Plader

No Go Know: Time Has Nothing to Do With It

Skrevet af Christian Klauber

No Go Knows univers er noget af en forlystelsespark at træde ind i, og dobbeltalbummet diffunderer ind og ud mellem mathrock, indierock, indiepop, dreampop og og og…

Når man tager i forlystelsesparker (hvilket – skal jeg indrømme – for mit vedkommende ikke længere sker så tit), så er der et hav af forskellige forlystelser, der med største lethed kan udfylde skalaen af forlystelsesbehov. Nogle får en til at spærre øjnene op… af skræk, andre får en til at pege måbende over skønheden ved dekorationerne (sådan var det i hvert fald, dengang jeg var barn), og helt tredje jager bare mavesækken op i halsen på en, mens man tæller sekunderne, til man dør, og den eneste fornøjelse er at slippe væk i en fart, hvis man altså kan få viklet sig ud af sikkerhedsselen.

Der er hverken sikkerhedssele eller skrækindjagende oplevelser på No Go Knows Time Has Nothing to Do With It. Men til gengæld er der indimellem øjeblikke med ganske stor skønhed, også selvom det er et ganske genkendeligt indierockterritorium, vi færdes på.

Hvis man ofte kommer i en forlystelsespark, får man hurtigt yndlingsforlystelser, som man helt sikkert skal forbi, inden turen igen går hjemad. Sådan er det også på Time Has Nothing to Do With It, hvor især numrene “Thicket of Thieves” og det helt sublime “Yours Is a Small, Still Voice” er forlystelser, jeg ser frem til, hver gang jeg træder ind i No Go Knows univers.

De to ovenfornævnte numre indkapsler meget af det, No Go Know kan og gør. Det svinger mellem det up-tempo poppede – med en fænomenal, catchy basgang eller ditto arbejde i guitaren – og det klagende, frustrerede og ekstremt langsomme, der er så langsomt, at det næsten går i stå, inden nummeret skubbes i gang igen. Det er indierock, når det er allerbedst og har allermest at byde på.

Tekstmæssigt er der fremmedgørelse, rodløshed og frustration at spore på dobbeltalbummet, f.eks. på nummeret “Yours Is a Small, Still Voice”: »Oh – I still sing to say your name / and while we’ll never be again / I feel you coursing through my veins / and will until the day I…« Og ja, det slutter faktisk så brat og med tomrum til meningsudfyldelse, og netop dét aspekt praktiserer No Go Know i stor udstrækning. Det er nemlig som hovedregel svært at afkode den eksplicitte mening fra teksterne, om end man mærker en vis, umiskendelig stemning.

Og med tekster, der er åbne for fortolkning, og musik, der svinger mellem det tempofyldte og det diametralt modsatte, zigzagger man sig igennem parkens tilbud. Hele tiden skiftes der retning: Et nummer, der stikker i den ene retning, afløses af et nummer, der stikker i en helt anden. Et tempo eller en stil i et nummer mødes af og udskiftes med et andet tempo. Hele tiden. Varmt, koldt. Hurtigt, langsomt. Det giver en stor afveksling, men i stedet for at blive irriterende og fragmenteret fungerer det virkelig godt og bliver på intet tidspunkt problematisk.

Grunden til, at det fungerer med de mange stilskift, er, at det ikke virker forceret, og at man overbevises om, at udtrykket er deres eget og ikke er klippeklistret fra alskens inspirationskilder – og heller ikke det faktum, at forsanger Scott Taylor lyder voldsomt meget som Thom Yorke i de langsomme, følsomme passager, trækker ned, det bliver snarere et ekstra plus. Fordi det fungerer. No Go Know overbeviser om, at de er et kreativt overflødighedshorn i krydsfeltet mellem indiepop og indierock. Og som i enhver god forlystelsespark er der noget for enhver smag og ethvert humør, og de to cd’er gør, at det næppe er en dårlig ide at indløse turpas, så man har tid til at finde sine favoritter og kan tage lige præcis dem en gang eller to mere.

★★★★☆☆

Deltag i debat