Plader

The Scaramanga Six: Songs of Prey

Skrevet af Christian Birk

Halvdelen af The Scaramanga Six bærer efternavnet Morricone. På sin egen facon holder det dramatiske efternavn, dets klang og associationer stik på briternes sjette album. Navnet Morricone er hér lig med hård rock og overnaturlig tro på egne evner.

Med langt de fleste plader, vi anmeldere modtager, følger også en pressemeddelelse. Disse henvendelser har – i sin natur – til formål at lære os lidt om den kunstner, vi skal lytte til. Udsendt af interesserne bag har de naturligvis en dagsorden. I modsætning til mange andre steder er dagsordenen ikke skjult, og der bliver ikke sparet på superlativerne. Det er absolut givet. Det skal bagmændene ikke høre noget for. Disse beskrivelser er et led i spillet mellem pladeselskab og anmelder. Derfor skal de heller ikke tages alt for alvorligt, om end de selvfølgelig skal behandles med respekt. Men man må aldrig lade sig forføre af de veltalende mennesker bag. Hvis man gjorde det, ville man for det første ikke kunne tages seriøst, for det andet ville man blive ufattelig forvirret. Både som læser og anmelder.

»Årets album«, »Århundredets sommerhit«, »Vor tids mest inspirerende sangskriver«, »Guitarvirtuos fra himlen«. Sådanne og lignende aliasser følger nemlig med langt de fleste udgivelser. Det er kutyme og egentlig meget morsomt. Det ville være svært at anmelde en plade uden disse ord i ryggen. De er med til at gejle én op. De er af samme middel som de ytringer, der bliver råbt til publikum inden en sværvægts-boksekamp. De får én på tæerne og sørger for, at adrenalinet pumper. Ifølge pressemeddelelsen til Song of Prey er det nærliggende at sammenligne med værker af så forskellige kunstnere som Tom Jones, Frank Zappa og Scott Walker. Ydermere er det »særdeles veludført på alle mulige måder«.

Store ord fra Naz Promotions, som står briterne i ryggen. For din, bandet og Naz Promotions skyld vil jeg forsøge at tage disse ord til mig. Hvis det virkelig er sådan, de opfatter pladen, må jeg hellere – for deres skyld – undersøge det. Hvis resultatet virkelig er så godt, er jeg – også for min egen skyld – nødt til at opleve dette værk. Samtidig må jeg bestandigt have Jones, Zappa og Walker in mente. Når man nævner den slags koryfæer, har man altså noget af en opgave forude. NAZ gør det altså heller ikke let for The Scaramanga Six. Kongen af seksuelt inficeret pop, kejseren af regnbuefarvet syrerock og paven af mahognifarvet kammerpop ser med fra sidelinjen, og de er ikke bange for at vifte med flaget ved offside.

Med svulstige, storladne guitarer, tunge trommer og englekor i forgrunden og baggrunden lyder det således fra forsanger Steven Morricone: »I’ve got holes in my emotion / and they’re leading me astray / can’t control the basic functions / I’m a man and there’s nothing I can say … I will cry / I will cry / I’ve got tears tearing up my armour.« Meget kan man sige, men stiløvelsen holder. Navnet Morricone lever op til sit ry. Følelserne er ude på tøjet, og efter de potensdrevne guitarer at dømme er klæderne af læder. Tom Jones har ikke levet forgæves. Selvom det langtfra er nærværende, er det nok til at sætte en polterabend i gang. På pladens fem første numre lyder det stort set ens. “Hole in My Emotion” er guitaronanerende, “Self Destruct” er selvudslettende på den allermest pompøse måde, og de tre øvrige er nærmere beslægtet finske H:I:M: end Mothers of Invention.

Man er næsten nødt til at dømme på teksterne, for rent musikalsk har man hørt det hundrede gange før. Attituden kender vi fra Volbeat, stemmen fra musicals og riffene kunne høres i Vega for et par uger siden, da de aldrende og lædervest-bærende briter fra Status Quo kiggede forbi. Der er, som du nok kan fornemme, lang vej til vores tre mentorer. Vildskaben hos Zappa er erstattet af forudsigelige P4-strukturer. Bedst kendetegnet ved det klodsede energibundt “Back To School”. Sensualiteten hos Tom Jones er gemt væk til fordel for kvalmedryppende ballader, der oftere frastøder end tiltrækker. Fornemt illustreret på den teatralske og ualmindeligt selvhøjtidelige “Pink and Blue”, hvis eneste force er, at det er det sidste nummer.

Scott Walker er mesteren inden for barok pop. Igennem mere end 40 år har den amerikanske singer/songwriter fortryllet ensomme sjæle. Indhyllet i melankoli og med uovertruffen elegance kunne han synge bukserne af enhver. Nu har The Scaramanga Six efter sigende skabt noget, som kan sidestilles med Walkers imponerende og dragende karriere. Song of Prey forsøger på “Another Coward” som lovet at videreføre Scott Walkers udtryk. Han var kendt og anerkendt for sine lyriske tekster. Hans digter-agtige præcision. Den måde, hvorpå han overgav sig til fordel for den altomsluttende lyd og stemning. Til sammenligning synger The Scaramanga Six-forsangeren følgende: »It’s easy just to shrug it off / to find yourself a new beginning / but I do it the hard way / some people they just run away / but I would never do that baby, I would always stay.«

Når man rent offentligt ytrer sig sådan, må man aldrig nævne Scott Walker i samme sætning som én selv. Det er en stor forbrydelse. Den berømte dråbe, der får bægeret til at flyde over. De uinspirerende melodier, Steven Morricones jammerligt selvbevidste vokalarbejde og de uhyrligt kalkulerede strygere var altså kun begyndelsen. Jeg troede og håbede virkelig, at jeg kunne finde bare et eller andet, som kunne glæde mig. Efter at have læst tekstmaterialet viste det sig at være en umulig opgave. Den eneste formildende omstændighed, jeg kan komme i tanke om, er, at det ikke er bandet selv, der har skrevet pressemeddelelsen. Men så igen. Hvis man kan få sig selv til at synge den slags tåbeligheder som skrevet ovenfor, kan man også bilde sig selv ind, at man tilhører samme liga som Tom Jones, Frank Zappa og Scott Walker.

½☆☆☆☆☆

Deltag i debat