Plader

Anti-Pop Consortium: Fluorescent Black

Skrevet af Christian Klauber

De store forventninger til Anti-Pop Consortiums forsøg på at levere endnu et hiphopmesterværk indfries lige ved og næsten. Næsten.

På indersiden af Tragic Epilogue-digipacken står der: »We are post-modern vampire killers, driving analogue stakes through binary hearts. We are three-dimensional. We live, love, cry, bleed and feel. We do not fear the future. Our aim is to influence to [the] governing body of collective thought. As sound bodies we proclaim “disturb the equilibrium”. Our past is your future. We will crush you.«

Da jeg lyttede til Tragic Epilogue første gang, blev jeg bogstavelig talt sprængt væk. Det var hiphop, som jeg aldrig havde hørt det før. Eksplosivt, mørkt, tungt og elektronisk – gåsehudsfremkaldende i al sin intensitet, samtidig med at der var plads til masser af hiphoppens vigtige elementer: Gode beats og imponerende sprogligt overskud. Som Anti-Pop Consortium – med kirurgisk præcision – forudsiger på indersiden, forstyrrede de min ligevægt. De var forud for deres tid og viste os (hiphop-)fremtiden. Men endnu har de ikke haft held til at knuse mig.

Det forsøger de så nu med Fluorescent Black, og da jeg hørte dén plade første gang, var det faktisk lige før, de havde held med sidste del af deres spådom. De første 30 sekunder af “Lay Me Down”, inden et fremragende, tungt beat tager over, består nemlig af øresønderrivende støj, skabt via elektroniske lyde, aggressiv adfærd ved trommesættet og endnu mere aggressivt guitar- og basspil. I de sekunder, hvor mit øre mødte de indledende output fra Fluorescent Black, tænkte jeg: »Wow. Det her bliver vildt.«

Vildskaben tog dog lidt af, samtidig med at støjen døde ud, og beatet kom på. Og det viste sig at være symptomatisk for hele pladen. Det hele vendte – efter den støjende indledning – tilbage til en lidt mere traditionel Anti-Pop Consortium-lyd, der dog stadig betyder eksplosiv-kreativ hiphop, der er svær at finde mage til. Anti-Pop Consortiums electrorap holder således stadig et ekstremt højt niveau, og det er bestemt lige foruroligende og fascinerende som dengang i år 2000, f.eks. på det fremragende “Volcano”, hvor et tungt grundbeat ledsages af opklippede beats, boblende synthlyde og distinkt rap.

Generelt er den elektroniske lyd kommet endnu mere i fokus end på de tidligere plader, og mange af numrene er ledsaget af underliggende, flakkende synthlyde, håndklap, abrupte, skæve beats og elektroniske impulser af enhver slags. Det giver en futuristisk lyd, jeg virkelig godt kan lide, og det passer fint med Anti-Pop Consortiums fokus på fremtiden, forsøget på hele tiden at udvikle deres lyd og ideer og derigennem udfordre den kollektive (samfundets) tankegang.

Undervejs på albummet understreges den frygtløse tilgang til fremtiden, der blev beskrevet på indersiden af Tragic Epilogue-digipacken, ja, man fornemmer faktisk en decideret fascination af science fiction, fremtiden og det ydre rum i sig selv, f.eks. på nummeret “Timpano”, det pumpede og intense “Capricorn One” (en film fra 1978, der handler om, hvordan verden skal snydes til at tro, at en forfejlet NASA-mission har fundet sted) og ikke mindst det tilbagelænede “The Solution”, der indledes af en robotstemme, der lover: »We will help you. Your robots and computers are your friends«. Så på den måde holder flere af numrenes temaer og det futuristiske lydbillede hinanden fint i hånden.

Skifter man fokus til beatleverancen, er der ikke en finger at sætte på Fluorescent Black, men jeg må indrømme, at det dominerende fokus på den elektroniske lyd i længden bliver en anelse påtaget og anmassende, og det resulterer momentvis i en følelse af, at numrene SKAL være anderledes og udfordrende. Hele tiden. Er den tilgang rigtigt opfattet, er mit postulat, at det desværre også medfører numre som “Born Electric” – med indledende klaver og soulvokal, der bestemt ikke er min kop te – og et ensformigt nummer som “Dragunov”.

Lige netop ønsket om at skabe, hvad der virker som wow-effekt, hver gang et nyt nummer begynder, er også et kritikpunkt ved Fluorescent Black. Indimellem har jeg tænkt: »Det her er fantastisk og virkelig unikt,« men momentvis efterlades jeg også med en følelse af, at det hele bliver for anstrengt genrebrydende og mesterværk-søgende, og det skader helheden. Dominansen af electronica og synth gør, at jeg kommer til at savne den lyrik, Anti-Pop Consortium leverede så fremragende på især Tragic Epilogue, selvom et nummer som “Apparently” minder mig om fortidens bedrifter. Ikke at der ikke bliver rappet, men der er bare fyldt så meget andet i lydbilledet – og i et ekstremt højt tempo – at det lyriske udtryk og flow bliver presset ud i hjørnet. Måske er det, jeg savner, i virkeligheden noget ro og tid til at opsamle og opsuge indtrykkene.

Det er værd at pointere, at ovenstående anke i høj grad udsiges i Djævlens advokats klæder, for der er ingen tvivl om, at Anti-Pop Consortiums ideer stadig er eksperimenterende og innovative: Både beats og lydbillede er fyldt med ekstravagant kvalitet og tager momentvis pusten fra en, ligesom omskifteligheden og de konstante forandringer i, hvordan lydbilledet konstrueres af et hav af forskellige byggeblokke, gør Fluorescent Black til en kontinuerligt udfordrende lytteoplevelse.

Det sætter mig i et dilemma, for trods den klare afstand – hvad angår kreativitet og risikovillighed – til deres samtidige hiphopkolleger, er det trods alt, som om Fluorescent Black ikke er mind-blowing på helt samme måde som Tragic Epilogue og Arrythmia. Måske er det, fordi vi nået dertil, hvor den postmoderne, opklippede lyd ikke længere har samme attraktion og nyhedsværdi, som den havde i begyndelsen af årtusindet, da Anti-Pop Consortiums to ovennævnte plader udkom. Var Anti-Pop Consortium med disse to milepæle forud for deres tid og indbød os dødelige til deres tidsregning, når de selv var rykket endnu længere frem, er det nu, som om tiden og samfundsudviklingen har medført, at vi er kommet op på siden af dem og er på bølgelængde. Anti-Pop Consortium leverer stadig unikke øjeblikke og en opslugende futuristisk lyd, men især i kraft af den lidt skuffende lyriske dimension, må jeg erkende, at Fluorescent Black ikke helt efterlader samme skelsættende indtryk, som det måske havde gjort, havde tiden været en anden.

★★★★½☆

Deltag i debat