Plader

Cortney Tidwell: Boys

Skrevet af Nina Kock

Troværdig og naturlig plade fra Cortney Tidwell, der byder på et hav af forskellige genrer. Fra følsom country over indierock til følsom singer/songwriter.

Cortney Tidwell er fra Nashville, og begge hendes forældre har været noget inden for countrymusikken. Det ville derfor være oplagt at putte hende ind i samme boks; singer/songwriter og countrystjerne to be. Men Cortney Tidwell leger med mange genrer på Boys og begrænser sig ikke kun til ét snævert musikunivers. Og så har hun en virkelig smuk stemme, der passer til alle de forskellige lydlandskaber, hun selvsikkert maler frem.

“So We Sing” og “Oh, Suicide” er to numre, der ved siden af hinanden tydeligt viser Tidwells musikalske talent for at manøvrere blandt genrer og følelser; det er to variationer over den samme sang, arrangeret på vidt forskellige måder. Og de fungerer faktisk begge lige godt. “So We Sing” er up-tempo og lige på, et sted midt mellem pop og indierock, mens “Oh, Suicide” er dyb og mørk og afslutter albummet på en indadvendt, men forløsende måde.

Et par numre drukner i lydbølgerne og føles anonyme. På “17 Horses” lyder Tidwell som en anden vred, råbende PJ Harvey, men nummeret fortaber sig i trommer og larm og brænder ikke igennem. “Son & Moon” minder om Björks Vespertine, men uden samme intensitet og dybde. Her synger Tidwell en slags uforståelig duet med sig selv, mens nummeret cirkler om sig selv på en gentagende, transcenderende måde. Der bliver igen hamret på trommerne i slutningen, men uden nogen særlig energi, og det hele vælter lidt over hinanden.

Boys er uhøjtidelig; uhøjtidelig på en søgende, reflekterende og seriøs måde. Men den tager bestemt sig selv alvorligt, selvom den er ubestemmelig og ikke vil vedkende sig én særlig genre. Tidwells fine stemme falder ubesværet ind i de skiftende lydbilleder; fra følsom country på den smukke “Being Crosby” med Jim James til catchy poprock på “Watusii”. Men uanset hvor forskellig og omskiftelig Boys er, er den stadig troværdig og naturlig.

På trods af enkelte overflødige, halvkedelige numre er Boys smuk, poetisk og dybsindig. Både melankolsk og opløftende, et sted midt i det komplekse grænseland af styrke og sensibilitet, som kun unge, følsomme sangerinder kan udtrykke.

★★★★☆☆

Deltag i debat