Række på række af vinduer uden mennesker bag gardinerne, kolde trappeskakter, lange tomme gange. De sort-hvide fotografier i coveret til danske Kitty Wus fjerde album slår hurtigt temaet an: Det drejer sig om byens ensomhed. Albummet er navngivet Someone Was Here og emmer af en for længst forstummet hvisken, der var bevis på liv. Engang var der nogen her, på dette tomme sted i byens landskab, hvor man kan føle sig alene i mængden og fremmedgjort i natten blandt halvtomme, upersonlige betonbygninger. Denne side af byen belyses på en stemningsstærk plade, der emmer af indestængt frustration.

Bandet, der har eksisteret siden 1997, er opkaldt efter den kinesiske danserinde Kitty Wu fra Paul Austers roman “Moon Palace” (1989), der ogsÃ¥ beskæftiger sig med byen, nærmere betegnet New York, og de sære og til en vis grad ogsÃ¥ ensomme eksistenser her. PÃ¥ den mÃ¥de passer navnet nu perfekt til bandets musik, der lægger sig inden for den alternative og sortmalede rock, hvor lyden sender tankerne hen pÃ¥ et andet storbyband, Interpol. I vores egen lille storby herhjemme har bandet fÃ¥et flotte ord med pÃ¥ vejen for deres tre album siden 2001-debuten Privacy, der var co-produceret af Kasper Eistrup, og som markerede sig med nummeret “Å“I’m Not Going Fast (You’re Going Slow)”. Men gennembruddet kom aldrig helt, heller ikke med de to næste album. Nu prøver Kitty Wu igen, denne gang som en trio efter den svenske bassist Samuel Helles har forladt bandet – og med sig selv som producere.

Byens liv og ensomhed skildres musikalsk på to måder på Someone Was Here. Guitar, bas og trommer kører efter en veldrejet skabelon. Det er stramt spillet med drevne trommer og gentagne guitarmønstre, som skaber en puls og en hastighed – som byens liv, der fortsætter og fortsætter i samme rille. Variationerne er nøje afmålt og detaljerne behersket af trioen, der har skabt et meget tæt lydbillede.

Den anden mÃ¥de, hvorpÃ¥ temaet høres, er i forsanger Robert Lunds vokal. Hans stemme er mixet sammen og hen over sig selv, og i den hører man en fortvivlelse og distance. NÃ¥r Lund gør sin mørke vokal mere lys og sfærisk, som pÃ¥ “Threetwentyone” og “Act Surprised”, giver det en rigtig god kontrast til den stramme rock. Samtidig inkarnerer vokalen fremmedgjortheden og minder om titlen – de hviskende stemmer lyder som ekkoer af nogen, der engang var der, og understreger afstanden til andre mennesker. Desperationen kommer op til overfladen pÃ¥ et af albummets bedste numre, “Phonebooks Are Dead”, nÃ¥r Lund i slutningen af hvert omkvæd synger: »And I never got your number!« Udbruddet indeholder frustrationen over, hvor svært det er at nÃ¥ hinanden i byens virvar, hvor vi alle er alene sammen, og kontakterne er flygtige.

På deres fjerde album holder Kitty Wu fanen højt for deres form for indestængt, stram indierock, og de kan bestemt være tilfredse med resultatet. Dog opstår problemet måske alligevel i den vandtætte skabelon, de har for numrene – i hvert fald ender de med at lyde for ens. Når pladen snurrer, er det langtfra altid, man egentlig bemærker, at et nyt nummer er startet, for lyden er ikke stort anderledes end på det foregående. Her kunne Kitty Wu godt trænge til nogle melodier, der skilte sig noget mere ud.

Tilbage kan man igen stÃ¥ med spørgsmÃ¥let: Hvorfor har Kitty Wu ikke fÃ¥et noget gennembrud? I den tid, de har eksisteret, har der været andre bands, der mÃ¥ske har været teknisk mindre dygtige eller stilistisk mindre bevidste, der har fÃ¥et det gennembrud, som Kitty Wu ikke har, fordi disse bands til gengæld er lykkedes med at pÃ¥virke folk følelsesmæssigt. Kitty Wus mørke, skarpskÃ¥rne rock mangler noget for at komme ind under huden pÃ¥ én, trods deres fine tema og sikre stil. Men mÃ¥ske er jeg ogsÃ¥ bare et fremmedgjort, ensomt storbymenneske, der har svært ved at blive imponeret…