Plader

Janus Hecht: All in Your Hands EP

Singer/songwriteren Janus Hecht har allieret sig med Frederik Thaae (A Kid Herafter), der har produceret All in Your Hand ug-lækker. Desværre modvirker det ikke følelsen af at stå tilbage med nupret nittepapir fra en tombola.

Det er sjovt, som der er ting, der går igen i dansk singer/songwriter-folk. Bevares, der er måske nok mere end en hel del faktisk, men jeg har valgt at blive lettere (ufrivilligt) irriteret over en lille firestreget lirekasseleg kaldet banjoen. Banjoen er af uvisse årsager (altså ud over den sædvanlige smøre med, at det giver det helhedsholdbare lydindtryk en ekstra tand på autenticitetsskalaen samt bidrager til en dybfølt påstået overbevisning) blevet et yndet objekt, som flere danske bands, såsom The Liberty Balance og Attrap, nu råber højt i frateniserende kor om. Du skal have det instrument med, ellers er du ingenting. Ellers tager du jo ikke dig selv seriøst, come on! Sjov tendens. Men fair nok, hvis det nu ikke kan være anderledes, så tager vi det med også.

En ep på fem numre har Janus Hecht bevæget sig ud i. Det er ca. 20 minutters akustiske, følsomme listesko-ballader, der møder mine ører. Måske godt til regnvejrsdage og te, måske godt til bare at smide i kassen i kælderen. En temperamentssag. Jeg finder det drønkedeligt, eller måske vil det bare være lettere at sige, at den slags har jeg hørt for meget, nok eller tilstrækkeligt til, at jeg kan blive hæsblæsende bevæget. Måske er jeg bare blevet immun over for genren efterhånden, men jeg savner noget ekstraordinært mellem linjerne. Noget, der kan få vægtskålen til at hælde over til den vigtige side – der, hvor der er noget på spil, og ikke der, hvor der bare bliver hældt honningsød tøsefryd-lyd ud. Hvor er esset i ærmet, der falder hårdt ned på bordet og fanger mig i en situation, hvor jeg ikke ved, om jeg skal brokke mig over snyd eller trække på smilebåndet over et uventet møde med noget, der faktisk kunne have potentiale til at overrumple? Well, desværre ikke her i hvert fald.

Første skæring er “It’s So Easy”, som i grunden er meget fint bygget op over en klassisk nedgang og ligeledes kategorisk rundgang med akkordkliken samt tilhørende klynk og strygere. Der bliver sunget “It’s So Easy”, ligesom Axl Rose gjorde på Appetite For Destruction med efterfølgende »When everybody’s tryin’ to please me, baby,« men her er det med modsat metaforisk fortegn, hvor Hecht prøver at overplease en kende for meget med semiprætentiøs frelsthed. Jeg er bare ikke så god til den slags, medmindre stilen eller genren virkelig formår at tage fusen på mig.

Selvfølgelig skal man have in mente, at Hecht er nybegynder udi denne disciplin kaldet ‘musiker med alt, hvad dertil hører’, men efter at have hørt pladen mange gange nu, så må jeg altså konstatere, at der endnu er et rigtig godt stykke vej for manden. Alting er pakket så groft ind i klichepapir, at selv efter at have gravet sig igennem den solide indpakning, viser det sig, at resultatet i sidste ende er så småt og skrøbeligt, at fundamentet er selvskrevet til at vakle ubehjælpsomt. Det tager sin tid, før rygraden vokser sig stor og muskuløs nok til at bære vægten. Bundniveauet skal være højt nok til, at jeg som lytter kan se igennem fingrene med debuttant-tendens og mærke, at der er noget på højkant, som gerne vil skrælles og pirke og gøre opmærksom på sig selv i vedkommende stadier. Og så er det jo selvfølgelig nok så fint og flot, at Frederik Thaae (A Kid Herafter) har sat tæerne indenfor og produceret pakken ug-lækker, men under indpakningspapiret skal der så være en ligeså gedigen gave i stedet for følelsen af nubret nittepapir fra en tombola.

Det, jeg mener, er, at det bare ikke er helt godt nok, når ens musikalske opmærksomhed bliver forstyrret og frarøvet et eksakt fokus i stedet for at kunne tage udspillet seriøst hele vejen igennem. Som f.eks. fra det øjeblik omkvædet i “Flawless” sætter i gang, og hvor jeg fandt det mere interessant at se, om jeg nu også kunne synge hele verset fra “Mad World” med legendariske Tears For Fears på selvsamme toner. Akkordrundgangen er slående identisk og bevidner om, at jeg egentlig havde for meget tid til at tænke mit i stedet for at give Hecht den fulde opmærksomhed. Dertil er musikken bare ikke gribende nok.

★★☆☆☆☆

1 kommentar

Leave a Reply