Plader

Dolores O’Riordan: No Baggage

Skrevet af Camilla Grausen

Dolores O’Riordan, fra netop gendannede The Cranberries, udgiver nu sit andet soloalbum, som er lysere end debuten, men desværre ikke mere musikalsk interessant.

Coverbillederne på den tidligere The Cranberries-sanger og -sangskriver Dolores O’Riordans to soloalbum røber udviklingen mellem dem. Irske O’Riordans første soloalbum, Are You Listening? fra 2007, prydes af et mørkt billede af hovedpersonen med sort hår iklædt en ligeledes sort frakke. Nu er hun klar med opfølgeren, No Baggage, og har fået kort, lyst hår og sidder på coveret i hvidt tøj midt på isen under en lys himmel. Hvor debuten var det mørke album, er No Baggage tilsyneladende det lyse.

Billedet holder faktisk også, når det kommer til en karakteristik af musikken og stemningen på O’Riordans to soloalbum. De mørkere sider og tungere rockmomenter på solodebuten var gode sider af albummet, der samlet set dog ikke var særlig imponerende. Det nye album indledes med det anderledes positivt klingende nummer “Switch Off the Moment”, der har en fin popmelodi og O’Riordans signaturvokal. Lignende pop/rock-numre i den lyttevenlige genre er der mange af på albummet. På numre som “Skeleton” kan man dog sagtens høre, at O’Riordans baggrund er inden for rocken.

På dette mere lyse album gennemstrømmes musik, udtryk og tekst af en afgørende varme. Trods tunge emner er det et positivt budskab, O’Riordan har på hjerte. Hun har som nu 38-årig mange erfaringer at se tilbage på med en fortid med sceneskræk, anoreksi og stress, foruden de sædvanlige kvaler vi mennesker livet igennem ikke kan komme uden om. Teksterne på albummet med den på én måde ironiske titel handler om emotionel bagage, skeletter i skabet og håbløshed, men netop altid med gode håb for fremtiden. Dét er egentlig det centrale tema på albummet; at der altid er en vej frem.

Disse højst personlige, om end ikke udpræget poetiske, tekster leverer O’Riordan med sin altid specielle irske accent og sangstil, der har stor karisma. Men på dette album hvisker hun mere end tidligere, og hun synger med mere luft i stemmen. Det passer selvfølgelig godt i tråden med det lysere udtryk på albummet, men det kommer også til at lyde, som om sangerinden har mindre stemme, end hun egentlig har. Den store styrke, O’Riordan normalt besidder i vokalen, bruges kun i ringe grad på No Baggage.

Undervejs i poprocken på No Baggages støder man på numre som “Apple of My Eye”, der er en udbygning af et nummer med samme titel fra Are You Listening?, og “Lunatic”, der for så vidt er et smukt nummer – kun med klaver og vokal – men som lider lidt under en haltende tekst. “Throw Your Arms Around Me” er albummets mest eksperimenterende nummer med en indisk-inspireret stil og ditto instrumenter – og med messende stemmer der mest kan høres i de spændende mellemstykker, mens omkvædet går hen og bliver helt ordinært, om end velklingende. Det kunne ellers have været spændende at høre O’Riordan eksperimentere mere.

Radio-poprocknumre, der ikke huskes, når nummeret er færdigt, som f.eks. førstesinglen “The Journey”, er der en del af på albummet, og alt i alt kommer No Baggage til at fremstå noget blodfattigt. Musikalsk set er det mindre interessant end det første soloalbum og langt mindre interessant end The Cranberries.

Netop The Cranberries er for ganske nylig blevet gendannet med plan om nye numre og turné. Selvom det jo i høj grad tyder på, at O’Riordan har det godt med sin musikalske bagage, må det alligevel af og til kunne føles som en belastning at have sådan et CV , for – som O’Riordan også selv har kommenteret – vil alt hele tiden blive sammenlignet, og den næste plade skal altid være lidt bedre end den forrige.

Derfor må det for en kunstner som Dolores O’Riordan være frustrerede med netop anmeldere som mig, der bliver ved med at referere til musik, der blev lavet i midten af 1990’erne. Men ikke desto mindre endte jeg i anmeldelsen af O’Riordans solodebut Are You Listening? med at konkludere, at jeg hellere ville anbefale læseren et genhør med The Cranberries’ bedste album end at bruge tid på Dolores O’Riordan solo. Konklusionen bliver desværre den samme i anden ombæring. Dog har O’Riordan styrker i sin fortælling og stemme, der gør, at jeg i den grad håber, at anmeldelsen af hendes tredje soloalbum, når det en dag kommer, vil få den konklusion, at albummet er anbefalelsesværdigt i sig selv.

★★★☆☆☆

Deltag i debat