Plader

Brendan Benson: My Old, Familiar Friend

Skrevet af Esben Rasmussen

Brendan Benson kan spille guitar. Han har mange venner, der også kan spille rock-instrumenter. Det viser han på hans fjerde soloplade My Old, Familiar Friend. Og det er så også sådan cirka det, manden formår at bevise på pladens 11 numre.

På mange måder er Bensons æstetiske udgangspunkt, rent musikalsk, et ganske velkendt paradoks. Blandingen af det arkaiske og det tidssvarende er én af de kvaliteter, der sikrer udødelige troubadourer som Dylan, Springsteen og Van Zandt en fortsat relevant plads i musikkenderes hjerter. Symbiosen mellem det tidløse og diagnosticeringen af en tid er åbenlys i mange af de nævnte kunstneres bedste materiale, og på mange måder er det det samme ærinde, Bensons sangskrivning løber.

Problemet er blot, at hvor Dylan og lignende koryfæer personificerer de bedste aspekter af de nævnte adjektiver, så er Bensons materiale et udtryk for de absolut værste sider af ordene. I stedet for at lyde udødelig og samfundskritisk lyder My Old, Familiar Friend som en udvandet udgave af den klassiske amerikanske sangskrivning tilsat moderne produktionsmuligheder, der på ingen måder forbedrer sangene eller redder materialet fra at lyde grundlæggende ligegyldigt; for ligegyldigheden er Bensons fjende nummer ét.

Men desværre ikke en fjende, han ser ud til at erkende, for fra albummet starter med den sukkersøde powerpop-ballade “A Whole Lot Better”, til det slutter med det selviscenesatte og mislykkede katarsis “Borrow”, har Benson ikke udrettet andet end at vise sine og vennernes rent musikalske craftsmanship. Viddet og biddet er fuldstændigt fraværende, og teksterne grænser som oftest til det deciderede pinlige.

For at starte fra en ende af i kakofonien af selvsmagende selvudlevering, lyder teksten i sang nummer to “Eyes on the Horizon”, der ellers har en af de bedste melodilinjer på pladen, således: »Eyes on the horizon/ the sky is so blinding/ and it’s not so surprising/ that it’s nowhere / and you’re so happy to be there.« En dansk pendant til det lyriske vid, der her præsenteres, må være »roser er røde”¦,« bare med mindre indhold. Sangene er fuldstændig blottet for patos (hvad man ellers måtte formode, 11 kærlighedssange burde have rigeligt af?) og endog også mening.

Og Benson fortsætter med de pre-pubertære forsøg udi lyrikken: »I fell in love/ and out of love/ and back in love with you / all in the same day« – for nu bare at nævne en enkelt. Denne linje er et fremragende eksempel på den selviscenesatte førstepersons-fortælling, Benson konsekvent holder sig til. Det er altså svært at tage en hjerteknust millionær seriøst, når han på et helt album ikke bevæger sig ud over den infantile følelsesdramatik, og det værste ved de konstante had-kærligheds-erklæringer er ikke så meget selve emnet, men mere det faktum, at narcissisten Benson konstant iscenesætter sangene som narrationer over et forhold, altså et forhold mellem to personer, mens det eneste reelle forhold, lyrikken omfatter, er Bensons forhold til sig selv: »I need you / and I know you need me,« synger Benson.

Der er simpelthen så lidt bid og nærvær i det her album, at det ikke blot er kedeligt, men også decideret provokerende at lytte til. Det er symptomatisk, at Benson synger: »You could have it nice or complicated (“¦) you could improvise and be creative / you got a lot to give/ and you got a life to live.« Selvom Benson naturligvis har ret i disse rudimentære udsagn, vil jeg sgu hellere leve mit liv i virkeligheden, sådan som Benson så banalt foreslår, i stedet for at lytte til denne type lommefilosofi, på en plade der har så lidt reelt indhold. Det er selvsmagende, ganske usympatisk i værste fald og dybt uinteressant, selv når Benson er bedst.

At han rent teknisk er en dårlig sangskriver, er sætningen »It’s up to faith / and you can’t predict the way it goes« en soleklar manifestation på; dette er en tautologi – skæbnen kan man pr. definition ikke styre eller være bekendt med. Dette lyder måske en smule som flueknepperi, men når jeg hører en helt plade fyldt med så konsekvent brain drain, kan jeg ikke lade være med at føle mig en smule harm over disse dybt professionelle og erfarne musikeres fuldstændige ligegyldighed over for en musikhistorie, de prøver at imitere, men som de tydeligvis ikke forstår eller værdsætter tilstrækkeligt til at lade en sådan samling halvfærdige, hjerteløse sange blive i øveren, hvor de måske nok er sjove at spille over en øl.

For hvor lyrikken fejler helt og holdent, så ligger albummets styrke udelukkende i det rent musikalske. Samtlige musikere spiller hver og én dybt professionelt og kender deres dynamiske virkemidler, og især trommebreakene indbyder til en smule lufttrommeri. At originaliteten er fuldstændigt fraværende, gør ikke selve udførelserne ringere. De spiller sgu godt og ved, hvordan man konstruerer effektfulde hooks og jammer sig igennem nogle halvdårlige sange.

Men selvom bandet spiller godt og tight, er der absolut ingen kohærens mellem det litterære og det æstetiske udtryk. Sangene handler om ulykkelig kærlighed og klaustrofobi, men det virker, som om bandet end ikke har gidet at læse teksterne. Der hutles nemlig gennem det ene tåbelige blueslick efter det andet på de fadt lydende guitarer, og de kvalme strygere er så meget over the top, at alle – ALLE – bør besidde kritisk sans nok til ikke at inkludere en så tam pastiche i forsøget på at fremprovokere den mindste følelsesmæssige resonans hos lytteren – noget teksterne som nævnt slet ikke formår.

Bedst er Benson på nummeret “Feel Like Taking You Home”, hvor et næsten inciterende riff repeteres gennem hele nummeret over en bund af dansable trommer og et fint orgeltema. Her er klaustrofobien mest tydelig, og netop repetitionen underbygger lyrikkens pointe på en ganske overbevisende måde. Men det er helt klart albummets stærkeste nummer, der benytter sig af en stribe effektive midler, der forbinder lyrikken med det musikalske udtryk, der dog som dug for solen er forsvundet på de 10 andre skæringer. Her japper bandet sig gennem dårlige powerpop-pasticher, kvalme Sinatra-inspirerede popballader og meningsløs rockabilly.

Forbillederne er tydelige, og især newyorker-bandet The Cars må have kørt ofte på Bensons pladespiller. Men hvor dette band havde charmen, innovationen og de gode sange på plads, mangler Benson tilsyneladende oceaner af talent. Også bandet Zumpano lyder som et stort forbillede for de omtalte 11 numre. Hvis man leder efter intelligent, moderne – i ordets bedste forstand – kunstnerisk bevidst og medrivende powerpop, anbefaler jeg, at man dykker ned i canadieren A.C. Newmans samlede diskografi. Han besidder nemlig de kvaliteter, My Old, Familiar Friend forsøger sig med; den friske, historisk bevidste og underholdende popmusik.

Benson og band spiller fint og trækker på nogle velkendte og velfungerende musikalske figurer, men albummet er i ordets egentlige forstand meningsløst. Det er kun på det rent musikalske håndelag, gruppen redder en smule af æren. Og det er sandt at sige ikke meget, de her får hevet med sig hjem. Man fristes næsten til at udbryde et stort og rungende: »Jamen, jeg skal da gerne gøre det!«, når Benson crooner sig gennem linjen »Put me out of my misery,« for hvis en så erfaren musiker ikke kan mønstre mere hjerte og originalitet på sit fjerde album, så var det måske på tide at finde en anden beskæftigelse?

★★☆☆☆☆

Leave a Reply