Det er en svær plade, danske CrystalSkyButterfly har begået. Ikke fordi den ikke er iørefaldende eller velproduceret eller gennemtænkt, for det er den. Nok snarere fordi Family Silver i sine mest spændende øjeblikke virkelig lover meget, men desværre kun meget sjældent når de ønskede højder. Det meste er faktisk lidt kedeligt.

Det starter med en meget fin intro, der vækker minder om Yann Tiersens melankolske klaver, men derefter ryger vi over i fad og kedelig pop(pub?)-rock pÃ¥ to sange, der lige pludselig virker meget lange, før vi kommer til “House of Blue”, som med en doven og uafladelig rytme langsomt driver fremad. Vokalen er fremragende, og nummeret besidder en stigende uhygge, som klæder forsanger Ellen Holcks stemme. Men efter dette højdepunkt falder vi igen brat ned til en discoslager bygget pÃ¥ den klassiske gospelsang “When the Saints Go Marching In”, tilsat ny lyrik, hvor frk. Holck giver den som bad-ass hoochie mama: »Damn those copycats / they ain’t got a single tune.« Usmart lyrik, nÃ¥r man selv bygger sin sang pÃ¥ en meget kendt melodi og oven i købet har brugt den som førstesingle.

Det smukke klaver gør et comeback pÃ¥ introduktionen til næste nummer, “Lay for My Feet”, som bestemt er et af pladens højdepunkter. Sparsomt instrumenteret med klaver, cello, bas og obo og et happy-sad-motiv er sangen helt i top. Holcks stemme stÃ¥r lysende klart midt i lydbilledet; det er utroligt velkomponeret og fantastisk godt skruet sammen.

Og igen falder vi dybt, da den James Bond-agtige “The Professionals” følger efter. Episk, storladen, melodisk rock med twang pÃ¥ guitaren og funklende pailletter som en anden Shirley Bassey. Trist, trist, trist. Og det skæmmer virkelig oplevelsen, for CrystalSkyButterfly sidder faktisk med gode kort pÃ¥ hÃ¥nden. De har et fedt lineup – et otte mennesker stort band, der virkelig giver mulighed for at give den pÃ¥ alle tangenter med mange forskellige udtryk.

De formÃ¥r dog at hive de sidste stik ind pÃ¥ balladen “Melankolia” og specielt pÃ¥ den tango-farvede “Century Soldier”, der virkelig er et af de øjeblikke pÃ¥ pladen, hvor CrystalSkyButterfly hæver sig langt over middelmÃ¥digheden i de slidte rock- og discoklichéer. Afslutningsvis skæmmes de fine indtryk dog af den overflødige “Overture”, som vist er et jam over Pink Floyds “The Great Gig in the Sky”. Den væsentligste forskel er, at “Overture” er to minutter længere, og at den hæse soulvokal kommer tidligt, hvor den i Pink Floyds tilfælde afslutter nummeret. Lad os i denne omgang ikke dvæle ved, at en ouverture er indledningen til et større værk, hvor de musikalske motiver bliver præsenteret for publikum, inden de kan høres i deres helhed i de enkelte satser.

Når den ene håndfuld sange simpelthen er så kedelige, kan den anden håndfuld ikke skabe balance i regnskabet. Når CrystalSkyButterfly er bedst, er Family Silver en regnbue af stemninger, men når de er dårligst, minder de mere om en gammel sommerfugl, der har mistet sine farver.

Når alt dette er sagt og skrevet, skal CrystalSkyButterfly bestemt have roser (og mange af dem!) med på vejen for deres gode stykker, for de er virkelig gode og motiverer til at holde øje med bandet i fremtiden. Samtidig bekræfter de, at CrystalSkyButterfly godt kan, når de vil, hvilket gør de 20 overflødige minutter så uendeligt meget mere frustrerende at komme igennem.