Interview

Elbow – skilsmisser og velovervejet succes

Skrevet af Martin Thimes

Undertoner forsøgte at finde ud af hvor voksne og ordentlige de nordengelske progpoppere egentlig er. Ganske voksne, viste det sig.

Elbow - Englands måske mest fornuftige og voksne band

Elbow er et voksent band. Sådan rigtig voksne. På deres seneste udgivelse, The Seldom Seen Kid, kredser teksterne om skilsmisse og andre voksne sager. Elbow er faktisk så voksne og fornuftige, at deres plader har solgt behageligt godt i England, uden bandet er blevet ofre for hverken ungdomshype eller ikondyrkelse. Sådan i omegnen af 100.000 af Asleep In The Back, Cast of Thousands og Leaders of The Free World har de solgt. Men da de i 2008 udgav The Seldom Seen Kid skete der noget mærkeligt. De vandt Mercury Music Prize for albummet, har efterfølgende varmet op for Coldplay og U2 i USA og blev sat til at spille på Arena-scenen på Roskilde Festival i sommers.

»Vi har altid klaret os ret godt derhjemme. Langsomt, men stabilt, kan man sige. Men vi har bare aldrig haft mulighed for at få vores plader promoveret særlig meget,« indrømmer trommeslager Richard Jupp.
Jep, Elbow er så voksne, at de tilskriver meget af deres succes, at deres nye pladeselskab, Fiction, har større budgetter. Og så selvfølgelig, at de havde en helt anden frihed i indspilningsprocessen i forhold til, da de indspillede deres tre første plader.
»Vi havde ikke noget pladeselskab, da vi skrev pladen, men ironisk nok er det vores største plade. Og den mest glade, vi har udgivet. Når jeg ser tilbage på det, så føltes det mere frit. Vi havde ikke nogle tidsplaner. Vi tænkte bare “lad os grave dybt” og fortsatte med at skrive sange. På den måde var det meget bedre for os. Det tog pladeselskaberne tre år at rede alle de juridiske tråde ud, og det gav os al den tid. Og Craig [Potter, keyboardspiller i bandet, red.] producerede pladen, hvilket også gav en masse. Det er ikke nogen andres plade. Det er vores egen.«

Simpelt, men frodigt
Bandet hygger sig, finder jeg ud af. Deres tourbus er ren, ryddelig, og det er kun de knap så kosher cigaretter, der afslører, at trommeslager Richard Jupp ikke er venstre wing for et fodboldhold på vej til en udebanekamp, men i stedet er med i et rockband. Og en Google-søgning på Elbow-forsanger Guy Garvey samt ordet skandale sender mig til en side om, at han gerne vil være en rigtig skurk. I en tegnefilm. Elbow er ikke et band, der råber højt, bralrer løs i medierne og ter sig som åndssvage backstage. De skriver sange, når de er på turne og nyder, at de fra første færd har været i stand til at leve af deres musik. Ikke, at det har gjort dem dovne. De er allerede i fuldt gang med deres kommende plade.

»Vi har brugt en uge i Kinlochspelve på Island of Mull, hvor vi har skrevet og jammet. Og drukket. Vi har også haft nogle sessions i The Doves’ studie uden for Manchester,« fortæller Richard Jupp og forsætter: »Det nye bliver lidt mere upbeat og lidt mere fyldigt. Mere i stil med sange som “Grounds For Divorce” og “On A Day Like This”. Simple sange, men stadig med en frodig lyd.«

Men alt den succes. Det stiger da et band til hovedet, gør det ikke? Elbows opstigen fra moderat succesfuldt post-Radiohead helte i England til storsælgende og storturnerende hverdagsprogpop helte i udlandet, må have gjort et og andet ved dem, tænker jeg. Deres gamle plader er garanteret noget lort nu. De har fundet en magisk succesformel, som de vil ride på her fra og til evigheden. Men nej. De er sådan set på vej i samme retning som altid.

»Vi prøver altid på at lave plader, der er komplette. Der skal være en rejse, et definitivt mål, nærmest. Lige som i gamle dage med vinylpladerne. Du sparede sammen, gik ud og købte en plade, skænkede et glas vin og satte pladen på. Og så lænede du dig tilbage i stolen og lyttede til din nye plade fra start til slut. Det er en kunstform. På den måde har vi set hver af vores plader som et værk i sig selv. Vi har ikke følt, at vi har skulle bruge elementer fra tidligere plader for at ramme vores lyd. Og det er det samme, vi har tænkt os at gøre med den næste plade. Det bliver en særskilt rejse, og det er da også det, mange af vores fans har været glade for. At vores plader har været et øjebliksbillede fuldstændig adskilt fra noget andet, vi ellers har lavet.«

Succesen med The Seldom Seen Kid har dog betydet, at Elbow nu kan angribe den næste udgivelse en smule anderledes, end de plejer. Ikke, fordi de har tænkt sig at lave meget om.

»Vi har altid gerne villet lave et ‘live’-album. Altså skrive en plade, tage på turne med den, og så indspille den bagefter. Det er få bands, der har mulighed for det, men vi vil forsøge,« lyder det. Selvfølgelig velovervejet, beskedent, voksent. Og godt for alle, der bryder sig om bandets særegne blanding af storladen prog-pop og hverdagsromantiske tekstunivers.

Deltag i debat