Koncerter

The Pains of Being Pure at Heart, 02.08.09, Lille Vega, København

Skrevet af Christian Birk

Vega bød søndag aften på et gensyn med überhypede The Pains of Being Pure at Heart. Giraffen gik på scenen kl. 22:25. En halv time senere var koncerten slut. Kan man godt tillade sig at forlange 140 kr. for det? Njaahh…

Fotos: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk

Koncerten for de unge og smukke. Det må være min overskrift efter en meget varm aften på Vega. I medierne hører man oftere og oftere historier og undersøgelser om, at danskerne er ved at nærme sig amerikanerne. I fedtprocenter altså. Hvis man skal tage klientellet denne aften som pålydende, må disse udsagn hurtigst muligt trækkes tilbage.

Alle var smukke i aften. Publikum var smukke. De to opvarmningsbands, Champagne Riot og Northern Portrait, var yndige, selvom de begge var tynget lidt for meget af deres inspirationskilder, hhv. svenske Radio Dept. og britiske The Smiths. Men allerflottest og allermest imødeset denne aften på stenbroen var dog værterne The Pains of Being Pure at Heart. De er 80 procent gode melodier, 20 procent distortion og 1000 procent good looks.

De ved det formentlig godt selv. De har det som blommen i et æg. De har den rigtige tøjstil. Denne aften var man kun rigtig smart, hvis man lignede en, der netop var kommet fra biblioteket med en stor stak tegneserier under armen. De kommer fra den rigtige del af New York. Det er næsten overflødigt at nævne, at The Pains of Being Pure at Heart er fra Brooklyn. Men allervigtigst, så har de altså et gudsbenådet talent for at skrue gode melodier sammen. De formår som ingen andre at blande det støjede med det twee’ede, uden at det hverken bliver for beskidt eller renskuret.

Selvom det kun var en lille måned siden deres optræden på Roskilde Festival, var fremmødet rigtig fint. Mange smukke og velklædte mennesker havde droppet engangsgrillerne og tilvalgt giraffen fra The Big Apple. Publikum kunne ret beset godt have nået en kold øl mere i sommervarmen, for det varede 10 minutters tid, før amerikanerne og lydmanden var rigtig klar. “The Tenure Itch” og “This Love Is Fucking Right” døde hen i en lidt for mudret lyd. Det var svært at skelne instrumenterne fra hinanden, og forsanger Kip Berman fremkom ikke varm og intens, som vi kender ham.

Heldigvis fik man hurtigt rettet op på småfejlene, og 25 minutter efter stod man faktisk tilbage med en rigtig god følelse. For koncerten varede faktisk ikke mere end en halv time. Men hvad kan man så nå på det? En hel masse faktisk. Vi nåede at høre alle hittene, og dem er faktisk ret mange af, vi nåede at høre noget nyt, vi fik lidt munter dialog fra bandet, og så nåede vi minsandten også et ekstranummer. Det skyldes ganske enkelt, at The Pains of Being Pure at Heart er mestre i at levere hurtige og effektive støjpopperler. Da jeg havde talt sammen efter de første 20 minutter, havde bandet allerede nået otte sange.

Kritikere ville måske sige, at man ikke kan lave et helstøbt musiknummer på under tre minutter, men spørg bare Phil Spector. Han opfandt “Wall of Sound”. Vi fik noget derhenad søndag aften. Hit på hit på hit. Dem med flere lag, og så dem der bare skal derudad. Det svarer vel lidt til at høre Ramones og The Jesus and Mary Chain jamme lidt på en søndag. The Pains of Being Pure at Heart gjorde og gør det virkelig godt. Der bliver stjålet med arme og ben, men hvis man kan se igennem fingre med det, og det kan man oftest, ja, så får man sig en oplevelse.

De 25 minutter, som jeg fremhævede ovenfor, var altså værd at betale for. Den amerikanske kvintet kom ifølge dem selv direkte fra en svensk skov med en masse teenagere. Det må have været en god oplevelse, for humøret var i hvert fald. Det samme var spilleglæden. Den smukke gruppe imponerede med stramt sammenspil, dejligt støjende mellemstykker og gode melodier. Præcis som vi kender dem på plade. Ligesom på plade er der mange højdepunkter at vælge imellem. Denne aften udmærkede numre som “Young Adult Friction”, “A Teenager in Love” og “Everything with You” sig. De var alle skarpt skåret og tilpas møre.

Når først det spiller til en koncert med The Pains of Being Pure at Heart, ja, så spiller det virkelig. Man kan dog have den indvending, at det lyder lidt for meget som på plade. Det er sandelig også rigtigt, og det er egentlig også min hovedtese. Det er næsten for godt til at være sandt. De spiller godt, og de har referencerne i orden. Til tider kunne man bare godt eftersøge lidt personlighed. Ikke charme, men personlighed. Charmen var der i overmål. Specielt fik de publikum med sig, da de fortalte om deres kærlighed til rød-hvide kunstnere som Gangway, Mew og Oh No Ono. Vi danskere kan altid godt lide at blive nusset lidt bag ørerne. Det var amerikanerne gode til.

Alligevel manglede jeg altså lidt personlighed. Et slag i ansigtet. Noget at tage med hjem. For meget af det kan man altså høre på hjemmestereoen. De velklædte amerikanere fik sluttet stærkt af med “Gentle Sons”. En hyldest til My Bloody Valentine, som har været med til at forme dem. Det, vi manglede søndag aften, var ikke, hvem der havde været med til at forme dem. Vi manglede at finde ud af, hvem de er. Måske skulle de have brugt lidt mere end en halv time på Enghavevej. Men vi nåede alligevel at få det meste af det, vi kom efter. The Pains of Being Pure at Heart nåede at spille det hele. Det var næsten bare for godt og smukt til at være sandt.

★★★★☆☆

2 kommentarer

  • Nu ved jeg jo ikke præcis, hvad Christians tanke har været med det, men jeg synes, det er en meget god formidling af stemningen, og en analogi over bandets manglende personlighed. At musikken kun er overflade og derfor mangler substans.

Deltag i debat