Plader

David Sylvian: Manafon

David Sylvian vender efter seks år tilbage med en opfølger til Blemish og rammer med en række improviserede stykker nådesløst plet i sin afbildning af ramponerede skæbner.

Få musikere har som David Sylvian haft en ukuelig drift mod at afsøge nye musikalske territorier. Først i slut-70’erne med Japan, der startede et sted mellem postpunk og glamrock i traditionen fra tidlig Roxy Music og bevægede sig hen over new romantic-scenens dansegulvsorienterede lyd, indtil mesterværket Tin Drum viste et langt mere atmosfærisk, sjælesøgende band. Derefter har han solo brugt det udgangspunkt til gennem adskillige samarbejder at udforske både mere traditionel sangskrivning, kammerpop, jazzede snirklerier, ambient og endda lange funky grooves.

Det seneste album er opfølger til Blemish, et søsterstykke ifølge Sylvian selv, og det kan bestemt høres. Modsat tidligere bløde, rolige album som Dead Bees on a Cake, højdepunktet Secrets of the Beehive og sideprojektet Nine Horses er der en langt mere foruroligende og abrupt natur på disse to album. Sidst hjalp freejazz-guitaristen Derek Bailey med at dekonstruere sangene, og Christian Fennesz leverede støjende tekstur til et enkelt nummer. Sidstnævnte er inviteret igen på dette album sammen med garvede improvisatorer som saxofonisten Evan Parker, Keith Rowe, der var medlem af den grænseoverskridende improgruppe AMM, og turntablist og guitarist Otomo Yoshihide. Albummets musikalske grundspor er således fremkommet ved improvisationer med musikerne, hvorefter Sylvian har skrevet tekster og indsunget dem hen over gæstemusikernes bidrag.

Det har skabt et lydbillede, der både er stillestående og uroligt. En kammermusikalsk version af freejazz, hvor instrumenter ikke nødvendigvis bliver anslået, men kun rørt, befamlet endda, hvilket er blevet fanget af sensitive mikrofoner, så hver lille berøring er hørbar. Det er antydninger frem for anslag. Og når der er toner, ligger de langt fra hinanden som abstrakte størrelser, hvis fysiske materialisering kun lige strejfer de andre flygtige toner. De ligger i luften som brudte løfter. Det giver dramatik, skaber billeder, og denne afventende, åndeløse spænding skærper opmærksomheden omkring hver en lille tone, man får serveret. Sylvians stemme glider smukt ind over de flygtige arrangementer og skaber sammenhæng. Melodien bæres ene og alene af hans stemme og bliver dermed samlingspunkt for opmærksomheden, og på den måde kommer ordene med et genialt træk i centrum.

For ordene er vigtige. Modsat hans tidligere, mere personlige afsøgninger af sjælen udforsker han på dette album det almenmenneskelige i fortællinger om andre liv. Åbneren synes endda at være en programerklæring for albummet, hvor han siger: »It’s a new frontier for me« og »it’s the narrative that must go on ‘till the end of time,« hvorefter han gør op med sin fortid, med tidligere fikspunkter, for at starte på ny: »Small metal gods / cheap souvenirs / you’ve abandoned me for sure / I’m dumping you, my childish things / I’m evening out the score.«

Herefter leverer han en række historier om skæbner, der har fejlet i deres livsprojekt og deres ambitioner og er efterladt som nedslåede og lige så ituslåede eksistenser som lydbilledet, der rasler i baggrunden som en illustration af deres bristede håb og drømme. Der er “The Rabbit Skinner”, som er »a man without qualities,« der er forfatteren, som isolerer sig fra verden og putter for meget af sig selv i sit forfatterskab, hvorfor han ikke bliver “The Greatest Living Englishman” og reduceres til »a grey of no significance,« og der er misbrugeren, som stopper og vender omverdenen ryggen for at leve lige så isoleret – som den amerikanske digter Emily Dickinson gjorde – uden at være klar over at hun mister venner, hun kunne have beholdt.

Det afsluttende titelnummer omfavner de litterære tendenser fuldstændig, da det er en beretning om den britiske poet R.S. Thomas, der var dybt engageret nationalist som waliser og bestemt ikke brød sig om den engelske invasion i landet, hvorfor han fortrød, at han ikke havde lært walisisk tidligere, så han kunne have skrevet digte med sit eget sprog. De afsluttende ord »Theres a man down in the valley / don’t know his right foot from his left / don’t know his right foot….« stopper midt i en sætning sammen med musikken, og forløsningen mangler derfor, hvilket indkapsler Thomas’ fortvivlelse, men også hans forgæves kamp.

Den mangel på ord går også igen i den tematiske outsider, den politiske “Random Acts of Senseless Violence”, hvor den vestlige verdens voldelige korstog mod resten af verden bliver kritiseret for sin egoistiske agenda, og demokratiet mister sin mening: »Cause the future will contain / random acts of senseless violence / democracy is very / democracy is very, very.« Demokratiet opløses, selvom det meget offensivt er til stede.

Både musik og tekst fanger således sublimt fragmenteringen, manglen på sammenhæng. Skæbner, der ikke ender i harmoni, men uforløste forsvinder i ligegyldighed, glemte for verden. Det er et tungt og krævende værk, Sylvian har skabt, og endnu en gang viser han sin formidable evne til at udfordre sig selv og sine lyttere. Dem, der måtte være tilbage. Det er kunst, der ikke søger mod at underholde, men til gengæld sætter tanker i gang, og de fornøjelser, man skal kæmpe for, er ofte de stærkeste.

★★★★★★

Deltag i debat