Vi, der har været på Roskilde Festival – eller nærmest en hvilken som helst anden festival – kender typen. Enten tilhører han ens egen lejr, og ellers skal nabolejren nok have ham med i oppakningen. Du kan elske eller hade ham, men ligegyldig hvad, kan du ikke jage denne art force majeure væk. Oh ja, jeg taler selvfølgelig om ham, der altid slæber sin guitar med og med djævlens vold og magt konstant skal minde alle om, at han kan spille på den (!). Det kan være ret hyggeligt med en guitarnørd; specielt hvis han mestrer det medbragte instrument. Omvendt kan det også være så irriterende at lægge øre til, at man har lyst til at stoppe ham der op, hvor solen ikke skinner.
Griziotti aka The Lonely Rat kunne meget vel tilhøre denne type af festivalgænger, og på sin egen måde omfavner han både den hyggelige og irriterende del af spektret. Mere eller mindre alle sangene bærer præg af den hyggestemning, man får, når man sidder i rundkreds og lader sig underholde af ham, der faktisk godt kan både synge og spille guitar. Her taler jeg ikke om musik i særklasse eller af sprudlende kvalitet: Jeg taler om en mand med sin guitar, som skaber en behagelig stemning, men dette udgør samtidig også toner, der på et tidspunkt glider lidt ud i periferien og transformeres til baggrund frem for centrum. Det er dejligt at høre på, og det ville helt sikkert mangle, hvis det ikke var der, men yderligere sindsoprivende og ophidsende er det ikke.
Lige indtil guitarnørden ændrer form og bliver til en decideret guitartosse og begynder at synge lidt halvfalsk (for at sige det pænt) og råbe og skrige for at genvinde sin plads i det oplyste centrum. Det er også på nogenlunde samme tidspunkt, at man som tilhører begynder at overveje, hvem der egentlig har indbudt denne vrælende guitarvrider, og idéen om at lave hans guitar om til pindebrænde virker med tiden mere og mere appellerende. De fleste festivalgængere opper blot deres alkoholindtag og lærer at negligere guitargorillaen, men der vil nok sidde en mindre gruppe måbende tilskuere tilbage og undre sig over, hvor disse pubertetsagtige udbrud kommer fra.
Heldigvis er der mere og andet end dette på albummet, og overordnet er det en charmerende og harmonisk skive. Når Griziotti holder lyden lowkey, er det i virkeligheden meget hyggelig musik, som man stille og roligt kan sidde og rokke med til, men når singer/songwriterens punkrock-rødder træder i forgrunden, bliver det nærmest komisk – og i længden pinagtigt. Der er heldigvis ikke så mange af den slags udbrud at finde på dette album, men titelsangen “The Lonely Rat” udgør et af disse. Som lytter blev jeg umiddelbart overrasket og underholdt, men som sangen skred frem, blev jeg lettere irriteret, fordi Griziotti ikke besidder stemmen til at opretholde et nummer af denne kaliber. Det lyder, som om han forsøger at fastholde sin punkstil, men for mig at se skal han hellere imødegå og omfavne den akustiske stil, han ellers lægger for dagen på sit første soloalbum, for det fungerer egentlig helt fint.
