Plader

Monsters of Folk: s.t.

Skrevet af Signe Palsøe

Fire af den amerikanske indierocks veteraner debuterer med et country-inspireret album, der spinder nye, interessante arrangementer med tråde fra deres musikalske fortid. Det er en overvejende positiv oplevelse.

Jeg er næppe den eneste, der kan få anstrengt pandemuskulatur over bandnavnet Monsters of Folk. Det hænger sammen med image. Jeg bryder mig eksempelvis ikke om at se Søren Pilmark tage hovedet under armen som en af Ørkenens Sønner, når jeg ved, at han kan stå i en skov i Sønderjylland og brøle »lortespasserbus!,« så fuglene kvidrer. Og når fire så velrenommerede herrer som Conor Oberst, M. Ward, Mike Mogis og Jim James, der hver for sig går for at producere intime og vellydende sangskriverier af høj og lidet monstrøs kvalitet, vælger at kalde sig Monsters of Folk, lyder det netop mest af alt som et foretagende, der bunder i selvparodi og dermed fornedrelse af egne evner.

Det kunne man frygte, men efter en håndfuld gennemlytninger synes Monsters of Folks selvbetitlede debutalbum i grunden at henvise til sit navn på en meningsfuld facon. Nok fremstår ingen af konstellationens medlemmer som ukontrollable monstre, men den følelsesladede, bløde og brunøjede del af den musikalske pakke, der smelter hjerter på alverdens teenagepigeværelser, har fået lov at blive i solokarriererne, mens de fire er sprunget ud i en stemningsmættet, men usentimental genredyrkelse. Nej, ikke af folken, som man ellers med rimelig grund kunne antage, men af countryen – eller af den countryprægede indie, som Obersts og siden Mogis’ Saddle Creek-selskab har gjort til en fin, nebraskansk eksportvare; den countryprægede indie, som Oberst med mere eller mindre held har prøvet kræfter med sammen med The Mystic Valley Band, og som både M. Ward og Jim James har snuset til gennem deres egne karrierer.

Faktisk virker det meget oplagt at trække paralleller til især Obersts Outer South, der udkom tidligere på året, når man lytter til Monsters of Folk. Pladerne synes at række ud efter det samme gedigne, solide og fængende hjørne af countryen, men hvor Outer South ved lidt for mange lejligheder bød på et halvlunkent resultat, fremstår Monsters of Folk i højere grad som det, der burde være undfanget i første omgang. Arrangementerne ofte mere interessante, og den genremæssige spændetrøje sidder løst – eksempelvis overrasker åbneren “Dear God (Sincerely M.O.F.)” ved sin brug af sød-soulet vokal og trommemaskine, der bebuder nyt land for samfulde fire musikere.

Pladens grundsubstans af godt melodimateriale skal dog hovedsageligt findes i de rockede, simple og catchy indslag, som når der leges vokalmæssig stafet og bydes op til støvledans i “Whole Lotta’ Losin'” eller tretoner-twanges derudad på “The Right Place”. Selvom disse numre i højere grad byder på håndklap og almen good-feel, end de sætter gang i de små grå, gør en fin variation med pladens singer/songwriter-orienterede del, at man sjældent bliver træt af cowboymusikken eller kommer til at savne de lyriske spidsfindigheder, der kendetegner musikernes mere teksttunge øjeblikke. Eksempelvis er det en fryd at høre Oberst fortælle eventyr på “Man Named Truth” eller levere en typisk Bright Eye’sk indie-depri konstatering, som »I had shoes to fill / walking barefoot now« på “Ahead of the Curve”, eller en længere, men tilsvarende fin beskrivelse af længsel efter mening på “Map of the World”: »There’s a map of the world on the wall in your room / green pins where you want to go / red pins where you’ve been / there isn’t even ten and you’re already feeling old.«

Nej, der er perler på Monsters of Folk, og man bliver som sagt sjældent træt af cowboymusikken – men det sker, og desværre må en af de samme anker, som indfandt sig ved gennemlytningen af Outer South, gentages ved denne lejlighed: Pladen er for lang, og det havde klædt de 15 numre at blive reduceret med en lille håndfuld, for selvom ingen skæringer – måske lige med undtagelse af den lidt ligegyldige slow motion-lejrbåls-blues-pastiche i “Slow Down Jo” – fremstår som decideret fyld, har nogle stykker ikke den fornødne dybde, der skal til for at fastholde intensiteten i især pladens sene midterstykke. Heldigvis rettes der op med en både velklingende og interessant afslutning i  “The Sandman, the Brakeman and Me”, der snuser til roots-musikken, og med Jim James’ højtliggende skønsang akkompagneret af et stille, men eskalerende trommebulder i “His Master’s Voice”, og pladen vugger pænt og sikkert i havn.

Hvad Monsters of Folk ved lejligheder savner i intensitet af den tankefængslende slags, leverer de fire sangskrivere dog på alle måder tilbage gennem gedigent håndværk af en overvejende opfindsom og fængende kvalitet. Monsters of Folk fortjener bestemt spilletid, og jeg forestiller mig, det kunne være spændende at opleve deres udladninger live. Sæt kryds i kalenderen 15. november.

★★★★½☆

Deltag i debat