Moon.

Grunden til det er, at neofolkscenen meget groft og nuancefrit kan opdeles i to hovedstrømninger. De vil her blive skitseret lige så groft og nuancefrit, som opdelingen er. Mellemformerne er naturligvis normen.

Den ene, den klassiske neofolk, tager sin hovedinspiration fra det engelske projekt Death in June, der begyndte som en udløber af postpunk og industrial, inden de stod fadder til neofolken. Skønt guitaren er melodibærende, spilles der ikke fingerspil i denne hovedstrømning: Her spilles der kun akkorder, hvilket giver guitaren et rytmisk præg. Martialske trommer er en anden hovedingrediens, og det samme er (post)industrielle samples, der ligeledes ofte fungerer som et rytmisk element. Det giver strømningen et patetisk (i ordets oprindelige betydning), rituelt og krigerisk præg, der ikke er alles kop te (varianten heraf uden mellemformer kaldes ‘martial’). Of the Wand and the Moon hører til denne gruppe, selvom de er mere melodiske og mindre krigeriske end normen.

Den anden hovedstrømning trækker – ud over inspiration fra den klassiske neofolk – på inspiration fra den psykedeliske folkscene. Der er lighedspunkter med både ældre bands, som Fairport Convention, Pearls Before Swine og The Incredible String Band, og nyere udøvere, som Espers og In Gowan Ring. Det er i denne strømning, Solanaceaes debut placerer sig – andre neofolkgrupper i samme strømning er grupper som Backworld og Werkraum.

Guitarspillet er melodisk fingerspil (Larsens er fabelagtigt), og det akkompagneres af fløjter, violin, glockenspiel, syngeskåle, akkordeon og dulcimer fra de mange gæster. Gæsterne skjuler nu ikke – skønt de spiller fremtrædende roller – at resultatet er umiskendeligt Larsen’sk.

Flere af sangene på Solanaceae stammer da også tilbage fra 1997 – tiden i Saturnus – uden at man for alvor kan høre hvilke, dét er. Alligevel spores en udvikling. Orkestreringen bevæger sig uden om det generisk neofolkede og over mod en rigere, mere harmonisk og psykedelisk lyd. Teksterne går bort fra alterneringen mellem nordisk hedenskab og sortromantiske kærlighedserklæringer. I stedet kredser de om skovene som mystiske steder, steder, der både er farlige, uhyggelige, sært dragende og ærefrygtindgydende. Larsen hvisker mindre og synger mere og bedre; nogen stor sanger i ordets egentlige betydning bliver han nok aldrig, men han opnår en sårbarhed i vokalen, der ikke har været til stede i hans andre projekter. Desuden sørger Michael Lairds (Unto Ashes) højstemte sang sammen med Chelsea Robbs hypnotiserende stemme for afveksling på den vokale front.

Albummet holder et højt niveau over hele linjen. Der er ikke megen vildskab at finde, men det er smukt orkestreret, og sangene er velskrevne. Blandt højdepunkterne tælles “I Saw Them Through the Pines/They Only Walk on Moss” og “The Blood of My Lady”, der begge figurerer senere på pladen i andre versioner, den hymniske “The Midnight Garden”, samt “The Swallows Spirals Through Them” med en fornem violin af Anne Eltard. Nedture er der ikke mange af, om end de tre instrumentale sange gør en lidt rigelig dyd ud af den manglende vildskab.

Solanaceae er på alle måder et fornemt album, der trækker Larsens projekt i en ny retning uden at afskære sig fra kontinuiteten i hans projekt. Tillige har det langt bredere appel end hovedprojektet. Fra tid til anden kan man ønske sig lidt mere vildskab, lidt større lyst til at eksperimentere. Men albummet er så gennemført og af så høj kvalitet, at man mageligt ser gennem fingre med de, om man vil, manglende skønhedspletter.

★★★★½☆

Deltag i debat