Interview

The Mars Volta – mellem drømme og følelsesmæssige tab

En solrig dag på Roskilde mødte Kim Elgaard Andersen Omar Rodriguez-Lopez fra The Mars Volta til en inspirerende samtale, der næsten gik tabt på grund af tekniske problemer.

Da jeg forlod mine venner til Faith No More-koncerten sent fredag eftermiddag for at gå om i mediebyen, var det med en vis spænding. Jeg skulle nemlig interviewe guitarist Omar Rodriguez-Lopez fra The Mars Volta. Et af dette tiårs mest spændende navne, der allerede med deres første fuldlængde-album, Deloused in the Comatorium, markerede sig med en tæt på unik stil i en blanding af psykedelia, prog, emo, fusionsjazz og latinamerikanske toner. Siden det udkom i 2003, har The Mars Volta udgivet fire album mere, hvilket er imponerende, kompleksiteten på dem taget i betragtning. Senest udkom Octahedron, som er deres mest afdæmpede indtil videre.

Mars Volta1Oprindeligt skulle interviewet have foregået backstage ved Arena, men blev flyttet til Universals telt i mediebyen. Så der stod jeg utålmodig sammen med de sædvanlige hangarounds, der fyldte sig med gratis øl og slik. Da den var lidt over mødetidspunktet, ringede min kontakt og fortalte, at interviewet var blevet flyttet tilbage til Arena backstage, så jeg skar tænder og zigzaggede hurtigt gennem menneskemængden. Da jeg ankom, var Omar i gang med at spise, og jeg blev bænket i solen med en flaske vand. Imens gik en af mine gamle helte, Phil Anselmo fra Pantera, rundt og surmulede, inden han skulle på med Down.

Efter Omar havde fået både anden og tredje omgang mad, kom han endelig over og satte sig og virkede lidt distræt. Men det var kun, indtil jeg stillede det første spørgsmål – så begyndte hans tunge at formulere store ord i glidende, springende sætninger. Det var som at opleve The Mars Voltas musik oversat til en tale. Et kvarter senere gik jeg opløftet derfra, solen skinnede, og jeg havde lige haft en fantastisk samtale med en af musikverdenens mest spændende mennesker. Rutinemæssigt tændte jeg for min diktafon for lige at sikre mig, at lyden var kommet i kassen. Straks efter gled jeg fra en grøn, solskinsrig bakketop til en kold og fugtig grøft. Hele interviewet var totalspoleret af nogle høje, elektroniske forstyrrelser, der lavede så meget støj på interviewet, at det var umuligt at høre, hvad der foregik.

Efter Shugo Tokumaru-koncerten forsøgte jeg at rekonstruere interviewet ud fra hukommelsen, og da Nick Cave spillede “The Weeping Song”, havde jeg virkelig lyst til at tude. Alle de smukke ord stjålet af en grim elektronisk brummen. Det var Phil Anselmo. Jeg var overbevist. Han så så pissesur ud. Han havde sikkert taget en eller anden ondsindet himstregims med på scenen for at ødelægge mit interview. Fuck! Akkurat som optagelserne til The Bedlam in Goliath, der var plaget af oversvømmelser og en forbandelse via et Ouija-bræt, forsanger Cedric Bixler-Zavala havde købt, blev mine optagelser helt og aldeles ødelagt. Måske var det slet ikke meningen, at ordene skulle fanges. Det flygtige, magiske moment, hvori store øjeblikke opstår, overskrider menneskets behov for at registrere og fastholde hver eneste lille detalje. Måske spinder min fantasi bare fuldstændig ud af kontrol, og jeg må acceptere nederlaget. Det har jeg dog ikke helt gjort. Følgende er et forsøg på at genskabe samtalen:

Mars Volta2Coveret til Franches the Mute mimer nogle af den belgiske surrealist Magrittes malerier, der var en bearbejdning af hans mors druknedød, og teksterne har også en surrealistisk karakter, hvorfor jeg spurgte, om surrealismen har fungeret som inspiration til deres musik. Omar svarede, at det havde den bestemt, da den latinamerikanske kultur, han kommer fra, er tæt knyttet til drømme og de mørke sider af livet. Mange mennesker holder deres drømme for sig selv og taler ikke om dem, og han mener, at det er en undertrykkelse. Selv bruger han drømmene kreativt. Derfor er The Mars Voltas musik også en fejring af livet og alle dets følelser.

Omar fortæller, da jeg spørger til, hvor hans meget produktive, kreative energi kommer fra, at han slet ikke kan lade være. Det er det, han gør. Han sammenligner det med at skrive dagbog. Han nedskriver alle sine tanker i løbet af dagen – fra han står op, børster tænder og går ned og køber ind; alt – og det bliver kanaliseret ind i musikken. En musik som Omar skriver helt alene, hvorefter han giver den til Cedric, så han kan skrive tekster til. Et forhold som han sammenligner med et ægteskab.

Det nye album, Octahedron, er som sagt The Mars Voltas mest afdæmpede til dato, og han forklarer det med, at det var sådan et album, han følte for at lave. Det sidste album, Bedlam in Goliath, beskriver han som deres mest aggressive, som ild, mens det nye album er en udforskning af åbne rum og havets rolige virkning. Han sammenligner det med årstiderne, efter vinter kommer der forår, og på den måde skifter humør og stemninger, hvilket kommer til udtryk på hvert enkelt album. Det nye album handler meget om forsvinden og tab. Den by, hvor Omar kommer fra, ligger tæt på den mexicanske grænse, og når de som unge skulle i byen, tog de tit til en by på den anden side af den mexicanske grænse. Men da han var barn, var der en stor sag med bortførelser i området, og en masse unge kvinder forsvandt, hvorfor de altid passede ekstra godt på deres veninder, når de var i byen. Som Omar forklarer, så er det nemmere at håndtere, når et menneske dør, end når et menneske forsvinder, fordi det giver ro, at man kan naglfæstne deres forsvinden og tro på, at de bliver reinkarneret, kommer i Nirvana eller himlen alt efter tro, men når et menneske forsvinder, så er det langt hårdere, så længe man ikke ved, hvad der er sket. Det giver en uro. Men det er ikke kun menneskers forsvinden, albummet handler om, men også følelsers. Som eksempel nævner han en familiefar til to, der har elsket sin kone i 30 år, men pludselig en dag er følelserne væk. Albummet er en afsøgning af den slags følelsesmæssige tab og hvad, de gør ved os.

Nå ja, lidt fik jeg da ud af den magiske, flygtige samtale.

Deltag i debat