Plader

Hope Sandoval and the Warm Inventions: Through the Devil Softly

Jeg kan rigtig godt lide Hope Sandovals vokal. Hun er en af de kunstnere, der kan tryllebinde og skabe en helt speciel stemning. Men det er, som om hun er kørt lidt fast.

Ingen lyder som Hope Sandoval.

Når hun åbner munden, er der ingen tvivl om, hvem der synger, og den 43-årige amerikaner har virkelig, gennem sin vokal, et stærkt ‘label’ – om man så kan lide den eller ej. Hendes sørgmodige stemme er unik, og det er svært at komme uden om hendes store andel i Mazzy Stars 90’er-succes samt den otte år gamle solodebut Bavarian Fruit Bread, som hun – inklusive et par ep’er – indtil videre har bedrevet.

Er der så nye musikalske boller på suppen i 2009? Through the Devil Softly hedder den nye collection fra Hope Sandoval, der sammen med bandet The Warm Inventions driver sadcore-poppen til det yderste.
Her må svaret være klart nej! Intet nyt er måske godt nyt, men i tilfældet Hope Sandoval er det ved at være et lidt tyndslidt motto. Jeg savner efterhånden nye toner at lægge mine ører op ad, og selvom den nye plade er behagelig og dragende at lytte til, så har man, hvis man ellers kender til de tidligere eskapader, hørt det hele masser af gange før.

“Blanchard” har visse blues-tendenser, og der er gode ballade-tendenser på “Bluebird”. Der er tonsvis af drømmende passager og intime stunder at tage fat i, men det virker alt for retrospektivt i min optik. Sandoval drysser masser af engleblidt stjernestøv hen over arrangementerne, og der er ikke tvivl om, at vokalen er sangenes største aktiv og et væsentligt instrument i sig selv. Men hvem gider at høre endnu en plade med f.eks. Thomas Helmig, der lyder som “Stupid Man” anno 2009? (Nu er der sikkert mange i dette forum, der alligevel ikke gider at lytte til Thomas Helmig, men det var nu mest for at fremme forståelsen af Hope Sandval-problematikken og den vinkel, hun tildeler sine kompositioner).

Det er let at falde for det sensuelle og hviskende, der ligger som en tung dyne over pladen. Det er som altid et godt soundtrack til en hyggestund for to, men igen, så er der ingen grund til ikke at tage en af de ‘gamle’ plader frem fra gemmerne. Resultatet vil sikkert blive det samme.

Hope Sandoval spreder harmoni og fred. Ingen kan male en himmel så smuk via sin vokal som hende. Men hun får ingen Nobelpris for innovation. Kan man nøjes med mere af samme skuffe, eller skal man først nu til at stifte bekendtskab med Hope Sandoval, er Through the Devil Softly dejlig, fyldig og Aloe Vera for øregangene. Men har man hende allerede stående på hylden eller roterende på harddisken, så kan man fint nøjes med det. Jeg ved, at der er en Mazzy Star-udgivelse på vej. Det kan være, den giver både noget nyt, noget brugt og noget blåt. Through the Devil Softly lyder desværre kun blå og brugt.

★★★☆☆☆

Deltag i debat