Det finske pladeselskab Fonal har siden grundlæggelsen i midten af 90′erne, hvor det tjente som udgivelsesplatform for Sami Sänpäkkilas musikalske krumspring under navnet Es, udgivet en efterhÃ¥nden imponerende række af plader fra kunstnere som Kemialliset Ystävät, Islaja, Lau Nau, Shogun Kunitoki og Circle. Det er vel nok stadig navne, der er forbeholdt et lille, indforstÃ¥et publikum, men selv Roskilde fik alligevel øjnene op for selskabets kvaliteter med Ã¥rets booking af Paavoharju, der har udgivet begge deres (fremragende) plader pÃ¥ det lille, Tampere-baserede selskab. Det er en udvikling, man kun kan hÃ¥be vil fortsætte, for Fonal udgiver ganske enkelt noget af det bedste, mest interessante og mest inspirerede musik pÃ¥ denne side af Atlanten. Det er et af disse selskaber, som – i lige trÃ¥d med f.eks. 4AD eller Warp i deres respektive guldaldre – ikke lader til at kunne sætte en fod forkert, og hvor navnet simpelthen bliver et kvalitetsstempel i sig selv.

PÃ¥ trods af en ganske stor divergens kunsterne imellem er det oplagt at anskue scenen omkring Fonal som en skandinavisk pendant til den amerikanske freefolk-scene (Fonals kunstnere betegnes da ogsÃ¥ ofte som ‘new weird Finland’), idet en stor del af kunstnerne netop tager afsæt i en eksperimenterende, syret og improvisatorisk folk, der, ligesom hos de amerikanske Ã¥ndsfæller, ikke er bange for at inkorporere kraut- eller psychelementer, men som ogsÃ¥ ofte præges af electronica og field recordings. Selvom man sÃ¥ledes ogsÃ¥ for flere af bandenes vedkommende kan trække paralleller til den for længst kreativt-stagnerede indietronicascene, hvor de elektroniske elementer ofte i al for høj grad har karakter af den rene ornamentik, lykkes det her at lade analoge og elektroniske lyde smelte sømløst sammen til symbiotisk perfektion, hvad der faktisk lader til at være en gennemgÃ¥ende kunstnerisk strategi.

En af de kunstnere, der arbejder med netop blandingen af folk og elektronik, er førnævnte Sami Sänpäkkila, som dog i højere grad arbejder i spændingsfeltet mellem ambient, dronet folk og klassisk minimalisme. Ironisk nok har Es været et af de mindst bemærkelsesværdige navne i folden, men det ændres der i dén grad på med Kesämaan Lapset, der tilføjer sig som et væsentligt bidrag til selskabets diskografi og giver Es en egen og klart defineret profil, samtidig med at han skriver sig ind i dets efterhånden brede spekter af musikalske udtryk.

“Ennen Oli Huonommin” indleder med solbeskinnede, smukt flimrende bÃ¥ndmanipulationer, der med stigende og faldende lydstyrke fletter sig ud og ind imellem lavfrekvent susen, tilsyneladende baglæns afspillet synthesizer, noget, der kunne være loopede vokaler, og i det hele taget et væld af oscillerende, susende toner og lyde. Inspirationen fra især Terry Riley er ganske tydelig, men Es har alligevel fundet et dybt personligt udtryk, der her udfoldes pÃ¥ smukkeste og nærmest berusende vis. Selvsamme inspiration gør sig gældende pÃ¥ næste skæring, “Kesä Ja Hymyilevät Huulet”, der starter ud med lag af arytmiske legetøjskeyboard-ostinater, der gradvist bygges op under en dvælende, affekteret, effektbelagt vokal, indtil tonerne pÃ¥ det nærmeste snubler over hinanden i et uroligt og tilsyneladende tilfældigt virvar.

Kesämaan Lapset starter sÃ¥ledes for dynamisk og forstyrrende til egentlig at kunne kaldes ambient, men allerede pÃ¥ næste skæring, “Säteet Sun Sielusta”, ændres der pÃ¥ dét. Nummeret bestÃ¥r udelukkende af afdæmpet, lyst klimprende piano og skælvende, dronede synth-toner, der manipuleres en smule over nummerets næsten 12 minutter. Hen imod slutningen spilles der et dybt, enkelt klaverostinat, og synthtonerne udvikler sig gradvist til højstemte vokalharmonier, et element der i øvrigt genbruges flere steder pÃ¥ pladen. Det er et smukt eksempel pÃ¥, hvor stor effekt, der kan skabes med ganske fÃ¥ virkemidler, og hvor fÃ¥ ændringer, der skal til for at skabe fremdrift i en komposition.

Kompositioner er i virkeligheden det eneste rette ord for det, Es skaber, for det giver vitterlig ingen mening at omtale numrene på Kesämaan Lapset som sange, på trods af de enkelte vokaler, der rent faktisk optræder. Es’ musik handler, som så meget andet ambient, drone og klassisk minimalisme, om udforskning af tekstur og dynamik og om gentagelsen som kunstnerisk princip. Men sjovt nok er det albummets længste skæring, det over 20 minutter lange titelnummer, der sine steder kommer tættest på decideret sangskrivning. Nummeret er også i den grad, de andre skæringers høje niveau medregnet, pladens omdrejningspunkt – og pladens bedste.

Sänpäkkilas musikalske virkemidler, der primært består af flimrende orgeltoner, ambiente synths, manipulerede vokaler, field recordings, loops, effekter, klaver og kunstige blæsere og korstemmer, når her et højdepunkt af afveksling, skønhed og raffinement. De første 10 minutter involverer vokal, og kan med lidt god vilje siges at udgøre en sang, om end med en noget atypisk orkestrering. Efter fem minutter, der er præget af skærende, højfrekvente toner på en bund af blæsere, afvikles nummeret langsomt af en simpel, dvælende orgelfigur over nogle få bastoner, spinkel kompleks elektronik og optagelser af bølger, der slår mod strandkanten. Herfra eskalerer nummeret igen langsomt med en ny orgelfigur, korstemmer og en decideret rytmisk baslinje til et ligefrem storslået klimaks, der uvægerligt leder tankerne hen på den religiøsitet, som en stor del af Fonals kunstnere bekender sig til.

Det er naturligvis ikke til at sige, hvad Es’ tekster handler om, medmindre man forstÃ¥r finsk, men musikken besidder i den grad en transcendent og spirituel karakter, der gør den svær at affeje som blot skønhedssøgende. Sänpäkkila beskriver dog selv udgivelsen som en sommerplade og en plade, der – som coveret antyder – handler om barndom. Kesämaan Lapset (der betyder ‘Sommerlandets Børn’), er da ogsÃ¥ pÃ¥ mange mÃ¥der en lysere og mindre melankolskklingende plade end mange af de andre fra selskabet, der oftest lyder, som om de kommer fra de dybe finske skoves snedækkede hjerter. I stedet bærer pladen præg af en nærmest naivistisk og dybt intuitiv eksperimenterende tilgang. Nok anvendes der langhÃ¥rede avantgardestrategier, men aldrig pÃ¥ bekostning af det umiddelbare og – ganske enkelt – fornøjelige.

Pladens rundes smukt af med “Haamut Sun Sydämestä”, der benytter sig af de samme virkemidler, som gÃ¥r igen pÃ¥ hele pladen, i dette tilfælde klaver og synths, men tilføjer forvrængede, æteriskklagende vokaler, der næsten leder tankerne hen pÃ¥ Sigur Rós.

Om Kesämaan Lapset ligefrem er en uomgængelig udgivelse, er naturligvis en subjektiv vurdering, men der er ingen tvivl i denne anmelders sind om, at det er en af årets bedste, smukkeste og mest interessante. Fonal har i udlandet så småt fået den interesse og opmærksomhed, selskabet fortjener, men i Danmark er det desværre stadig skammeligt overset. Det er tvivlsomt, om Kesämaan Lapset ændrer særlig meget på det faktum, men om ikke andet beviser den uden skyggen af tvivl dels, at Sänpäkkilas talent er fuldt på højde med de kunstnere, han udgiver, dels at hans selskab for tiden holder et aldeles unaturligt højt kvalitetsniveau.