Plader

Arctic Monkeys: Humbug

Arctic Monkeys fortsætter deres udvikling på deres tredje plade, Humbug. Det er desværre en udvikling til det værre, der udstiller gruppens svagheder i stedet for at udnytte deres store talenter.

Der er meget at beundre Arctic Monkeys for: De har været udsat for en af de senere års mest voldsomme ture gennem hype-maskinen, der startede det sekund “I Bet You Look Good on the Dancefloor” blev sluppet løs på Myspace, de har formået i både første og anden omgang at leve op til presset med lige præcis de udgivelser, som både kritikerne og masserne krævede af dem, og frem for alt har de indtil nu konstant udvist en legesyge og en lyst til at udfordre såvel sig selv som deres publikum, der gør, at hver ny plade (og der kommer cirka en om året) ventes med stor spænding.

Forsanger og tekstforfatter Alex Turner er i besiddelse af sin generations måske skarpeste og mest intelligent sammenskruede sangskriverpen, og når han rammer plet, gør han det med en præcision og et klarsyn, så hjerterne banker hurtigere hos en hel generation af NME-læsere. Indtil videre har det både hos Arctic Monkeys og Turners sideprojekt The Last Shadow Puppets været ret småt med disse pletskud, og overordnet set er der en del minuspoler, der stikker frem, når først beundringen for Arctic Monkeys er taget af.

For der er også meget at begræde ved bandet: Arctic Monkeys’ talenter som band og Alex Turners ovenfor beskrevne evner som sangskriver har resulteret i et tårnhøjt topniveau, men det er alt for sjældent, at det bliver nået på gruppens album. For hver gang vi får en genialt fortalt og sensitivt formidlet historie fra den unge sangskrivers turbulente liv, får vi fem-seks mere eller mindre ensformige rundgange, der ikke nødvendigvis er dårlige, men som heller ikke er specielt gode, og som slet ikke er tilfredsstillende, når man ved, hvad ophavsmændene er i stand til.

Med et samlet overblik over gruppens nu tre plader springer disse sange særligt i øjnene som en slags skabelon-Arctic Monkeys-sange. De bærer de fleste af gruppens kendetegn som de pågående guitarer, Turners ærkebritiske accent og et fokus på tekst og omkvæd, men de er også lettere bovlamme stiløvelser, hvor de ellers ofte så fremragende tekster er afløst af repetitive trivialiteter, der ikke handler om noget særligt. Sange som disse er der blevet markant flere af for hver ny Arctic Monkeys-plade. På den glimrende debut, Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not, var der næsten ingen, på den udmærkede opfølger var der en god håndfuld og her på gruppens tredje plade, Humbug, er de langt i overtal.

Det kan have meget at gøre med, at gruppen har indforskrevet Josh Homme som medproducer. Han har som ventet tilført rytmesektionen en del mere looseness, og sangene og deres strukturer er blevet mere kværnende og udflydende, uden Arctic Monkeys på nogen måde er konverteret til stonerrock. Men hele denne tilgang til eget materiale er et stort problem for sangene på Humbug. For Arctic Monkeys er ikke et riff-band, et stonerblues-band, et instrument-band eller et band, der på nogen måde bør begive sig særlig langt ud i musikalske ekskursioner, der vægter guitaren og fokusset på lyden af bund – som er det formål trommer og bas tjener på Humbug – højere end den enkelte sang og dens tekst.

Det kan lyde, som om jeg her vil forsøge at indskrænke bandet til en simpel popmelodi-gruppe, men det er ikke, fordi de ikke må eksperimentere med deres udtryksform. Det er bare tydeligt, at deres styrker ikke ligger i de instrument- og groovebaserede sange – hverken i langsom form som på Humbug eller i lynhurtig form som på forgængeren Favourite Worst Nightmare – men i de sange, hvor teksterne og omkvædene får fokus.

Alex Turners helt unikke evner som sangskriver kommer smukt til udtryk, når han og bandet forsøger sig udi elegiske og let melankolske sange om kærlighedsforhold eller ungdommelig fremmedgørelse. I den henseende når ingen andre af nutidens unge sangskrivere sange som “A Certain Romance”, “505” eller “The Meeting Place” fra de seneste tre Turner-plader til sokkeholderne. I denne afdeling har Humbug en eneste strålende stjernestund i form af “Cornerstone”, der hører til blandt de allerbedste Alex Turner-sange hidtil. Få kan som han skrive en tekst om at se den pige, man lige har slået op med, i alle andre pigers ansigter, og endnu færre kan forløse teksten så optimalt. En sang som “Cornerstone” er enormt meget mere givende end at høre den unge mand snerre »cryyying lightning« på Humbugs Josh Homme-inficerede førstesingle af samme navn.

Kun på den fine strygerindsmurte “Secret Door”, der genoptager Scott Walker-inspirationen fra The Last Shadow Puppets-pladen, lykkes Arctic Monkeys for alvor i denne ombæring. Resten af sangene er ikke decideret dårlige, men de er uinteressante og udnytter langtfra bandets potentiale, og som lytter ærgres man over at blive trakteret med god musik, når det nu så åbenlyst kunne have været fremragende musik, hvis bare bandet og i særdeleshed Alex Turner udnyttede deres forcer.

Arctic Monkeys skal have al mulig respekt for at forsøge noget nyt på et så afgørende stadie i deres karriere, men det ville være langt bedre, hvis de skruede lidt ned for udgivelsesfrekvensen og til deres næste plade samlede flere af de blændende sange, der stadig popper op i myldret på hvert eneste af deres udspil.

★★★☆☆☆

1 kommentar

  • Fin anmeldelse med nogen svipsere. ‘Cornerstone’ er åbenbart en af de bedste sange, Turner har skrevet, men Arctic Monkeys lykkes kun på ‘Secret Door’ i denne ombæring??

    Jeg synes personligt, det er det bedste album, AM har udgivet. Og at sige, at de ikke er et riff-band er at ramme en smule ved siden af. Hverken på de foregående albums eller dette, profilerer de sig som et sådant. Vel er der riff på alle tre plader, men det er ikke det, der holder dem oppe. Det er sangskrivningen, og her lykkes de til fulde. Det første album var godt, men retrospektivt må jeg indrømme, at jeg meget bedre kan lide deres to efterfølgende albums. Lyden er blevet hårdere, og i det hele taget kræver de mere af lytteren nu. Og det kan jeg lide.

Deltag i debat