Plader

Jay Reatard: Watch Me Fall

Skrevet af Anders Mortensen

På opfølgeren til mesterstykket Blood Visions lægger Jay Reatard en dæmper på sig selv, men det er en dæmper fyldt med mørke, selverkendelse og fremragende melodier.

Efter Jay Reatards koncert på Vega i efteråret var der en af mine bekendte, der opsummerede koncerten med ordene: »Altså, han er jo en stjerne.«
En stjerne.
Den skulle lige synke ind.
Jay Reatard: en stjerne.

Jeg forguder ganske vist den fabelagtige solodebut Blood Visions. Ja, jeg anser den for at være et moderne mesterværk. Jeg anser også Jay Reatard for at være en punkpopsangsmed af Guds nåde, men en stjerne ligefrem? Det var først senere, at jeg rigtig forstod dobbeltbetydningen af det ord i forhold til lige præcis Jay. For når jeg senere kiggede tilbage på koncerten med nye, mindre beduggede briller, så var det en ret dæmpet og tam ‘okay’-affære. Ikke på grund af manden selv, for guderne skal vide, at der blev hevet og trukket og sprunget og spillet i dobbelttempo. Ikke en finger at sætte på det og ikke en sur mine at spore bag det forhæng, Jay kalder hår. Dæmpetheden havde sit ophav i publikums (bortset fra en gruppe obligatoriske moshere) stillestående betragten af tre mennesker, der fløj rundt på en scene. Det er ikke let, når ens venner er døde, og det er nok heller ikke nemt, når publikum er en flok interesserede, men stadig blot skulende musiklyttere, der er kommet for at se manden mere end musikken. Og så er man sgu en stjerne.

For det var ikke en punkkoncert. Det var en udstilling. Og jeg var desværre ikke meget bedre selv, så den stille fordømmelse er ikke rettet mod meget andet end tingenes uundgåelige tilstand, når man har med stortalenter at gøre. Den tilstand, der opstår, når en kunstner tager vejen fra de kendte blogs, derefter over på Pitchfork og til sidst befinder sig på Politikens sort-røde sider som en del af den nu accepterede undergrund. Det er bare sådan, lortet kører, og fred være med det.

Og så alligevel. For når en rod som Jay Reatard, der stammer fra smadderpunkgarage som The Reatards ender på større scener og står over for mindre og mindre energi, så er det svært ikke at tolke en pladetitel som Watch Me Fall selvprofetisk. Hvilket fald? Et fald ned til de andre. Eller et fald fra nåde. Et fald fra det rå. Eller bare en selviscenesat snublen. Det er i hvert fald ikke mesterværket Blood Visions, man står med, selvom det heller ikke er så langt fra, som nogen påstår. Hvad, vi har at gøre med, er en Jay Reatard, der tager pænt imod den udstillingsrolle, han har fået, og derfor laver et egocentreret, ærligt, anspændt, til tider blidt kiwipowerpop-album, der renser ud i støjen og frembringer Jays fornemmeste evne: At skrive sange så gode, at de ofte, om ikke er, så i hvert fald føles bedre end noget andet ude lige nu.

Som nu f.eks. åbneren “It Ain’t Gonna Save Me”, der først skuffer, men meget hurtigt løfter sig som aldeles fremragende janglet powerpop og muligvis et af Jays bedste fra hans korte solotid. Manisk, deprimeret powerpop vel at mærke, men sunget i den velkendte faux-britiske dialekt, der skjuler den nedslående bekendelse med charme: »I took a walk the other day / and thought about how things used to be / and then a cloud came into sky / it shed on me and I don’t know why / ever since that day I’ve never been the same / tired and lonely with no one to blame / and in this bedroom / is where I sit ‘cause I don’t really don’t give a shit.« Og så lige en bro, hvor der bliver sunget i kor: »All is lost / there is no hope / all is lost / I can’t go home.« Så er det ligesom sat på plads, og det gør næsten sangen foruroligende, at det ikke bliver fremlagt på den mugne teenagermåde, men som reel frustreret livslede druknet i et selvsagt simpelt powerpopriff med masser af twang til at få ungerne ud og rocke til føromtalte weltschmerz. Det er forandringens tid for Reatard, og det er noget, der sætter gang i refleksionerne hos en ung mand. Den Unge Jays Lidelser.

Og i takt med smerten er det også, som om vokalen har fået meget større spændvidde på Watch Me Fall. Manden er jo egentlig i stand til det hele med det stemmebånd, og det er virkelig en positiv overraskelse. Det kan høres både i den meget fine “Faking It”, der ellers begynder med klassisk Reatard-punk-gøen og kantede punkmarch-trommer, men som i omkvædet bliver sunget rent og anklagende: »You fake it all away,« mens der bliver janglet blidt og melodisk i baggrunden, eller på den flotte, orgelbaserede powerpopballade (apropos stalking) “I’m Watching You”, hvor trommerne minder om up-beat crooner-Motown tilsat Jays ømme og let skræmmende vokal. Knægten kan virkelig synge, så det lyder, som om han mener det. Også på trods af det mærkelige britiske islæt og en hang til det nasale.

Blødgørelsen af garage-imaget og musikken kan spores i et stilforvirret, men virkelig godt nummer som “Wounded”, der kører af sted med varm, akustisk indieguitar og et indledende og meget skinnende indiepoppet »bababada/babadada«-kor. Det skæmmer mærkeligt nok en smule i starten med den fine lyd og klarheden i produktionen, men så minder man sig selv om, at det ikke er meningen, at det skal være Blood Visions. Det her er det mørke tøsealbum. Når afslapningen og tilvænningen så har sat ind, kan man nyde resten af nummeret og dets The Clean’ske kiwipopriff.

Og så er der måske dem, der vil mene, at det går helt galt med de to afslutningsnumre “There Is No Sun” og “Hang Them All”, hvor den får med strygere og bækkener og det hele, og Jay Reatard lyder pludselig som episk Canada-indie, der svulmer op og op, indtil violinen og guitaren i førstnævnte sang ledsager Jay ud af pladen med hans stadigt mere modløse vokal, der accepterende fremstønner: »There is no sun / for me« igen og igen, indtil kraften ebber helt ud. Men det er faktisk slet ikke så stor en afvigelse, som man umiddelbart synes, for på Blood Visions brugte han de brusende, sammenspillende og svulmende guitarer på et par numre med stor succes og skabte storslåede følelser i en så jordbunden genre som garagepunk. Og det er egentlig heller ikke en enorm afvigelse, når Jay laver New Zealand-powerpop eller crooner kærlighedssange med orgelbund. Variationer af alt dette har man kunnet høre på de lettilgængelige Matador-singles-opsamlinger.

Så Jay Reatards fald er ikke ment som en ironisk kommentar til sin egen stjernestatus. Det er ikke en fortrydelse af, at han er blevet åbnet op for overgrunden, omtalt i de pæne magasiner og er blevet en del af Søren Solkær Starbird-segmentet. Det er ikke en tryglen om at komme tilbage til fræserspaden. Og dobbeltpedalen. Det er et helt personligt fald beskrevet i helt personlige og troværdige tekster – spundet rundt i vidunderlige poppunk/powerpopmelodier med en stor vidde, der alligevel og heldigvis aldrig sprænges.

★★★★½☆

Lyt til “It Ain’t Gonna Save Me”:
[audio:http://www.matadorrecords.com/mpeg/jay_reatard/jay_reatard_it_aint_gonna_save_me.mp3]

Lyt til “Wounded”:
[audio:http://www.matadorrecords.com/mpeg/jay_reatard/jay_reatard_wounded.mp3]

Deltag i debat