Selvom det kan og bør siges, at produktion hører under DJ’ing, nÃ¥r der tales om hiphoppens fem historiske søjler (MC’ing, breaking, graffiti, DJ’ing, beatboxing), sÃ¥ er der al god grund til, at det burde have sin helt egen af slagsen. Hvis rapperen er poet, er produceren bogbinder og typograf; skaberen af alt det, der komplimenterer spyttet, men det er ikke nogen decideret hemmelighed, og hiphop er da ogsÃ¥ en af de fÃ¥ genrer, hvor produceren kan hæves helt op pÃ¥ superstjerneniveau. Du har dine fly boys som Pharrell og Chad Hugo i Neptunes, der for en kort overgang i starten af det nye Ã¥rtusinde var konger af den glitzede, minimalistiske hiphop. Ikke kun som bagmænd, men i lige sÃ¥ høj grad som blingede, stilskabende frontmænd i musikvideoer med hovedet lige op i kameraet. Og der er de hÃ¥rdere, som Dre, der har kørt de to sider af producerrollen med stor succes og anerkendelse siden de sene 80’ere, og den langt mere anonyme, men, selvfølgelig, stadig voldsomt respekterede DJ Premier, der aldrig har gjort det store væsen af sig, men som ved grundlæggelsen af den helt klassiske start-90’er-newyorker-lyd har sat evige spor.

Vejen til de tre mænds succes hviler dog langtfra kun på attitudespil og tilfældig drejen på knapper ved tilfældige pulte i jagten på et hit. Den helt skinbarlige sandhed er, at du altid – uanset hvilken rapper, der holder mikrofonen – vil kunne høre, når det er Pharrell, Dre eller Premo, der har stået bag lydene, og det er dér, navnet og respekten skabes.

Og det er derfor, det britiske producerteam Recordkingz’ nye plade, Heavyweight, har svært ved at sætte sig i mig. For selvom den kommer i rækken af et par fremragende producerplader fra sidste Ã¥r (Jakeones The White Van til backpackerne og Statik Selektahs Stick 2 the Script til b.a.n.g.e.r.’ne) og pÃ¥ mange mÃ¥der minder om de to i tilgangen til hiphop, sÃ¥ falder den alligevel en smule fladt beatmæssigt. Klientelmæssigt er det hele ellers pÃ¥ plads. Recordkingz fÃ¥r – pÃ¥ trods af, at de er briter – besøg af Joell Ortiz, Mobb Deep, Guilty Simpson, Beatnuts og Little Brother, og det er sÃ¥dan set ret imponerende og viser, at de, om ikke andet, er respekterede inden for deres fag. Men produktet er noget rodet i kvaliteten. Der er ikke noget pÃ¥ Heavyweight, der pÃ¥ nogen mÃ¥de kan kaldes dÃ¥rligt eller under standard, men der er stadig langt mellem højdepunkterne.

Der er selvfølgelig de rene festhits som “Rock Ya Shoulders” med Beatnuts, der, med 70’er-blæserarrangementer, funktrommer og en cocky unge, der skriger »Rock ya shoulders!«, fÃ¥r gang i rytmerne. Det er temmelig umuligt at sidde stille til. Det mariachi-befængte nummer “Hiphop Throwback” med evigt dovne Guilty Simpson er en lækker sag, der blander latinhorn med nostalgiske tilbageblik fra en af Detroits bedste lige nu, og det kommer fra en anmelder, der hader stort set alt, der minder om mexicansk musik. Eller afslutteren “Keep On” med Chalice & Ruk, der næsten fungerer som en hiphop-børnerytme, bÃ¥ret frem af lyden af en xylofon, og er bÃ¥de charmerende og cool i sin naive dopeness.

Og ellers er resten ogsÃ¥ fint nok, men det er ikke rigtig tæt pÃ¥ at blive mere. Ã…bneren “I Cried” med den intelligente hoodlum Tragedy Khadafi bag mikrofonen er ellers lige præcis et af den slags numre, der plejer at fÃ¥ mig op af stolen. Lækker soulblæser, dyb bas og semi-melankolske tekster. Men det er, som om den lige mangler en stor del af ‘det sidste’. Og det er noget, der gælder for de fleste numre pÃ¥ Heavyweight, hvilket rent ud sagt er irriterende. Det kunne være et fantastisk hiphopalbum, men der er ikke noget ved Recordkingz, der gør, at jeg sætter dem eller deres produktioner op pÃ¥ en piedestal. Den behøver ikke nødvendigvis være højere placeret end de legender, jeg omtalte i starten, men den burde i hvert fald være høj nok til, at man kunne pege pÃ¥ den og sige: »Dét er Recordkingz, og det er sÃ¥dan, Recordkingz lyder.« Indtil videre stikker deres kasketter bare op blandt en masse andre, og det er ærlig talt synd.