Indimellem er det næsten for nemt at være musikanmelder. Amerikanske Hockey meddeler via Mind Chaos’ medfølgende pressemateriale, at de ønsker at få den største danseglæde frem i folk, og at de i øvrigt er inspireret af The Strokes og LCD Soundsystem. Lægges der øre til den pågældende plade, er der da heller ikke nogen synderlig grund til at betvivle denne påstand: Mind Chaos lyder som LCD Soundsystem, der er gået sammen med The Strokes om at kreere en energisk og dansevenlig symbiose mellem programmerede beats, synth, garagerockede riff og Ben Grubins vokal, der med sin snublende, snøvlende og ret så funky lyd minder særdeles meget om netop The Strokes’ Julian Casablancas’ i stil såvel som i sin stemmeføring

Ja, Mind Chaos kan godt betegnes som lidt af et musikalsk sammenskudsgilde, men det er delvist til at se igennem fingre med, da Hockey som tommelfingerregel formÃ¥r at gøre gildet temmelig fornøjeligt. Ã…bneren “Too Fake” lykkes eksempelvis med sin kontrast mellem det trommemaskinedrevne beat, synthdominerede omkvæd og Grubins gestikulerende sang, der med sin lad-prægede attitude giver nummeret et skud funky pondus. Funky, eller ligefrem svedigt, kunne man ogsÃ¥ fristes til at kalde et indslag som den efterfølgende “3 AM Spanish”, der er opbygget af programmerede beats og spredte guitarriff, men netop især bæres af Grubin.

Netop denne hang til at lade det pÃ¥gÃ¥ende og dansable beat danne rammerne for de vokalmæssige udskejelser har det dog med at give bagslag. “Work” er i alle henseender blandt pladens mest monotone skæringer, og det simple beat kombineret med ensartetheden i Grubins repetition af ordene »work, work, work / there’s too much work for me« forbliver ikke interessant over fem minutter.

I det hele taget kan Hockey have svært ved at fastholde min interesse over længere tid, selvom de som regel har nogle gode garageriff eller en fængende melodi i ærmet, og det skyldes – nÃ¥r alt kommer til alt – at hovedbestanddelen af deres musik lyder som noget, man har hørt før. Derfor bliver det ogsÃ¥ de bedst varierede sange, der ender med at sætte aftryk i underbevidstheden – eksempelvis fungerer det rigtig godt, nÃ¥r omkvædet i “Preacher” bryder løs med energiske klaverakkorder, der pludseligt udskiftes med gedigen guitartrÃ¥d. Det er veludtænkt, og disse opfindsomheder synes generelt at titte frem fra mange af Mind Chaos’ afkroge, selvom de ikke altid fÃ¥r den berettigede opmærksomhed.

Hockey har nået deres mål om at gøre Mind Chaos dansabel og energisk, men inspirationerne kunne de have haft et mere løst tag i, da de i sidste ende er med til at gøre Hockeys profil noget grå. Mind Chaos fremstår derfor som et velafbalanceret album med oftest medrivende melodimateriale, fra et band der har de musiske evner i orden, men som savner karakteristika, der kan få deres evner til at fremstå som noget virkelig unikt.